Alberts moder kom ind i spisestuen, hvor Albert skovlede en hurtig gang guldkorn.

”Hvorfor ligger der en donkraft på badeværelset?” spurgte hun, men fortsatte straks uden at vente på svar: ”Arj, Tage, er du nu i gang igen!”
Alberts fader var endnu engang ved at pille julepynten ned i hele lejligheden.
”Julen er ikke noget ved mere!” sagde han grådkvalt. ”Det hele er bare død, ødelæggelse og mord og modbydelighed!”
Alberts moder gav ham et knus, og Albert gik tilfreds i skole.

På vejen postede han brevet i postkassen foran posthuset. Han snerrede, da han gennem vinduet så de store rullebure fulde af hæslige julepakker, som vattede mennesker havde afleveret, så den meningsløse fragten rundt med ligegyldigt glanspapirindpakket ragelse kunne tage sin begyndelse op til juleaften. Det skulle fandeme være løgn.

I spisefrikvarteret mødtes han hemmeligt med Hanne, og de var ikke længe om at forfatte en mail til de sorte nisser. De var enige om, at målet var at forene kræfterne, så julen kunne blive udfordret så massivt som muligt. E-mailen kom derfor ganske simpelt til at lyde:

Kære sorte nisser. Vi beundrer jeres arbejde og deler jeres julehad. Lad os forene kræfterne. Med respekt – Kontrajulekompagniet (som blandt andet stod bag Herlev hospital og Fisketorvet.)

Det var Hanne, som havde fundet på navnet.

”Nu er vi Kontrajulekompagniet, og nu må vi bare vente”, sagde hun.

Albert slog vejen forbi posthuset med en kæmpe pakke på en sækkevogn sidst på eftermiddagen. Han baksede den meget forsigtigt op på disken ved pakkeindleveringen. Han hjalp derefter den tyndarmede ekspedient med at bakse pakken over i et rullebur. Inden han gik, fandt Albert diskret en speedmarker frem fra lommen og skrev med store bogstaver ’OP’ på pakken. Ved siden af tegnede han en stor pil, som pegede vandret til højre.

Senere, mens Albert lå i sin seng og spillede Nintendo, opdagede en nidkær postmedarbejder på posthuset, at pakken ikke havde op-pilen opad. Han rettede fejlen, da han lastede pakken som en af de øverste i den totalproppede julepostbil, som straks kørte af sted mod Jylland. Dermed væltede 24 to-liters colaer uden låg om på siden og løb ud i pakken, som ud over flaskerne var fyldt til randen med Mentos-pastiller.

I de følgende timer blev 639 julegaver ødelagt.

Støvmiden Esben

var træt af sin læspen,

så han blev lidt bister,

da mundspecialister

meddelte lakonisk:

Din tilstand er kronisk –

en støvmides kæbe

er blottet for læbe

/Milos Vendettas – poesiminister

Jeg er ellers ikke meget for at følge mærkelige medicinske vejledninger ved nattetide, men jeg har konsulteret Google og konstateret, at Biokemisk forening er enige med færdselsrådet:

Selen er et livsvigtigt sporstof, der modvirker en række alvorlige sygdomme som fx cancer og hjerte-kar lidelser

Sådan står der på deres hjemmeside og derfor spiser jeg nu selen HVER DAG.
Mærk jer mine og Rådet for Større Færdselssikkerheds ord: Glem ikke selen!

/Milos Vendettas – selenminister

Vi er forsamlede her i dag for at brænde Danmarks største symbolske bål af.
Inden vi tænder ilden om lidt, vil jeg bede jer hver især om at smide noget på, som vi skal have brændt, så vi kommer af med det en gang for alle.

Bring venligst dette ved til bavnen:

Din intolerance, fremmedangst, usikkerhed, fjendtlighed, hævntørst og uforsonlighed.
På med alle dines sorger, skuffede forventninger, nederlag, misundelige skæve blikke og spildte indrømmelser.
Brænd dine afsavn, forliste venskaber, mistede chancer, din mindreværd og tabte kærlighed.
Lad ilden opsluge dine ulykkelige ungdomsøjeblikke, dine venners pludselige svig, din egen fejhed og dine forældres skyld.
Forær flammerne din skuffelse, bitterhed, dit had, din nag og mistillid.
Kast din tvivl på dig selv på bålet sammen med din tvivl på os andre. Lad luerne æde smerten og tomheden, som ekskærester, døde slægtninge og snigende ensomhed har efterladt i dig.
Smid alt det i dit liv, som gør det halt og vaklende, på ilden!

Og gå så hjem i den overbevisning, at verden tilhører DIG. Lad ikke andres tvivl få dig til at tøve med at jage din egen lykke.

