24. december. Albert strakte sig. Det var op ad formiddagen, men han lå stadig i sin seng. Det havde været en glimrende dag i går. Den havde været hård men tilfredsstillende.

Han hadede ellers tivoli ved juletid, men besøget lillejuleaftensdag havde været anderledes. Faktisk havde han besøgt Tivoli 33 gange i går. Det var det antal gange han gik frem og tilbage mellem det gyldne tårn og Hannes Citroën Berlingo med rygsækken fyldt med sort krudt.

”Hvor har du dog det fra?” havde han spurgt, da hun viste ham det tidligt om morgenen.
”Erik fra skolen har et godt øje til de her”. Hanne knipsede til sine bryster. ”Jeg sagde, jeg skulle bruge det til at sprænge klipper fri til en septiktank på min fars ødegård.”
Erik var fysiklærer.

Albert havde hældt krudtet gennem et rør bag en bænk ned i et drænkammer i fundamentet under det gyldne tårn. Først da han havde hældt 139 kilo krudt derned, var det fyldt op. Han gik en sidste tur til Hannes bil og hentede en dunk benzin, som han efterlod i sin taske sammen med en lille bunke krudt og en tidsindstillet detonator.

Han var mødtes kort efter med Hanne i cafeen på toppen af SAS-hotellet i nærheden. Med hver sin kikkert satte de sig klar.
Landet blev et kort øjeblik efter rystet af to voldsomme eksplosioner.

I kælderen under højhuset Prismen, som under store protester var opført i krydset mellem Viborgvej og Silkeborgvej i Århus, detoneredes fire store bomber, som hver især fjernede vitale dele af bygningens sokkel. Huset, som knejsede over museumsbygningerne i den gamle by, begyndte at hælde, og med en øredøvende rumlen faldt huset så langt, det var, lige ned i julemarkedet i den gamle by, hvor det også knuste 16 historiske bygninger – blandt andet det gamle Helsingør theater, hvor man netop var i gang med årets amatørjulespil.

I København så Albert i sin kikker samtidigt, hvordan det gyldne tårns fundament eksploderede med en kraft så voldsom, at tårnet blev skudt flere hundrede meter op i luften. Som et kæmpe kastespyd vendte det i en stejl bue og borede sig ned i taget på bygningen med nisselandskabet. Det var mere, end huset kunne bære, så det brasede sammen i en kæmpe sky af støv.
Her dagen efter kunne Albert stadig se for sig, hvordan Tivolis julemandkort efter i panik var drønet ud af tivolis indgang ved hovedbanegården og lige ud på vejen, hvor en ulovlig 45-knaldert med stor fart torpederede hans mave, så han fløj 10 meter og lå helt stille.

Albert gik ind i stuen til sin familie.

”Det var helt vildt. Godt mit møde var ude i Viby. Tænk, at jeg var I Århus, da det skete!” Det var Alberts moder, som talte.
”Det er vel ikke vildere, end for os, som var her i København. Man kunne høre det helt ud i forstæderne.”
”Nej, det har du vel ret i.”

”Jeg har lige set i morgen-tv, at der efter de to jule-ulykker i går kun er mellem 2 og 5 procent af danskerne, som vil holde jul. Ifølge Gallup mener befolkningen –omstændighederne taget i betragtning – ikke længere, at hjerternes fest giver mening”, sagde Alberts fader. ”De sagde også, at politiet udtaler, at de aldrig har været ude for noget lignende, og at det var held i uheld, at de mange julerelaterede ulykker i løbet af december i forvejen havde svækket borgernes juletrang, så de menneskelige tab efter de to ulykker var begrænsede. I Århus døde der kun seks amatørskuespillere og to retarderede fyre, som uden held solgte ristede mandler på juletorvet. Det skyldes, at der ingen gæster var til den gamle bys julearrangementer. I Tivoli var man lige så heldige. De eneste gæster til juleudstillingen – en lille pige og hendes faster, var netop kørt ud af bygningen i det ellers tomme juletog, da den kollapsede. Derfor var det kun et par æbleskivesælgere og en nissemekaniker der døde i København, altså udover den julemand, som selv forsagede sit endeligt ved uforsigtigt at flygte fra ulykken direkte ud på kørebanen.”
Alberts faders stemme var tydeligt begejstret.
”Julen er forbi!”

”Det tyder godt nok på det”, sagde Alberts moder. ”De sagde lige i radioen, at landets biskopper på et hastemøde har besluttet at aflyse alle julegudstjenester. De siger, at det er af sikkerhedshensyn, men samtlige kommentatorer mener, at der er for at undgå den ydmygende situation, at ingen dukker op. Der er snak om, at hele kirkens grundlag er forsvundet, nu, hvor der er så stor lede i befolkningen mod den begivenhed, som hele kristendommen bygger på. I løbet af december har de danske kirkekontorer modtaget så mange udmeldelser, at budgetterne for næste års drift af folkekirken overhovedet ikke kan holde. Fortsætter udmeldingerne i samme tempo, er folkekirken tom for medlemmer inden februar. Kirkeministeren har sagt, at det bekymrer ham overhovedet ikke, for han kan heller ikke fordrage julen nu.”

”Ja, og jeg har hørt, at folk samles og smider deres pyntede juletræer i kæmpe bunker i parkerne og laver monsterbål. Det er helt vildt. Kan vi ikke tage ud og se det? Var? Kan vi ikke det?” Det var Anna, som havde fundet endnu en lejlighed til at plage, men Albert bed mærke i, at hun ikke var julefan længere.

Alberts telefon ringede. Det var Hanne. Han gik ind på værelset.

”Vi har fået en mail fra de sorte nisser. De hilser og hylder os. De har vedhæftet et antijulekort. Det er meget cool, jeg har videresendt det til dig.”

Om aftenen, da de andre i familien efter en juleløs aften med en god film på DVD’en og noget slik var gået i seng, sad Albert ved computeren på moderens arbejdsværelse. Det var mailen fra de sorte nisser, han ville se, inden han smuttede i seng. Vedhæftningen var et scannet broderi af de sorte nissers logo med teksten:

Vi glæder os i denne tid
hvor julen med sit slæb og slid
er fjernet fra vort land.
Vi takker for den hjælp I gav
Da julen skulle futtes af.
Nu bliver vi fri for gran.

Nydeligt digt, tænkte Albert og slukkede computeren. Han kom til at skubbe til arkitektlampen, som svingede rundt og gav bordscanneren et ordentligt dunk. ”lort”, tænkte Albert. Han undersøgte den hurtigt. Da han åbnede låget, så han, at der lå et stykke stof. Han tog det. Det var et broderi. Magen til det, han lige havde set i mailen. Hvordan? Han hørte nogen bag sig.

Hans moder stod i døren og smilede. Hans moder – den sorte nisse.