17. december.Dagens kalendergave var blevet temmelig flad efter at have ligget under vaskesøjlen i badeværelset hele morgenen, så nu passede den fint i kuverten adresseret til Nedmed Lortejulsen, Nejtak Tiljesus Alle, Juleløse, som lå i Alberts jakke. Frimærket var tegnet på og forestillede en ulv, som spiste af en krybbe.

Alberts moder kom ind i spisestuen, hvor Albert skovlede en hurtig gang guldkorn.

”Hvorfor ligger der en donkraft på badeværelset?” spurgte hun, men fortsatte straks uden at vente på svar: ”Arj, Tage, er du nu i gang igen!”
Alberts fader var endnu engang ved at pille julepynten ned i hele lejligheden.
”Julen er ikke noget ved mere!” sagde han grådkvalt. ”Det hele er bare død, ødelæggelse og mord og modbydelighed!”
Alberts moder gav ham et knus, og Albert gik tilfreds i skole.

På vejen postede han brevet i postkassen foran posthuset. Han snerrede, da han gennem vinduet så de store rullebure fulde af hæslige julepakker, som vattede mennesker havde afleveret, så den meningsløse fragten rundt med ligegyldigt glanspapirindpakket ragelse kunne tage sin begyndelse op til juleaften. Det skulle fandeme være løgn.

I spisefrikvarteret mødtes han hemmeligt med Hanne, og de var ikke længe om at forfatte en mail til de sorte nisser. De var enige om, at målet var at forene kræfterne, så julen kunne blive udfordret så massivt som muligt. E-mailen kom derfor ganske simpelt til at lyde:

Kære sorte nisser. Vi beundrer jeres arbejde og deler jeres julehad. Lad os forene kræfterne. Med respekt – Kontrajulekompagniet (som blandt andet stod bag Herlev hospital og Fisketorvet.)

Det var Hanne, som havde fundet på navnet.

”Nu er vi Kontrajulekompagniet, og nu må vi bare vente”, sagde hun.

Albert slog vejen forbi posthuset med en kæmpe pakke på en sækkevogn sidst på eftermiddagen. Han baksede den meget forsigtigt op på disken ved pakkeindleveringen. Han hjalp derefter den tyndarmede ekspedient med at bakse pakken over i et rullebur. Inden han gik, fandt Albert diskret en speedmarker frem fra lommen og skrev med store bogstaver ’OP’ på pakken. Ved siden af tegnede han en stor pil, som pegede vandret til højre.

Senere, mens Albert lå i sin seng og spillede Nintendo, opdagede en nidkær postmedarbejder på posthuset, at pakken ikke havde op-pilen opad. Han rettede fejlen, da han lastede pakken som en af de øverste i den totalproppede julepostbil, som straks kørte af sted mod Jylland. Dermed væltede 24 to-liters colaer uden låg om på siden og løb ud i pakken, som ud over flaskerne var fyldt til randen med Mentos-pastiller.

I de følgende timer blev 639 julegaver ødelagt.

16. december. Albert vågnede helt varm i maven. Telefonen lå på natbordet og synet af den vækkede glade minder fra aftenen før. Han var ikke alene længere.De havde grinet og lagt planer. Højdepunktet var, da Hanne fortalte, hvordan hun havde båret sig ad med at forvandle Fisketorvets julemands pebernødder til et kraftigt afføringsmiddel. Hanne havde sneget sig ind i Allan Mikkelsens rækkehus i Brønshøj og havde oversprøjtet de seks kilo nybagte pebernødder, som lå til afkøling natten over, med en forstøver. Forstøveren havde hun tidligere fyldt med grumset vand fra en regntønde, hvori der havde ligget en død ræv i blød i en uge.

Desværre havde de ikke kunnet finde ud af, hvad de skulle gøre for at komme i kontakt med de julehadere, som stod bag nørrebro-juletræsbranden, hvor 9 lagenklædte pensionister var omkommet. Det imponerede især Albert og Hanna, at det var lykkedes at få det til at virke som om, branden blev antændt af en af de gamles stearinlys. Det var den teori, som pressen havde valgt at tro på.

Albert gik ind i stuen, hvor et overraskende syn mødte ham. Hans fader var sammenbidt ved at tage al julepynten ned.
”Hvad laver du far?”
”Jeg har fået nok. Nok af al den ødelæggelse og død, som julen trækker i sit kølvand! Se her. Det er ikke til at bære. ”
Han pegede på avisen, som lå slået op på spisebordet.
”Læs selv”, sagde han.