Der er ingen der gør det for dig, men der er heller ingen, der gør det bedre end dig.

/Milos Vendettas – båltaleminister

I et webcam-interview fra Paris udtaler den efterhånden noget afdankede Barbapapa:
- Hvad er nu det for noget pis! Det må være endnu et af Barbamamas blødsødne velgørenhedsprojekter. Den ødsle hippieko bliver min ruin!
Barbapapa formede sig derefter om til en Renault Clio, som han under stort raseri kørte bort i.

Festivalledelsens valg af samarbejdspartnere understøtter de kritiske røster, som mener at campisterne på det midtsjællandske druktræf efterhånden er lige vel unge.

Rygterne siger, at næste års festival bliver sponsoreret af My Little Pony.

/Milos Vendettas – sponsorminister

Jeg synes, det er en fortrinlig ide, skønt det er klart, at nogle borgere af mere geriatrisk afart vil stå i det dilemma, at de enten skal investere et par tusind i en computer OG lære at bruge den eller acceptere, at kontakten med det offentlige kun sker, hvis de selv foranstalter den. Der er ingen tvivl om at en meget stor gruppe gamlinge vil vælge den sidste løsning, og det kunne i den sammenhæng være interessant at finde ud af, om Økonomistyrelsen har med på udgiftssiden i deres regnestykker, at hundredtusindvis af mumlende gubber hver måned vil løfte røret og ringe til skattevæsenet for at spørge om alt det, som plejer at stå i papirerne.

Det er imidlertid et problem, som tiden på brutaleste vis vil løse for de elektronikvenlige skattefolk.

Et andet problem ved den nye kommunikationsstrategi kan derimod kun løses ad politisk vej. For at Økonomistyrelsens tiltag skal lykkes, kræver det som sagt at borgerne ejer computere med adgang til internet og har mobiltelefoner til modtagelse af de statslige NemSMS^tm.

Krakilere vil sikker kræve, at det derfor skal være en statslig opgave at finansiere borgernes IT-udstyr. De krakilere kan dog godt pakke sammen, da en sådan løsning ville drukne i administration, slagsmål om hvilket udstyr, det skulle være, og under alle omstændigheder i andet led være finansieret af borgerne selv på den ufede måde over skatten.

Næ, det egentlige problem med den nye elektroniske kommunikationsplan er, at den kolliderer med medielicensen, som jo kræver, at alle som har adgang til et af følgende apparater skal betale penge til Danmarks Radio:

• Tv eller tilsvarende apparat
• Computer medadgang til internet eller et andet netværk med en download hastighed på 256 Kbit/s eller derover

• Computer med enhed, for eksempel tv-tuner, som kan modtage tv via radiobølger eller netværk
• Mobiltelefon med internetadgang
• PDA’er og andre enheder, der trådløst kan modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester

Da det nu pludseligt bliver et statskrav, at man ejer mindst to af de ovennævnte apparater, er det på tide, at politikerne kaster håndklædet i ringen og opgiver den besynderlige pseudoskat licensen. Den er en bastard i det danske skattesystem, fordi den rammer helt tilfældigt med sin flade pris og sin fokus på husstanden i stedet for på borgeren som det beskattede. Som tidligere nævnt betyder det fx at hver voksen i et bofællesskab med seks beboere betaler en sjettedel så meget for at se tv som en, der bor alene.

Jeg er i denne sammenhæng ikke ude på at afvise det nødvendige i, at vi alle sammen skal betale til, at staten driver medievirksomhed på vores vegne. Det kan vi snakke om en anden gang.

Jeg er derimod meget interesseret i at afvise licensen som rimelig afgiftsform. Især efter at det bliver os påbudt at eje de maskiner, som staten mener, vi skal betale afgift for. Det er MENINGSLØST og det eneste rigtige er hurtigst muligt at afskaffe licensen og opkræve det nødvendige over skatten. Så slipper DR, som jo er sat i verden for at producere indhold, for at skulle være inddrivningsvirksomhed. Man har i DR tidligere vist, at pengesager ikke er kernekompetencen, så lad dog dem og os slippe for den syge relation, som licensen knytter mellem statsradiofonien og borgerne.

SÆT I GANG!

/Milos Vendettas – medieminister

Der har gennem tiderne været disput om begrebets politiske korrekthed. Man har ment, at det var diskriminerende mod kvinder og omskårne, da de to grupper ikke var i besiddelse af den rette anatomi til at gennemføre den påkrævede manøvre. For at imødekomme angrebene introducerede en til formålet nedsat kommision begreberne “at holde sig i læben” og “at holde sig i glansen”. Ingen af vendingerne slog an, men anklagerne er alligevel med tiden forstummet.

/Milos Vendettas – skindminister