Siden 1939 har Mickey Mouse utrætteligt kæmpet med at afsløre den sande identitet på sin ærkefjende Sorte slyngel. Her kan I se ham.
Nu får Mickey Mouse hjælp fra en uventet kant. Det er selveste erhvervsminister Lene Espersen, som har bragt den fornødne lovgivning på banen.
Der er naturligvis tale om det kommende BURKAFORBUD, som øjeblikkeligt vil sætte en stopper for Sorte Slyngels gedulgte narrestreger. Jeg glæder mig til at se, hvem der gemmer sig under det illegale tekstil.
Hurra for Lene, som forstår at sætte dagsordenen og få fokus på de virkelige problemer.
Dansk folkeparti har endnu engang ladet sig inspirere af uvirkeligheden og har forfattet en plakat, på hvilken der agiteres mod moskeer i Danmark. I den anledning har de taget et billede af den blå moske fra Istanbul og manipuleret, så den virker lidt mere aggressiv og krigsagtig:
I virkeligheden ser moskeen sådan her ud:
Men det virker selvfølgeligt ikke nær så faretruende.
Gad vide, hvordan politikerne i Dansk Folkeparti ville reagere, hvis de opdagede, at denne plakat af Vor Frue Kirke var i omløb i den arabiske verden:
Mit gæt er, at der ingen ende på larmen ville være fra de selvretfærdige sofister, som partiets top består af.
Problemet med denne åbenlyst manipulerende og sandhedsforvrængende kampagne er naturligvis, at Dansk Folkeparti udstiller sig selv som en fraktion, der ikke er bleg for at tage metoder i brug, som er udbredte i de mest udemokratiske dele af den muslimske verden. En verden, som de jo netop er travlt optaget med at tage afstand fra.
Søren Krarup vil fx. være en glimrende Mullah, hvis kriterierne er at være intollerant, livstilsregulerende og derudover sætter sin lid til, at verden styres af et hemmeligt usynligt kræ af en slags.
Næste gang der er valg, er det ikke umuligt, at en tøvende vælger eller to vil have denne kampagne med i overvejelserne, når det skal besluttes, hvilken type mennesker, man vil overdrage ledelsen af landet til.
Om man går ind for moskeer eller ej er én ting. Om man går ind for løgn eller ej er en helt anden. Vælg selv.
De, som ikke er for dumme eller kunstneriske til at følge med i medierne, har givetvis bemærket den nye kampagne mod AIDS og den virak, den har affødt. Her kan i se den:
Hvad de færreste ved er, at man allerede er klar med de næste fremstød mod andre kønssygdomme. Kendisser, hvis personlighed modsvarer de forskellige sygdommes farlighed eller mangel på samme, er mobiliseret i kampen. Her får I et eksklusivt smugkik af kampagnens næste fase:
kilder fra kønssygdomsbranchen hævder, at kampagnen leder hen mod det ultimative angreb på skrævsot, drypperter og vaginalpaddehatte: En plakat med Bamse og kylling i kærlige favntag med teksten Kønsvorter er nogle prutskider!
Både SAS og Ikea har lanceret en talende robotdame på deres hjemmesider.
Jeg har introduceret de to robotter for hinanden. Her kan du se, hvad de sagde: (hvis du ikke kan læse, hvad der står, er teksten med sædvanlig god service transskriberet efter det sidste billede)
Her er en transskribtion af samtalen for de svagtseende:
Anna: Goddag! Jeg hedder Anna. Kan jeg hjælpe dig? Har du brug for hjælp til hvordan du bruger anna bedst, så klik her: Eva: Jeg forstår desværre ikke dit spørgsmål, når du anvender mange sætninger. Prøv igen i en enkelt sætning. Anna: På siden, jeg åbner her, kan du se, hvordan du bruger mig. Eva: Jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået dit spørgsmål. Anna: Prøv at omformulere dit spørgsmål, så skal jeg prøve at hjælpe dig. Eva: Tak for din henvendelse. Jeg er her for at hjælpe dig med at besvare spørgsmål om SAS. Jeg håber, du har lyst til at rejse med os.