Albert tog avisen.
Overskriften lød

Mystiske løbesedler skyld i tragisk ulykke i indre København.

Det måtte være den hemmelige antijulegruppe! Albert læste ivrigt videre

De julestemte fodgængere på Købmagergade fik et chok i går, da pladsen ved Rundetårn blev skueplads for en tragisk ulykke. Sidst på eftermiddagen, da gaden bugnede af julehandlende, hvirvlede pludseligt uhyrlige mængder papirstykker ned fra himlen. Luften blev lynsnart fyldt med hvad der senere skulle vise sig at være løbesedler.
Desværre havde en lille sydfransk mimetrup valgt at benytte fakler til at afgrænse deres kunstneriske arbejdsområde. De mediterrane akrobater var i anledningen af højtiden iklædt stramme røde nisseheldragter og dertilhørende huer, og var netop ved at fuldføre en menneskelig pyramide, da ulykken indtraf.
En fakkel antændte et papir, og som brændende papir gør, hvirvlede papirstykket til til vejrs , hvor flere papirstykker blev antændt. Desværre gik der ild i det pyntegran, som handelsstandsforeningen havde viklet om et tykt nylonreb, som var spændt ud mellem rundetårn og Regensen overfor. Midt på rebet hang et 90 kilo tungt, rødlakeret gipshjerte. Den ende af rebet, som var fæstnet til regensens mur smeltede over på grund af det brændende gran, og hjertet svingede med stor fart og dødbringende tyngde ned mod den lille flok hvidpudrede gøglere, som netop storsmilende havde fuldendt deres menneskelige pyramide.
Øverst i pyramiden stod truppens leder – den moustachebærende gøglerkonge fra Avignon, Jean Pierre Gaston – og mimede vakkelvornhed til det bjergtagede publikum.
I samme øjeblik ramte hjertet ham som en kæmpe golfkølle, og han blev skudt tværs over pladsen og gennem det store udstillingsvindue i Video Netto, hvor han udåndede i en tilbudskurv med nedsatte pornofilm.
Politiet udtaler, at de aldrig har set noget lignende og tilføjer, at det har de heller ikke lyst til. Hvor løbesedlerne kom fra er i skrivende stund en gåde.

Albert havde læst artiklen i åndeløs spænding, men det var ikke teksten, som var det mest interessante. Det var det medfølgende billede af en af løbesedlerne. Der stod med lilla skrift på sort papir:

Stop julen nu. – De sorte nisser

De sorte nisser! Det var dem – helt sikkert.

Han løb i skole. Han ventede utålmodigt foran klassen. Da Hanne kom, begyndte han: ”Hanne, har du set…”
”Shhhh! Ikke her, hviskede hun. Men ja, jeg har set det. Jeg ringer i aften!”

Da han kom hjem, havde Anna hængt al pynten op igen. Hans far sad ulykkelig i lænestolen og strikkede. Albert gik ind og ventede på telefonopkaldet.

”Der er for vildt!” sagde han, da Hanne endeligt ringede. ”De sorte nisser! Det er så sejt. Men hvordan finder vi dem?”
”Jeg var ude og købe julegaver i går”, svarede Hanne”. ”Og da fandt jeg en sort folder på Købmagergade. Det er ikke det hele, der er gengivet i avisen. Der står noget på bagsiden for neden med lille skrift.
”Hvad står der?”
”Der står desortenisser@gmail.com”
”Men… så kan vi jo bare…”
”Skrive dem en mail. Lige præcis. Det gør vi i morgen.

Mellem cykelskurets bagside og skolens mur lå en lille misligholdt strimmel jord, som var dækket af slikpapir, skodder og ukrudt. Det var ikke et sted, man normalt opholdt sig frivilligt, hvis man var elev i de mellemste klasser, for det var nemlig her de mest hårdkogte af de ældste elever gramsede, røg og tævede dem, som var kommet dem på tværs. Man havde fra skolens ledelse uden held forsøgt at rydde området, men nu levede man med det i en fælles overenskomst om, at man til gengæld blev fri for bandelignende adfærd på resten af skolen.

