Jeg har haft billedanalyse i skolen, og derfor kan jeg godt se, hvad denne TILSYNELADENDE uskyldige reklame for Harboe juice i virkeligheden skal forestille:
Nå det kan du ikke? Man er måske en anelse puritansk og fersk i hjernen? Måske endda lidt spejderkristen i sin tankegang? Hvad så hvis vi vender det en kvart omgang:
Stadig ikke. Så må vi vel til det. Betragt, hvordan den antageligvis harmløse reklame i virkeligheden repræsenterer en fallos!
(tak til Mike Hanlon for lån af billede)
Nu, hvor alle kan se, at Harboe lancerer deres juice ved at præsentere den som en stor, stolpestiv tissemand, forventer jeg, at alle de bonerte kvindelige præsteklummeskribenter går amok på sodavandsfabrikken. Desuden regner jeg med, at Hanne Vibeke Holst, som jo er meget ræd ved, at mennesket fremstilles som sexobjekt, kommer på banen igen og belærer os om, hvor undertrykte vi er. Eller det er måske primært det kvindelige køn, som dårligt tåler udnyttelse som reklameblikfang?
Ældre gnavne mennesker har travlt med at flæbe over, at det danske sprog er ved at blive ødelagt af de farlige ANGLISISMER.
Jeg er et moderne menneske og føler ingen angst ved ord fra fremmede lande. Til gengæld mener jeg, at man i sekulariseringens navn med hård hånd bør rense sproget for religiøse udtryk – i særdeleshed eder. Hvad skal det dog nytte at sige “Ved Gud” og For Helvede”, når ingen af delene findes? Ud med de religiøse kraftudtryk.
Der vil i den forbindelser opstå en mængde huller i sproget, som vi skal have udfyldt. I den situation vil det være passende, at vi viser storsind og giver det døende grønlandske sprog en håndsrækning ved at bevare en række af de karakteristiske grønlandske stednavne og begreber i form af nye danske eder.
I dag går grønlænderne rundt og siger ting som:
“Angalneq ajorpoq, qaleralik” (Det var en dårlig tur, ørred) og på den baggrund synes jeg ikke, det er så sært, at det er et sprog under pres.
Hvis vi konverterer de nordatlantiske gloser til danske eder, vil det guturale, læspende og stærkt ubegribelige tungemål grønlandsk på den måde få helt ny mening samt saft og kraft:
“Så lad mig dog for Angmassalik komme forbi, din elendige tupilaq!”
kan man forestille sig en ældre dame sige til en anden i apotekskøen, og hun redder på den måde det grønlandske sprog.
Det er en fuldgod erstatning for de gamle kedelige kristne bandeord og en god gerning mod vort kære sprogforbistrede broderfolk.
Religion giver tryghed i hverdagen og knytter folk sammen i from samhørighed. Desværre er religionen også af og til årsag til gnidninger menneskene imellem – tænk blot på korstogene, 9/11 og Sørine Gotfredsen.
Jøderne har om nogen mærket, hvordan det er at tilhøre en anden religion end normen. De har heldigvis en standhaftig folkekarakter og er historisk vant til at tåle mange prøvelser.
Faktisk har jøderne sågar en tradition for at gøre livet vanskeligt for sig selv ved hjælp af skøre rigide regler.
De har ikke meget fidus til det Nye testamente og alle de blødsødne lignelser som væltede ud af den vattede pseudorabbiner Jesus.
