Jeg vil nemlig hellere trampes ihjel af en flok præster på vej til messe, end jeg vil eje den bog.

/Milos Vendettas – biblioteksminister

/Milos Vendettas – Møbeltransportminister

Parallelt med denne pudsige lille gimmick kører imidlertid et endnu vigtigere korstog:

(Klik for større billede)

Jeg opfordrer hermed alle om at støtte kampen mod hæren af sminkede dagdrivere. Som ukrudt og skadedyr spreder de sig på pladser og i parker i denne forårstid. Le ikke ad dem! Opmuntrer man dem, stopper de aldrig!

Hvis du vil støtte antigøglkampagnen, så print plakaten og hæng den op i dit lokalområde.

/Milos Vendettas – kampagneminister

Very few children like clowns. They are unfamiliar and come from a different era. They don’t look funny, they just look odd

Patricia Doorbar
Child psychologist

Undersøgelsen bygger på samtaler med 250 børn.

Det er sørgeligt nyt for de tusindvis af voksne mennesker, som har gjort det til en levevej at gå i store sko og male øjebryn i hele ansigtet.

Nu kan vi kun glæde os til, at forskerne giver sig i kast med at undersøge, hvem det er, der godt kan lide mimere.

/Milos Vendettas - Gøgleminister 

Af hjertet tak.

/Milos Vendettas – akrobatbekæmpningsminister

Sæt igang!

/Milos Vendettas – kulturminister

Bemærk i øvrigt, at Spider Jerusalem begår den fejl, at give musikantens tiggerdværg penge. Det kan ikke gentages ofte nok: Lad være med at opmuntre dem!

Tak til dubqnp, som udover at videredistribuere nærværende perle henviser til en side, som er dedikeret til tegneserier med mænd, som får bearbejdet skridtet med spark, håndkantslag og albuer.

/Milos Vendettas – decibelminister

/Milos Vendettas – Mimekunstafviklingsminister

Der er tale om den i underholdningsbranchen så udbredte misforståelse, at det er interessant at være vidne til noget ene og alene, fordi det det er vanskeligt at udføre. Jeg har valgt at kalde det besværliggøgl, når det eneste, der retfærdiggør et betalende publikum, er kunststykkets høje sværhedsgrad.

I cirkusforestillingens tilfælde kan man observere fænomenet lige på det tidspunkt, hvor damen med brintoveriltehår og pallietcowboyhat løfter pisken og råber ’whopaaaa!’ Hestene vender sig om og løber den anden vej rundt. Det er kun hendes begejstrede mimik og sprechstallmeisterens henførte blomsteroverrækningsceremoni, som afslører, at her er der noget at klappe ad.
Et andet eksempel på besværliggøgl fra cirkus er den lidet fængende elefantdomptør, som under stor gestik og trommehvirvler driver elefanten frem mod dens livs indsats: Den løfter det ene ben og sætter sin fod på en til lejligheden udsmykket skammel. Det har givetvis taget den gode elefantcoach årevis at få sin langnæsede kammerat til at indse det givende i at hæve fodtøjet i fremmedes nærvær, men spektakulært er det ikke. Artisten har igen forvekslet det vanskelige med det underholdende.

I litteraturen repræsenteres besværliggøglen blandt andet af de formalistiske digtere, der under stor møje og besvær udgiver den ene tolvbindscyklus efter den anden, som ud over, at jamber og trokæer passer sammen på kryds og tværs af bindene, er så komplet ulæselige og kedelige, at hele opgangen falder i øjeblikkelig dyb REM-søvn, bare ham på fjerde læser lidt på inderflappen af smudsomslaget.

Teatrets verden bidrager beredvillig til besværliggøglen med sine klassiske discipliner. Balletten er et produkt af en årelang pædagogisk kraftpræstation, hvor man allerede som lille pige eller dreng bliver indoktrineret, at det at systematisk smadre sine tæer under uafladeligt hopperi akkompagneret af violinmusik fra Arilds tid er det, publikum vil have.

Anderledes er det desværre ikke med den in absurdum promoverede og i udpræget grad offentligt finansierede opera. Skønt det tager både 20 og 30 hvileløse år for en operasanger at blive i stand til at synge på en måde, der er så mærkværdig, at hun kan tælle sig bland fagets ypperligste, lyder det alligevel ad helvede til. Hvem husker ikke det berygtede arrangement i Søndermarken på Frederiksberg, hvor den sarte giraf-wannabe okapi’en døde af rædsel over de lyde, der kom ud af den succesberusede, skrydende kaloriemagnet Luciano Pavarotti.
Det er besværliggøgl, så det driver, men publikums jubel ville ingen ende tage, hvilket fortæller en sørgelig historie om utidig høflighed i dagens Danmark. Der var mere kontant afregning i de gode gamle dage, da svajerdrengene under højlydt piften kastede flasker og brændende bildæk op på revyscenen, når løjerne var under lavmål. I dag klapper vi høfligt, når kunstnerne signalerer, at det forventes. I Tv-studierne er det institutionaliseret i en grad, så man har hyret en mand til at løfte et skilt med ordlyden ’applaus’, når man forventes at more sig. Gad vide, hvad hans jobtitel er? Bifaldskoordinator?

Underholdningsværdien er altså ikke nødvendigvis proportional med sværhedsgraden, men det betyder bestemt ikke, at det pærenemme eller tilfældige skaber god underholdning. Når frisøren fra Randers peger på en tilfældig dulleflankeret kuffert og vinder en halv million kalder det muligvis på salens henrykkelse. Det må stå for salens egen regning, for det er endnu værre end besværliggøgl: Det er gøgl!

/Milos Vendettas – Underholdningsminister.

/Milos Vendettas – kulturminister