At det var her, antijuleagenten havde sat Albert stævne, huede ham ikke, men han trøstede sig med, at her sjældent var et øje i vintermånederne. Klokken var lidt i tolv, og skolens elever var i gang med gnave sig igennem hundredvis af lunkne madpakker rundt omkring i de lune klasselokaler .

Albert tændte et lille bål af slikpapir og smågrene. Da ilden havde fået fat, lagde han dagens kalendergave ind i flammerne og satte sig på hug og varmede hænderne.

Klokken blev tolv, og han spændte i hele kroppen, da han hørte trin. Om hjørnet kom Kenneth fra 10a. Kenneth, som ifølge rygterne ene mand havde tævet en rocker og hans kamphund ved en udendørskoncert. Han stillede sig med ryggen mod muren og tændte en smøg.

Kenneth betragtede Albert og hans bål.
”Nå, du futter nok julen af”, sagde han.
Var det muligt? Albert kunne ikke tro det. Var Kenneth anitijuleagenten? Albert skød en prøveballon af:
”Ja, jeg er ikke julens største fan. Hvad med dig? Har du fået smadret noget julestads?”
”Hæhæ… ja, Jeg har jo smadret lidt af hvert…” begyndte Kenneth, men blev afbrudt.

Det var Alberts klasselærer, Hanne, som kom farende om hjørnet.
”Hvad foregår der her!” råbte hun. Da hun fik øje på bålet, stirrede hun rasende på de to elever.
”Sig mig, er i vanvittige! Er I ude på at brænde skolen af! Hun tog fat i Kenneths arm og snerrede:
”Du går op i din klasse og bliver der, unge mand. Og pris dig lykkelig for, at der ikke skete mere her. Så var du færdig her på skolen.
”Slap dog af!” sagde Kenneth, men var tydeligt beklemt ved den hidsige kvinde. Han luskede mumlende af.

Albert kiggede på bålet, som faktisk var blevet lige stort nok. Det havde fået fat i nogle gamle reklamer og var vist også anlagt en anelse tættere på cykelskurets træværk, end man normalt ville anbefale.

Det generede imidlertid ikke Albert lige nu. Hvad der generede ham var, at den forpulede lorte-Hanne var kommet anstigende og havde afbrudt ham og juleagenten. Nu gjaldt det bare om at slippe af med hende, så han kunne få fat i Kenneth igen.

Han trampede bålet ud, kiggede op, og gik i gang med en søforklaring, men stoppede igen, inden han kom i gang.
Hanne havde tændt en smøg og stod og smilede til ham.

”Du er sgu en sej knægt, men ikke for smart. Dit lille julebål osede, så det kunne ses helt oppe fra lærerværelset. Er du sikker på at det ikke var dig på Sankt Hans torv?”
”Men… Det… Hvordan kan du…” sagde Albert.

Hanne slog en latter op.
”Ha! Du troede, det var Kenneth! Det drog! Han kunne ikke hive huen af en kravlenisse uden at vælte hele nabolaget.”
”Men er det virkelig dig?”
”Gu’ er det da så! Jeg har hadet julen så længe, jeg kan huske. Du kan fandeme tro jeg blev begejstret, da jeg så dig vandalisere udstillingen i Lyngby Storcenter.”
Albert var målløs.
”Luk munden, knægt. Gå op i klassen – det ringer ind. Jeg ringer i aften kl. 10. Så må vi diskutere, hvordan vi kommer i kontakt med dem fra Nørrebrobranden.”

Albert gjorde som han fik besked på.

Om aftenen diskuterede de hærværkstekniker og udvekslede anekdoter. Albert lå leende i sin seng og talte i telefon så længe, at hans fader i stuen kærligt betragtede sin hustru og sagde:

”Jeg tror så sandelig vores store dreng har fundet en at holde af!”

14. december. Albert var ved at smide juicepresseren i skraldespanden. Den var brudt sammen under ødelæggelsen af dagens kalendergave. I stuen sad resten af familien og spiste, mens radioen gik.

Klokken blev syv og Albert gik ind til de andre for at høre radioavis. Han satsede på en svulstig dækning af ulykken i kirken. Antijuleagenten skulle gerne blive stolt af ham.

”Endnu en tragisk julerelateret ulykke rystede i går hovedstadens borgere”, startede nyhedsoplæseren.

Albert smilede tilfreds for sig selv. Indslaget fortsatte.