Næ, jøderne vil have det GAMLE testamente – der er nogle ordentlige konkrete regler, som enhver kan forholde sig til. Desværre er mange af dem blevet lidt gamle, så de ikke længere er så svære at overholde. Hvem i et moderne samfund vil f. eks. Finde det umuligt at overholde reglen:
Du må ikke koge et kid i dets mors mælk (5 mos.14.21)
På samme måde vil de færreste nu om stunder have vanskeligt ved at overholde denne regel:
Følgende fugle må I ikke spise: ørnen, munkegribben og lammegribben, glenten, de forskellige falkearter og alle de forskellige ravnearter, strudsen, natuglen, mågen og de forskellige høgearter, hornuglen, skovhornuglen og sløruglen, pelikanen, ådselgribben og fiskepelikanen, storken, de forskellige hejrearter, hærfuglen og flagermusen (5 mos 14, 11-18)
For at det ikke skal være alt for nemt at være moderne jøde, har man derfor forsøgt at ajourføre nogle af reglerne, så de også kan besværliggøre livet for nutidens efterkommere af Davids hus. En Rabbiner har I Israel besluttet, at man ikke må køre i elevator på sabbatten, og derfor har småbørnsforældre og gamlinge i de Israelske højhuse fået en ny og spændende udfordring med at komme op og ned fra deres lejligheder om fredagen.
Reglen skyldes, at brugen af elektriske apparater ifølge den strenge rabbinske tolkning falder under kategorien arbejde, hvilket er strengt forbudt på sabbatten.
Taget i betragtning, hvor stor en rolle el-drevne dippedutter spiller i et moderne menneskes hverdag, er det ikke så lidt af en begrænsning, de strikse rabbinere har påført de rettroende jøder, som jo til gengæld selv er ude om det, da de jo bare kan lade være med at tro på det mystiske usynlige væsen og ikke mindst rabbinerens tolkning af dets vilje.
Det kan også være, at mange palæstinensere ville glæde sig, hvis nutidens jøder begyndte at tage denne regel lidt mindre bogstaveligt:
Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe I lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. (5. mosebog 12, 1-2)
For halvandet år siden var der stor virak om de kinesiske myndigheder, fordi de i månederne op til OL, som de var værter for, gav sig til at tæve løs på en flok umedgørlige tibetanere, der havde fremsat den for kineserne utålelige påstand, at Tibet ville være et bedre land, hvis det blev ledet af tibetanerne og ikke af en fremmed krigsmagt.
I den forbindelse opfordrede jeg til boykot af dyrt kinesisk bras. Jeg valgte personligt at undlade at købe en grim kinesisk frø i butikken Kina Hus.
Da jeg slog vejen forbi butikken forleden konstaterede jeg til min store glæde, at frøen endnu stod usolgt i udstillingsruden, se selv:
Ja, I ser rigtigt – den koster 998 kr, og hver eneste krone har vi ikke brugt på den. Boycot’en virker!
Men vi er ikke i mål endnu. Forleden henrettede Kineserne i Beijing fire af de tibetanske aktivister, som demonstrerede for frihed op til OL sidste år. Jo det gjorde de fandeme. Vi har desværre haft så travlt med at fylde medierne med kævl om, hvilken embedsmand, som skal holde en konference og med teorier om, hvorfor Line Baun Danielsen røg ud af Vild med Dans, at vi ikke har bidt mærke i de kinaskeptiske tibetaneres uretfærdige endeligt.
Jeg har valgt ud over ikke at købe frøen at udvide min personlige boycot og undlade at købe denne hæslige stensætning i en dyb tallerken:
Der gik bødlerne glip af endnu 498 kr. Hvis I alle følger trop, kan vi snart få stoppet maskinerne i de kinesiske fabrikshaller.
Alvorligt talt: Det er faktisk op til os forbrugere verden over at markere overfor de kyniske skarprettere i Beijing, at onde handlinger har konsekvenser, for vores regering har ingen nosser overhovedet, når det kommer til at kalde en morder for en morder i kinesernes selskab.
Jeg var på bibllioteket i dag – der kommer jeg, fordi der stadig findes enkelte bøger på de bageste hylder, som jeg endnu ikke har fået læst, og som jeg ikke selv har skrevet under et af mine mange pseudonymer.
Jeg faldt over denne dvd:
Kan I se fejlen? Nej?
I får lige en tænkepause i 3-4 minutter. Vi kan jo høre lidt god musik imens.
