- mod Gud, konge og gøglerstand

Uddybninger

Alberts jul – 22. december – mescali

23. december 2009 at 00:51

alberts-jul-banner2
22. december. Albert lå og hørte radio på sin mobil. Han ventede på nyt om gårsdagens aktioner. Han behøvede ikke vente længe:

”Radioavisen. Saunakælderen som strækker sig ud over tusindvis af kvadratmeter under den finske ambassade dannede i går rammen om en bizar ulykke, som involverede en gruppe finske diplomater samt et antal massagepiger. Politiets efterforskere, der blev tilkaldt af rengøringspersonalet, som efter en fest på ambassaden fandt en stor mængde ubevægelige nøgne legemer i saunakælderen, udtaler, at de aldrig har været ude for noget lignende. En analyse af saunaovnene viser, at de er blevet overhældt med mescali – en stærkt euforiserende klar væske. En overdosis mescali er dødbringende. Det er praksis i finske kredse at overrisle saunaovnen med vodka, og efterforskerne mener, at man har taget fejl af de to væsker. Etiketten på mescaliflasken forestiller en halvcirkel med en sort trekant, der godt kan forveksles med en high end vodka. Fejltagelsen var dyrebar for mange af festdeltagerne, som her 9 timer efter ulykken befinder sig i forskellige stadier af vanvid. 6 saunagæster har ikke klaret strabadserne og er døde. Politiet gentager, at de aldrig har oplevet noget lignende, og tilføjer, at man på grund af mescali-etiketten mener, at ulykken er julerelateret.”

”Hold da kæft, der er gang i de sorte nisser”, tænkte Albert. ”De trumfer os hver gang. Vores forkølede grønlænderjoke falmer totalt i forhold til.”

Telefonen ringede. Det var Hanne.

”Hvor vildt. Det gik da helt over gevind.”
”Ja. De er for seje. Sauna-narko-dampe. Syret ide.”
”Nej, jeg mener din aktion i går”
”Hvad?”
”Det grønlandske hus er brændt ned!”
”Det forstår jeg ikke. Jeg gav dem bare en stor kasse rådden spæk med et tidsindstillet kanonslag i bunden, så det blev spredt godt rundt, når man åbnede den.”
”Det lykkedes åbenbart over al forventning, for spækket og det åbne ildsted i fællesrummet var det der skulle til for at få en god gammeldags storbrand i gang.”
”Hold da kæft. Nogen døde?”
”Kun tre fire stykker ifølge Berlingeren. Men aktionen har haft god effekt, for de sorte nisser har skrevet igen. I morgen er der bydyst. De har Århus. Vi har København.”
”Hvad går dysten ud på?”
”At stoppe julen mest effektivt. Med alle midler. Uanset de menneskelige omkostninger.”
”Den ultimative showdown?”
”Lige præcis. Og der skal ikke meget mere til. Folkestemningen har vendt sig mod julen.”
”Jeg ved det. Min egen far er omvendt. Han hader julen nu.”
”Det er sket for tusinder af mennesker. Vi er tæt på målet.”
”Har du en ide?”
”Ja, men hvis det skal lykkes, skal vi bruge hele aftenen og natten på forberedelse.”
”Jeg er med. Alternativet er juleklipning med min mor og Anna.”
De mødtes ved hovedbanegården kl. 23.

  • Share/Bookmark

 

RSS feed for comments on this post | TrackBack URI

  • Annoncer