”Netop mens et luciaoptog bestående af kvindelige beboere fra den gamle by passerede det store juletræsudsalg på Sankt Hans Torv opstod en eksplosionsagtig brand i juletræssælgerens varelager. På få sekunder stod hele træsamlingen i flammer. Medlemmerne af det passerende luciaoptog ændrede resolut retning, hvorved de i en ret vinkel bevægede sig ud på den stærkt trafikerede Fælledvej. Denne beslutning viste sig imidlertid hurtigt skæbnesvanger. Chaufføren på 3’eren, som netop i stor hast kom kørende havde ikke en chance. Bussen pløjede igennem gruppen af lagenklædte pensionister, hvis medlemmer desværre ikke havde den fornødne fysiske råstyrke til at modstå sammenstødet. Samtlige luciaoptogsdeltagere undtagen én omkom på stedet. Den overraskende rolige overlevende, luciabruden Olga Karlottosdottir på 93 udtalte umiddelbart efter ulykken: ’Mor og far har en ko’, inden hun blev kørt til det nærliggende Rigshospitalet til undersøgelse. Og andre nyheder: Et orgel er væltet i en kirke. Og vejret…”

Hvad fanden var nu den af! Undede Antijuleagenten ham ikke rampelyset? Skulle han absolut overgå ham, når det nu var hans tur. Irriterende. Men imponerende aktion, måtte han indrømme.

Han havde en gnaven dag i skolen.

Om aftenen fik han en SMS-besked.

Var det dig på Nørrebro?

Hvad? Han tastede hurtigt tilbage.

Nej. Var det ikke dig?

Der gik et øjeblik. Så var der svar.

Nix. Vi er åbenbart flere. Vi må tale sammen. Mød mig bag skolens cykelskur kl. 12 i morgen.

Endelig. Han skulle møde antijuleagenten.

13. december. Albert kom op fra kælderen, hvor han havde været nede og køre dagens pakke igennem pedellens kompostkværn, som var opmagasineret for vinteren sammen med cyklerne. Det var frokosttid.

”Jeg er altså ved at være lidt tynd i julestemningen.” sagde hans fader og lagde en asie på sin leverpostejmad. ”Jeg synes der har været vel mange ulykker på det seneste.”
”Det skal nok gå over, når du hører os synge i dag, far”, sagde Anna.

I dag skulle Anna og hendes børnekirkekor synge julesalmer før gudstjenesten i den lokale kirke. Albert havde længe frygtet denne dag. Han betragtede amatørbørnekor, der sang julesalmer, som den potentielt ringeste åndelige oplevelse et menneske kunne udsættes for. Han ville hellere se Tv2 Charlie et døgn i træk.

Men sådan havde han det ikke længere. Nu glædede han sig. Han havde nemlig været meget tidligt oppe og i kirke. Han var diskret brudt ind og havde brugt en time på at armere orgelet, så når man spillede det høje F, ville orgelpiben, som var fyldt med indholdet fra 6 kasser heksehyl, udstøde en helt utroligt høj og ubehageligt skinger lyd. Samtidigt ville begge orgelets pedaler takket være to små sprængladninger bestående af sejlgarnsomvundne elektrikerrør med krudt fra et par romerlys blive ødelagt, så orgelet var ubrugeligt. Det ville blive en kort koncert.

De satte sig på bageste række, og præsten bød alle velkomne. Det gjorde han på en ualmindelig pastoral facon, hvilket betød, at der gik 20 minutter før han langt om længe introducerede børnekoret og den unge energiske organist, som spillede en ledende rolle i de lokale kristne spejdere. Han var faktisk lidt af en kultfigur i bevægelsen, da han var den yngste som havde modtaget 1000 duelighedstegn inden det fyldte 25. År.

Han satte sig ved orgelet og begyndte at spille. Da han nåede til det høje F i ”Hil dig frelser og forsoner”, udløstes de mekanismer, som Albert så nidkært havde monteret om morgenen.

I stedet for en høj skinger tone lød imidlertid tre øresønderrivende brag . F-piben var eksploderet og de to rørbomber ved pedalerne havde blæst hele underdelen af orgelet væk.

Albert havde tydeligvis undervurderet sprængkraften i gængs, fesent, dansk fyrværkeri.
Det kæmpe instrument havde mistet balancen og tippede langsomt ind over organisten, som mirakuløst havde holdt sig i stolen. Orgelet væltede ned over ham og med en knagen faldt hele balkonen ned og begravede to rækker bænke i bjælker og brokker.