Således afsluttede Eva lidt abrupt samtalen med Ikearobotten Anna, som skal være glad for, at hun ingen følelser har, da de ellers måske ville være blevet lidt stødte.
Min vurdering er, at både SAS og Ikea kunne have brugt pengene bedre, end på de to damer.
Cult cola, som ifølge deres hjemmeside er større end Pepsi (det må være i et andet land end Danmark), har lanceret et nyt koncept, som går ud på, at man kan få dette flotte CULT COLA-motiv tatoveret på sin krop:
Hvis man går med til at pryde sin arm med det svulstige stykke billedkunst, kompenseres man af læskedriksfabrikanten med hele 6000 gode danske kroner. For det halve, kan man få den udført på vommen, for der er reklameeffekten jo mere sæsonbetonet.
Cult Colas marketingsfolk vurderer altså, at genen ved at have en sodavandsreklame på kroppen er så lille, at et beløb, der svarer til en måneds kontanthjælp, burde være kompensation nok.
Og her har vi selvfølgelig kardinalpunktet i den slags markedsføring: Kompensation og gene skal følges ad. Jo grimmere reklametatoveringen er, og jo værre produktet er – jo højere kompensation. Hvis Cult Cola for alvor skal have gang i tatoveringprojektet, skal de nok hæve beløbet betragteligt.
Men reklametatoveringer kan være meget værre og med dertil hørende højere kompensation. Mit bud er fx, at denne tatovering skal ledsages af en check på mindst 60 millioner kroner, for at den skal få nogen større udbredelse:
Enkelte brands er selvfølgeligt så attraktive, at det er kunderne, som skal betale for at få lov til at bære dem. Denne her koster fx 11,5 milliarder kr. at få lov til at tatovere i frimærkestørrelse under foden. Det menneske er ikke set endnu, som har puget midler nok sammen til at finansiere en af disse tatoveringer i fuld størrelse på overarmen:
Indtil du har sparet sammen til det, vil jeg råde dig til at lade din krop pryde med mindre permanente og mere stillige ornamenter end colareklamer. Jeg har eksempelvis netop flettet mit rige brysthår i et sirligt mønster, så det ligner et kort over Djurs sommerland. Det er noget, der vækker opsigt, når man knapper de øverste skjorteknapper op på Søpavillionens eller Damhuskroens dansegulv.
Og til sidst et råd til virksomhedsejere, der overvejer at følge i Cult Colas fodspor: Betænk, at mange tatoverede mennesker er grimme og kriminelle. Vi andre er derfor lidet tilbøjelige til at føle os tiltrukket af produkter som er afbildet på deres overvægtige forstadskroppe.
Jeg er jo en umådelig kendt person, så det hænder ofte, at folk mener at spotte mig rundt omkring i landet. Der findes faktisk store communities på nettet, hvis eneste formål er at registrere og sammenligne milos-sightings.
For ikke at skabe unødigt arbejde til denne kreds af dedikerede mennesker, offentliggør jeg her en liste med tider og steder, hvor jeg PÅ INGEN MÅDE har opholdt mig, de seneste par måneder.
Hvis du var der, og på et tidspunkt tænkte: “Hvad dælen, der står Milos jo og vipper med piben”, så tager du fejl og kan forvente et helt korps af injurieadvokater på nakken, hvis du vover at videreformidle din fejlbetragtning til tredjepart.
/Milos Vendettas – folkelighedsundertrykkelsesminister
I april blev der i det afghanske parlament fremsat et lovforslag, som tillader en ægtemand at nægte at give sin hustru mad, hvis hun ikke giver ham sex nok. Et ramaskrig fra vesten fik i første omgang stoppet loven.
Nu er familieloven – trods mange løfter fra den afghanske præsident Karzai – en realitet, og den er ved nærmere øjesyn endnu værre end frygtet. Den giver nemlig voldtægtsmænd mulighed for at betale et beløb til offeret, hvis status dermed ifølge afghansk skik ændres til prostitueret. Manden er dermed straffri, hvorimod kvinden er kriminel.
”Hvis loven bliver en realitet – og det tror jeg ikke, at den bliver – så tror jeg, at det vil få følger, uden at jeg i dag kan sige hvilke.”
