Mens dagens kalendegave kogte lystigt i elkedlen, stod Albert og tænkte over, hvilken opgave de sorte nisser ville give dem. Han hældte den kogte gave ud i bedet under køkkenvinduet og gik ind for at spise morgenmad. Han stoppede i entreen, da han hørte forældrene diskutere i spisestuen.

”Der er altså rigtigt mange, som ikke kan identificere sig med julen længere. På arbejdet er det nærmest halvdelen, som siger, at de ikke gider julen mere. Det er alle de ulykker.”
”Jamen, Tage. Det er jo ikke tilfældige ulykker. Der er nogen, som står bag. Bare se i går på Rådhuspladsen. Der må jo have været et menneske, som satte træet fast på bussen med det reb. Det er ikke en eller anden straf. De efterlod endda en signatur af en slags.” Moderens stemme var både indtrængende og belærende.
”Det var de sorte nisser! Dem fra rundetårn-ulykken. Vi regner med, at det er en slags engle, som vil vise os, hvor hul julen er.”
”Vi?”
Tage så forlegen ud.
”Ja, jeg er jo begyndt at mødes lidt med nogle andre julehadere, som jeg har mødt på nettet.2
”Helt ærligt! Det er jo værre end en kombineret rollespils- og ufoklub!”
”Vi er altså temmelig mange, efterhånden, Ingelise.”
”Ja, jeg ved det.” sagde moderen og slog ud med armene. ”Detailhandelen lider. Julesalget er halveret. Selv juletræerne har de svært ved at komme af med. Du mener vel heller ikke, at vi skal have juletræ i år?”
”Naturligvis ikke.”
”Vi har et par lange dage foran os.” Alberts moder sukkede

Albert derimod, smilede.

Kl. 10 mødtes han med Hanne

”Vi har fået instrukser, sagde hun og viste ham en mail, som lød:

Kontrajulekompagni!
Længe nok har vi lyttet til den tåbelige PR-krig mellem de inferiøre finner og grønlændere. De påstår hver især, at deres land huser julemanden. Lad os antage, at begge har ret og straffe dem passende for det.
I dag skal den første fælles aktion mellem vore to grupper finde sted. Vi angriber den finske ambassade og I tager jer af det grønlandske hus i København.
Vi ses i pressen – De sorte nisser.

”Vi hælder antabus i vandforsyningen, så er de grønlændere sat ud af spillet på et øjeblik”, sagde Albert.
”Styr dine fordomme”, sagde Hanne. ”Og hvis, du virkeligt skulle have ret i, at huset er fuldt af drukmåse, er der ikke store chancer for, at de bæller af vandhanerne.”
”Nåh, nej.”
”Jeg har en meget bedre ide.”

De snakkede længe.

Sidst på eftermiddagen bankede det på i det Grønlandske hus ved Landemærket i København. Døren blev åbnet af en ung kvinde. På trappestenen stod en dreng med en meget stor gave i favnen.

”Hvem er du?” sagde han, inden hun nåede at sige noget selv.
”Jeg hedder Ivalo.”
”Er du grønlænder?”
”Ja.”
”Bevis det.”
”Øhhh… hvordan…”
”Kan du lide Rasmus Lyberth?”
”SELVFØLGELIG! Har du noget ondt at sige om Rasmus Lyberth!” råbte Ivalo truende. Drengen virkede uberørt.
”Så er den her til dig”, sagde han og rakte gaven til hende.
”Øh tak”, sagde hun og tog pakken. Drengen gik.

Et øjeblik efter sad Albert og drak varm Cacao på Kultorvet med Hanne.
”Lige efter planen”, sagde han. ”Hvad gør vi nu?”

”Venter på at mødes med de sorte nisser i pressen.”

”Hvad tror du, de har fundet på?”

”Aner det ikke, men helle for ikke at være fra Finland.”