Kirken blev straks evakueret, og det var først sidst på aftenen, at de uskadte kirkegængeres bange anelser blev bekræftet. To stamkunder fra det lokale ældrecenter samt den unge organist var omkommet i ulykken.

Albert, som højest havde kalkuleret med at organisten ville få lidt ondt i ørerne og måske lidt sod på skjorten, var noget fortumlet i hovedet.

Han gik alligevel i seng med en art krigerisk stolthed brusende i årerne.

Det var morgen, og Albert var ved at hælde en to liter grumset Harboe cola ud i toilettet. Dagen før havde han nedsænket en lille aflang kalendergave i flasken, og i løbet af et døgn var den reduceret til lidt bundfald.

Dagens gave var allerede på vej til himmels gennem skorstenen.

Han havde ikke noget særlig juledestruktion planlagt. Scenen var overladt til antijuleagenten, så Alberts opgave var blot at holde øjne og ører åbne og ellers prøve at holde juleriet fra livet. Han var i glimrende humør.

Sidst på eftermiddagen var Alberts lune mere lunkent. Han havde lyttet til samtlige radioaviser og havde set to tv-aviser. Intet. Han havde sågar læst alt på tekst-tv flere gange, men der var intet, som tydede på, at der var blevet gjort et anslag af nogen betydning. Han besluttede sig for at gå en tur. Det var der flere gode grunde til, for han var alene hjemme med sin fader – de andre var ude at shoppe julegaver – og der var ingen tvivl om, at der lige om lidt skulle gøres rent.

Han tullede rundt i kvarteret en times tid og oplevede ganske lidt. Han knækkede alle benene på nogle rensdyr-pyntefigurer i Kop & kandes tilbudskasser. Det var hvad han kunne svinge sig op til. Han gik hjem.

Det var som at komme hjem til en hel anden lejlighed. Der var stor furore.
”Du skulle have set det! De gik helt amok!” Moderens stemme afslørede straks, at hun og Anna var hjemme igen
”Det var heldigt at jeg ikke tog nogle! Han så også skummel ud!”, sagde Anna
”Shh! De siger noget om det i radioen nu”, sagde faderen.

Radioen sagde:
”I indkøbscenteret Fisketorvet i København kunne de handlende i dag bevidne et skue, som det vil tage noget tid at glemme igen. Centerets julemand – en mand som i det civile liv resten af året er ernærer sig ved at gå til hånde i en planteskole og hedde Allan Mikkelsen, kom på uheldigste vis i centrum i en række begivenheder, som endte meget ulykkeligt for ham selv.”

”Ja, det kan man roligt sige”, sagde moderen. De andre tyssede. Radioreporteren fortsatte:
”Allan Mikkelsen delte pebernødder ud til alle børn i centrets korridorer. Samtidig begyndte børnene i centret et efter et at få eksplosiv ustoppelig diarre. Det tog ikke lang tid, for en snarrådig gruppe mødre at mistænke julemanden, i hvis spor de vulkanske afføringsstrømme spredte sig. En overvægtig kvinde i hvide joggingbukser snuppede en håndfuld pebernødder fra julemandens kurv og spiste dem. På den tid det tog ham at råbe ’hov! De er forbeholdt børnene’ havde kvindens pludseligt pulserende tarmsystem forvandlet de hvide joggingbukser til et par brune, våde joggingbukser.”

”Det så jeg”, hviskede Anna. Udsendelsen fortsatte.
”Gruppen af mødre omringede den uheldige julemand, som måtte værge for sig med armene mod de byger af slag, som ramte ham fra håndtasker og indkøbsnet. Der var ingen tvivl om, at det blev taget for givet i den rasende folkemængde, at han selv og fuldt bevidst havde forgiftet bagværket, som ganske rigtigt ifølge en talsmand fra fisketorvet var lavet af ham selv. Der skete nu det tragiske, at Allan Mikkelsen, idet han bakkede væk fra de forsamlede vrede mødre, mistede balancen og styrtede ud over et gelænder. Han faldt adskillige meter og omkom – spiddet på geviret af et af rensdyrene i juleudstillingen på centertorvet. Pebernødderne er sendt til teknologisk institut for at blive undersøgt.”