Nå? Har I luret det? Ikke?
Ja, hvad havde jeg regnet med?
Det er en julekalender…
Der er 24 afsnit…
Det er et 7-dageslån!
Biblioteket har løst tidens gåde! Hvis blot barnet ser 3,43 afsnit om dagen fra 1. december er julen overstået i en ruf! Den 8. December kan vi pille alt nissebraset ned og smide krybbespillet i containeren.
Jeg glæder mig til at minimere julen, som efter min mening burde hedde den afskyelige og væmmelige tid, hvor alle lader som om, de holder af hinanden men i virkeligheden kun tænker på sig selv og på at skrabe alt muligt overfladisk ragelse til sig.
Forleden så jeg dette skilt, da jeg gik forbi den meget fornemme butik Mad & Vin, som ligger i bunden af Magasin på Kongens Nytorv i København.
Ih, hvor er de fine HELDIGE, tænkte jeg. De får ELATISK brød! Først troede jeg, at det var en stavefejl, men da jeg så, at ordet blev gentaget i reklamens brødtekst (AHAHAHA… no bun intented… AHAHAHA igen!), konkluderede jeg, at der var tale om et nyt og eksklusivt fænomen.
Grøn af misundelse skyndte jeg mig hjem og gjorde som vi ikke-fine nu gør, når misundelsen nager: Jeg skyndte mig at tænde internettet og satte mig til at snage i de riges liv. Med bævende hånd tastede jeg ELATISK i søgefeltet.
Frem dukkede et væld af hemmelige og fornemme produkter, som alle havde det tilfældes, at de var meget elatiske. Bare se her:
Til de fine børn:
Til de fine fødder
Til de fine damer:
Så kunne jeg ikke mere. Så meget elatisk luksus går min proletariske næse forbi og jeg ved ikke engang hvad det er.
Måske betyder ordet ’afleveret af en nøgen danserinde’? Eller ’sin egen vægt værd i Noilly Prat’. Eller måske ’berørt af Jetsetdronningens silkebløde velhaverhud’.
Jeg beder jeg jer, ellers uvidende folkedyb: Hjælp mig ind i det elatiske univers. Har i et forslag til, hvad elatisk betyder?
Dansk folkeparti har på det seneste vist stor vilje til at byde ind med overvågningsløsninger overalt, hvor der endnu ikke hersker total kontrol med borgerne.
Børn, som har været på kant med loven skal ifølge partiet have fodlænker på, og senest er det seksualforbrydere, der har afsonet deres straf, som – hvis Dansk Folkeparti skulle bestemme – skal optræde på løbesedler, som skal omdeles i nabolaget omkring deres bopæl.
Det er en effektiv strategi at gruppere uønskede befolkningsgrupper og holde styr på dem med etiketter. Mange vil erindre dette flotte mærke, som bøsserne skulle gå med i gamle dages Tyskland:
DF lægger sig op ad en rig tradition, hvor man bruger utroligt meget energi på at fortælle andre mennesker, at de ikke lever op til KRAVENE. Af den grund, er der mange, som prøver at undgå kontakt med DF’s medlemmer.
Dansk folkepartis medlemmer er imidlertid på samme måde som fx homoseksuelle ikke sådan at identificere umidelbart, og man kan derfor uforvarende føre samtale med dem ved selskaber eller i kassekøer i flere minutter, inden det går op for en, at man er i færd med at socialisere med en af DEM.
Derfor har jeg – inspireret af Dansk Folkeparti selv – masseproduceret dette badge, som jeg KRÆVER, at medlemmer af DF bærer synligt fremover, så almindelige mennesker kan nå at sige “Dig gider jeg s’gu ikke høre på,” inden de åbner munden:
Det er på sin plads, at medlemmerne af partiet melder rent ud, hvad de står for, når de bevæger sig rundt i gadebilledet. Eller de har måske noget at SKJULE?