Jeg tror gerne, at Per Stig Møllers chef, folket, vil høre mere om, hvilke følger, det vil få, at loven nu er gennemført.
Nu hvor hans parti har erobret medierne og råbt og skreget om muslimske kvinders rettigheder, vil det være på sin plads, at den konservative udenrigsminister fører slaget igennem og gør den afghanske regering det klart, at vores militære støtte til deres spæde demokrati forudsætter, at de faktisk indfører demokrati. Når den nye afghanske præsident er fundet i september bør han i utvetydige vendinger meddeles, at loven er en hån mod mennerskearten.
En PR-mæssig skævert som burkasagen forplumrer den kendsgerning, at vores lokale problemer med integrationen er vand i forhold til de horrible livsvilkår, som sharia i sin fulde udfoldelse byder millioner af mennesker.
Global sekularisering nu, tak.
Ekstrabladet besværede sig i går over en planlagt lønstigning på 2,7% i kongehuset i den nye finanslov. Krydret med et uskønt billede af HKH Prinsesse Henrik i vom og badeshorts svælges der i hovmodet i at hæve appanagen midt i den økonomiske knibe, vi som nation er kommet i.
Der kan selvfølgelig irritere, at vi skal have endnu flere penge op af lommen, men tager man forbehold for den almindelige lønudvikling og inflationen, er der i realiteten tale om en stagnation i regentvæsenets gager.
Totalomkostningen til de badmintonhalindviende kransekagefigurer er desuden i den store sammenhæng af en så begrænset størrelse, at man virker en anelse krakilsk, hvis man ensidigt læner sig op ad økonomisk bevisførsel, når man man skal argumentere for kongehusets nedlæggelse. På samme måde er påstande om en modsvarende positiv PR-effekt på handlen med udlandet irrelevant.
I stedet må man smøge ærmerne op og angribe uvæsenet ud fra en moralsk vinkel. Sagen er nemlig, at kongehuset er uretfærdigt, fordi hele konceptet går ud på, at navngivne enkeltindivider både kan påvirke, om en lov bliver vedtaget eller ej, og ignorere den vedtagne lovgivning på grund af straffrihed.
Det er en belastning for vores demokratis troværdighed. Ikke en stor belastning, for de nuværende medlemmer er snu nok til ikke at kompromitere deres priviligerede stilling ved at udnytte den alt for åbenlyst, men en belastning er det.
Kongehuset giver Danmark en lille hyklerisk twist, som får vores ord til at ringe en anelse skingert, når vi kritiserer andre nationers udemokratiske regimer og manglende ligestilling.
Lad os lukke det i al fredsommelighed, for der kan ikke argumenteres fornuftigt for det. Monarkiet er en nationalromantisk parasit, som på linje med Morten Korch fastholder os i en tid, som ikke findes længere.
Vrister vi os ikke fri af den forældede selvforståelse, lærer vi ikke at se virkeligheden i øjnene som den er nu. Vi er allerede godt i gang med at vende verden ryggen, og det man vender ryggen til kan man ikke omfavne.
Som det senest er blevet bevist i burkasagen, er det ikke muligt for Naser Khader at ytre sig om politik, uden at alle synes, han er en forvrøvlet klaphat.
Derfor har jeg i min godhed lavet dette politiske flowchart til ham, som han gør klogt i at konsultere, hver gang trangen til at kommunikere med offentligheden trænger sig på:
Nu hvor sommeren går på hæld, bliver man helt nostalgisk, når man ser denne film med Sokson – den skeptiske sok, som jeg har fornøjelsen at bo sammen med.
Filmen er fra forsommeren, og jeg tror han blev lidt spids over mine spydige bemærkninger. Jeg har i hvert fald ikke set ham siden.
Vil man se alle Soksons meritter, kan man finde hans samlede værker HER
Milos Vendettas – sokkeminister
Hvis du forgæves har søgt efter svar, behøver du ikke lede længere. Når Milos Vendettas har talt færdig, står alting klart.
Vil du Milos noget : Milosvendettas(at)dr.com