“Vi så det hele! Det var meget uhyggeligt!” sagde moderen.

”Hold da kæft”, tænkte Albert. Han var ikke i tvivl om, at antijuleagenten stod bag, og han var imponeret.

Han skyndte sig ind på sit værelse og skrev straks en SMS. Den lød:

Nydeligt, men i morgen bliver det nydeligere.

På strøget i København stod en lille gruppe velklædte ældre mennesker og sang og spillede. Det var julesalmer, der var på programmet, og det var tydeligt, at det lille orkester, som bar nissehuer med ordene FRELSENS HÆR på båndet, havde en mission. Alle som kom i nærheden af musikanterne blev nemlig løbet op af en lavstammet overvægtig dame, som i stedet for et instrument havde en stor indsamlingsbøsse, som hun raslede manisk foran offeret.

Det skete blandt andet for en forbipasserende dreng, som velvilligt standsede og lod et par to-kroner samt en håndfuld jernsulfid drysse ned i indsamlingsbøssen.

”Tak min dreng” sagde rasledamen ved lyden af de store mængder klingende mønt.
Lidt efter kom den samme dreng tilbage iklædt tophue og hornbriller, hvilket var rigeligt til at den trinde kristne indsamler overhovedet ikke genkendte ham, og derfor endnu en gang spærrede for hans fremfærd og stak indsamlingsbøssen frem. Denne gang raslede der tre slanke glasampuller med saltsyre i bøssen, og damen roste endnu engang for bidraget. Drengen forsvandt i mængden.

Et øjeblik efter kom en hel flok turister travende, og rasledamen sprang entusiastisk ud foran dem og rystede ihærdigt med bøssen, hvorved de tre glasampuller knustes, så saltsyren løb ud og blandede sig med jernsulfiden og udviklede store mængder svovlbrinte. Svovlbrinte er den gas, der får prut og rådne æg til at lugte, som det gør. Her var svovlbrinten i ren form, så der spredte sig lynsnart en gudsjammerlig stank fra den raslende dame.
Hun virkede fuldstændigt paralyseret, og hun begyndte stønnende at stavre ned ad gaden, mens hun med vage bevægelser stadigt raslede bøssen, somfortrængte ilten omkring hende med en boble af gas. Stanken var ulidelig, og menneskemængden veg skrigende bort ned i sidegaderne, efterhånden som hun skred frem. Albert var over alle bjerge

Efter aftensmaden satte Albert sig på sit værelse med sin telefon og ventede. Kl. 20.30 tikkede en besked ind:

Du har bestået til overmål. Så er du oppe på tre. Hold øjnene åbne i morgen. Du vil blive overgået.

Oppe på tre. Hvad skulle det betyde?

Albert gik ind til sin familie i stuen og satte sig i sofaen. De så TV. Faderen så på ham.
”Nå, min dreng. Hvad har du lavet i skolen i dag?”
”Kemi”, svarede Albert.
”Godt! Kemi er nyttigt.”

Tv-avisen tonede frem på skærmen. Der var billeder fra Strøget. Speakeren sagde:
”Fodgængerne på strøget fik sig i dag en alvorlig forskrækkelse, da en musikant fra Frelsens hær faldt død om, mens hun var i færd med at samle ind til de fattige. Vidner beretter, at der lige inden musikantens bortgang udgik en meget kraftig lugt af prut fra hende. Politiet udtaler, at de aldrig har hørt om noget lignende, og at de vil undersøge sagen, selvom de overhovedet ikke har lyst…”

Oppe på tre, tænkte Albert. Tre døde, havde antijuleagenten ment.
Albert gik i seng.

10. december. Det var ikke is, Albert havde i maven på vej til skole, snarere budding. Han var pludseligt blevet meget nervøs over aftalen med antijuleagenten. Hvad skulle han helt konkret sige, sådan ord for ord? ’Goddag, jeg hedder Albert’? Nej, det vidste han jo godt. Det var ikke nemt. Han ville jo gerne virke tjekket, hvilket ikke er så nemt, når man ikke er det.

Han passerede over en jernbanebro og smed dagens kalendergave ned på taget af et passerende regionaltog. ”God tur til Lund, din lortepakke”, tænkte Albert.

Heldigvis var timen mellem 12 og 13 en idrætstime. Albert og mobilen i shortslommen og forsvandt ind i redskabsrummet, hvor han gemte sig i en plint og ventede på, at klokken skulle blive 12.25.

