23. december. Den 46-årige amatørskuespiller Kåre Israelsen var ved at revne af stolthed og spænding. Endelig skulle hans potentiale forløses. Mange slidsomme år var der gået, siden han søgte ind på statens teaterskole første gang. Efter 21 afvisninger i træk havde han for seks år siden opgivet, og havde siden tituleret sig selv ”autodidakt skuespiller og tusindkunstner”. Han havde de seneste år været tilknyttet en amatørtrup, som havde arbejdet målrettet mod denne dag, hvor man skulle opføre Nøddebo Præstegård på det gamle Helsingør Theater i Den gamle by i Århus.

Kåre havde den ledende rolle som studenten Nikolaj, og han så forestillingen som en oplagt chance for at få det store folkelige gennembrud, som hans talent retfærdiggjorde.

Han betragtede sig selv som en allround-skuespillertype – en man kunne sætte til at spille næsten hvad som helst. Skulle man pege på et svagt punkt, var det hans sangstemme, som var noget skinger og falsk. Det havde bekymret ham en del, da Nøddebo præstegård jo er et syngespil, men hans gamle sanglærer, Jytte, fra FOF-Ikast havde givet ham det gode råd at synge alle sangene i falset. ”
”Det vil også give figuren noget af den ungdommelighed tilbage, som din modne fremtræden risikerer af slå lidt skår i”, havde Jytte sagt. Kåre havde fulgt rådet, og det havde givet rollen en helt ny glans.

Nu stod han i kulisserne på den store premiereaften. Musikken begyndte, og han bevægede sig knejsende med sin karakteristiske fjedrende gang ind på den projektørbelyste scene.

Midt i Tivoli i København kørte et tog rund på en lille lukket bane. Toget passerede ind og ud mellem oplyste nissehuler og nissehuse. Der var nisser, der fiskede og nisser, som kørte i kane. De mange hundrede nissedukker var samlet i den store julehal, som var forlystelsesparkens store trækplaster i julemåneden. Mellem nisserne var boder og udskænkningssteder, hvor gæsterne kunne lægge de penge, som endnu ikke var formøblet. Her dagen før jul sad den lille pige Anna Lisa og hendes faster Ruth i toget og betragtede de mekaniske rødklædte dværge udføre deres mange gøremål. På den sidste del af turen, var skinnerne ført ud af bygningen, så passagerne også kunne nyde synet af de mange lys i den smukke julepyntede gamle have. Da toget kørte udenfor, vidste Anna Lisa, at turen var ved at være forbi, og hun vendte sig mod fasteren for at spørge, om de ikke nok kunne tage en tur mere, men hendes stemme blev ikke hørt. Den forsvandt i lyden af et kæmpe, buldrende brag fra bygningen med nisserne, som toget netop havde forladt.

Samtidigt i Århus skulle Kåre til at sige sin første replik. Med stor indføling slog han voldsomt ud med begge arme og åbnede munden. Hans ord blev fuldstændigt overdøvet af et stort, hult drøn, som rystede hele teatret. Den ene fløj af bagtæppet med det håndmalede vinterlandskab væltede, og en spånpladebusk kollapsede. Kåre lod sig ikke slå ud. Han genvandt hurtigt fatningen, trak luft ind, og belavede sig på at gentage replikken. I det samme skar mange tusind tons beton, glas og metal igennem den gamle bygning og knuste alt liv. Kåre fik ret i, at hans optræden ville blive husket.

I Tivoli så Anna Lisa målløs til, mens murene i den store nisseudstillingsbygning faldt sammen. Det gigantiske tag landede som hovedet på en gigantisk fluesmækker og klemte livet af alle nisser og gæster.

Braget kunne høres helt hjemme hos Albert.

”Hvad var mon det”, sagde Alberts moder.
”Endnu en juleulykke,” hviskede faderen, og betragtede dem med en skæbnesvanger mine. ”Det stopper ikke før julen er borte for evigt.”

Så sandt, tænkte Albert.