En undersøgelse lavet på universitet i Oxford viser overraskende, at det er godt for intelligensen at jonglere. Gøglere verden over har taget nyheden til sig med stor fornøjelse og har, som det ses her, vanskeligt ved at få armene ned:
Jeg forstår godt de begejstrede akrobater. Det må være opløftende for en gang skyld at blive sat i sammenhæng med begrebet begavelse.
Man glemmer imidlertid en vigtig faktor, når man tolker undersøgelsesresultatet. Det er nemlig muligt, at en gøglers intelligens stiger marginalt, når han kaster med bolde i mange måneder, men hvad med de som uforvarende tvinges til at betragte den monotone og uinspirerende slængen omkring med døde objekter?
Publikum mister hjerneceller i takt med at gøgleren får flere:
Planetens borgere har en samlet intelligens, som bliver påvirket af gøgl. Da der oftest(uforklarligt) er flere publikum’er end gøglere, er den samlede intelligensvækst i populationen negativ som følge af jongleren og ikke positiv, som man ellers kunne tro, når man umiddelbart læser undersøgelsens konklusioner. Her på diagrammet kan man se de virkelige og ildevarslende konsekvenser af overdreven jongleren:
De eneste, som har reel glæde af jongleren, er altså jonglørerne selv, og hvis offentliggørelsen af den farlige undersøgelse medfører en jongleringsstigning, kan det få katastrofale følger for befolkningens samlede begavelse. Dette kan føre til store fald i velfærden, hvis ikke der bliver grebet hårdhændet ind, når jonglørerne med den første forårssol invaderer det offentlige rum.
Løsningen er at påbyde alle jonglører kun at dyrke deres bizare kasten rundt med ting i enrum. Det er en borgerpligt korporligt at bryde ind og stoppe jonglørernes samfundsskadelige virksomhed. Det mest effektive er som regel at bemægtige sig gøglerens kasteskyts og tyre dem så langt væk, man overhovedet kan – helst ud i noget vand. Alternativt kan man antænde dem og gelejde dem ned i gøglerens ganske ofte meget vide bukser.
Sæt i gang, før det er for sent! For velfærdens skyld!
Som de af os, der er velhavende nok til at have haft en halvtredskroneseddel i hånden for nyligt, ved, er en ny pengeseddelserie ved at blive introduceret for danskerne. Her er et smugkik:
Konceptet er tilsyneladende, at der er en bro på den ene side og et danefæ på den anden. Det er jo pænt og også umådeligt kedeligt ifølge kritikerne.
Kritikerne skal imidlertid stikke piben ind, for ud over de viste sedler er der planlagt en serie særlige pengesedler, som skal bruges enkeltvis til at betale for konkrete projekter af mere eller mindre forfejlet art. På den ene side af sedlen er et mislykket vartegn, og på den anden side er der – ikke et danefæ – men et kæmpefæ.
Man planlægger blandt andet en pengeseddel, som skal bruges af Kenneth Plummer, når han betaler os de penge tilbage, som Danmarks Radio uden at få lov kom til at bruge på den grimme og dyre koncertklods. Her ses for- og bagside af første udkast til sedlen:
Den seddel bliver der forhåbentlig kun behov for at trykke én af.
Anderledes fat er det med den anden af de særlige pengesedler, som man planlægger. Den skal der trykkes én af om året, for det er den, dronning Margrethe skal bruge til at betale os de penge tilbage, som vi uden grund bruger på hende – ikke blot til apanage til hele familien, men også til slotte, soldater og mærkelige gamle færger. Her ses den:
Der er givetvis flere sær-sedler på vej – der er i hvert fald arkitektoniske fejlskud og kæmpefjolser nok at tage af.
Hvis du forgæves har søgt efter svar, behøver du ikke lede længere. Når Milos Vendettas har talt færdig, står alting klart.
Vil du Milos noget : Milosvendettas(at)dr.com
(tak til Mike Hanlon for lån af billede)