Han var ikke bekymret for, at idrætslæreren Uffe ville savne ham. Uffe var en kroget 72-årig hukommelsessvækket mand iklædt en brun Hummel-træningsdragt fra 1976. At dragten var fra det år, var almindeligt kendt, fordi Uffe ofte fortalte, hvordan han havde fået den overrakt af selveste Allan Simonsen efter at være blevet topscorer ved et indendørsstævne på Vejle seminarium. De som var så dumme at spørge, hvem fanden Allan Simonsen var, fik den fornøjelse at se Uffe sprutte og hoppe, mens han skreg: ”Du tager tusind armbøjninger NU!”

Klokken blev 12.25, og Alberts puls steg til mindst samme højde som hans storsvedende kammeraters, som i dag blev tævet igennem redskabsgymnastikkens glæder af den aldrende lærer.
BIBBIB! Hylede hans telefon, og han tog den til øret og hvæsede forskrækket ”Hallo!”
Det gik op for ham, at det var SMS-tonen han havde hørt. Han hentede beskeden. Den lød:

Du har ikke ødelagt julen i to dage. Hvis du vil i kontakt med mig må du bevise dit værd. Hvis du ikke skuffer mig igen i morgen, skal du være klar ved telefonen kl. 20.30.

Antijuleagenten havde jo ret. Han havde ladet de uheldige men tilfældige dødsfald pacificere ham. Hovedmålet – julens ødelæggelse – var gledet i baggrunden. Men nu skal det være slut, besluttede han.

Han kravlede ud af plinten og blandede sig med sine klassekammerater de sidste fem minutter af timen.

På vej hjem fra skolen kom han i tanke om et oplagt mål for det julehad, der blussede i ham med fornyet styrke.

Han var ikke i tvivl om, at han nok skulle blive kontaktet aftenen efter.

9. december. Albert vågnede tidligt. Han slentrede ind i stuen og gav sin julesok en lang række karatespark. Da den holdt op med at knase, dryssede han indholdet ud i morgenmørket gennem spisestuevinduet.

”Hvad er det for en larm!” råbte moderen, som kom ind, lige da han havde hængt sokken på plads.
”Jeg laver morgengymnastik, mor” svarede Albert.
”Godt, min dreng – så holder du sygdom og svaghed fra døren!”, sagde moderen.

Albert gik i bad. Under de lunkne stråler gennemtænkte han sin beslutning igen. Han kom til samme resultat. Det var det mest fornuftige at gøre.

Han havde sat sig for at kontakte sin hemmelige allierede – Albert var begyndt at kalde vedkommende for antijuleagenten. Han ville benytte samme metode som ham og lægge en lille rød kuvert i sit danskhæfte med en besked.
Albert tog et håndklæde om livet og gik ind på sit værelse. Meget mod sin vilje, havde han været nødt til at stjæle en lille julekortkuvert fra sin faders kommode. Han tegnede knive i ryggen på de to englesilhuetter, som prydede forsiden – så vidste anitijuleagenten, at han ikke vaklede i sit julehad. Han skrev en enkelt sætning på en lille seddel:

Vi må tale sammen, men hvordan?

Han foldede den og lagde den i kuverten.

”Hvad laver du? Skriver kærestebrev?”, lød en stemme. Det var Anna, som havde listet døren op.
”Nemlig, din lortegnom”, svarede Albert og pakkede kuverten i danskhæftet. Et øjeblik efter var han på vej til skole.

Mens Hanne i første time remsede op af de mange forskellige bøjninger et adjektiv kunne have, sad Albert og tænkte på, hvad han ville sige, hvis det lykkedes ham, at få kontakt med antijuleagenten. Han ville spørge, hvad de skulle stille op med de to dødsfald. Albert var i virkeligheden ikke synderligt berørt over dem – kun bange for at blive opdaget. Han havde aldrig brudt sig om gøglere, og hospitalsklovnens død var jo et uheld. Han var desuden efter alt at dømme ved at drikke sig ihjel alligevel. Hvad hunden angik, var han inderst inde helt begejstret for dens død. Det havde i sandhed været en irriterende hund. Og ulækker. Det var måske lidt synd for Karen, men hun trængte faktisk til at opsøge mere menneskeligt selskab. Hendes og hundens forhold var blevet lige lovligt ægteskabeligt på det seneste, sagde rygterne.

”Albert!”
”Hørø?”
”Albert! Jeg beder dig om noget!” Hanne brølede oppe fra whiteboardet.
”Øh… hvad?”
”Bøj venligst et adjektiv i positiv, komparativ og superlativ.”
”Øh.. ja. Æmmm jo! Grim, grimmere, pisseulækker. Sådan.”

Efter timen brugte Albert hele frikvarteret på at stå på en bænk i gården og kikke ind gennem vinduet på sin taske, hvor danskhæftet og et hjørne af kuverten stak op. Ingen antijuleagent viste sig.

Seancen gentog sig frikvarter efter frikvarter hele dagen. På vej hjem græmmede Albert sig over sin naivitet. Selvfølgelig gad ingen læse hans små latterlige sedler. Antijuleagenten havde vel også andet for, end at holde øje med Alberts taske hver dag for at se om der var besked.

Efter aftensmaden skulle han lave lektier, og han tog kuverten ud af danskhæftet igen. Han legede med den mellem fingrene, mens han ærgrede sig over, at han måtte operere på egen hånd alligevel. I hvert fald indtil videre. Så studsede han. Kuverten var lidt anderledes.

I stedet for engle, hang to julemandssilhuetter i fine små galger. Han flåede kuverten op. Der var en lille seddel. Der stod:

Vær klar ved røret kl. 12.25 i morgen.

Mere stod der ikke.

Hvad for noget? Hvilket rør?

Albert rystede kuverten, og beskeden gav pludselig meget mere mening, da der dryssede et SIM-kort ud på skrivebordet.
Han lagde sin telefon til opladning.

8. december. Albert var meget træt under morgenmaden. Han havde brugt det meste af natten på at gruble over, hvem hans uventede allierede kunne være, og på, hvad han skulle mene om at have en medsammensvoret. Han gumlede på sin bolle og besluttede at se tiden an.

Der lød tumult fra opgangen. Anna, der i Alberts optik var en nævenyttig lille snagetaske, forlod straks bordet og listede ud for at undersøge sagen. Da hun åbnede hoveddøren, kunne man tydeligt genkende underboen Karens stemme.

”Åh, jeg arme menneske,” hylede hun. ”Mogens! Hvad er der dog sket! Tal til mig!”

Alberts fader gennede Anna tilbage i lejligheden og skyndte sig ned til underboen. Tyve minutter senere, kom han tilbage.

”Stakkels Karen”, sagde han. ”Det lader til, at Mogens har spist noget farligt, mens hun var ude i går. Han kastede en masse plastikstumper op i aftes og er desværre død i nat. Karen er helt ude af den.”

Albert sagde ingenting. Anna sagde også stille for en gangs skyld. De spiste videre, indtil moderen brød tavsheden.

”Du milde! Prøv lige at se det her.” Hun viste dem avisen.

Fordrukken klovn omkommet efter tragisk ulykke, lød overskriften. Artiklen fortsatte.

Den 46-årige Hospitalsklovn Carsten Ebbesen, som dimitterede fra gøglerskolen i Århus i 1991 og i artistkredse var anerkendt som en af landets mest nyskabende hospitalsklovne, er blevet fundet død i vraget af sin bil på parkeringspladsen foran Herlev hospital. Carsten Ebbesen havde ifølge kilder på hospitalet for vane at falde beruset i søvn i en bunke parykker bag i sin bil, som var hans eneste hjem efter en hård skilsmisse sidste år. Han blev knust i sin søvn under en bizar ulykke, hvor en del af hospitalets juleudsmykning rev sig løs fra 25. etage og ramte den uheldige klovns bil. Politiet undersøger i øjeblikket omstændighederne.

”Men det er jo forfærdeligt!” udbrød Alberts fader og holdt begge hænder op for munden.”

Albert sagde stadig ikke noget. Hans antijulekampagne havde kostet to dødsfald. Han tog sin jakke på, og som en Zombie styrede han mod skolen. Det var lige før han glemte at smide dagens kalendergave i flaskecontaineren på vejen.

Alberts dag var begivenhedsløs. Han spiste aftensmad uden at smage maden og gik tidligt i seng. I sengen stirrede han længe op i mørket, før han pludseligt og resolut lagde sig om på siden og lod roen falde på sig.

Han havde truffet en beslutning.