20. december. ” Når vi tænker på folk, vi kender, tænker vi tit på deres ansigter. Men Guds ansigt, Guds åsyn, hvordan skal vi forestille os det? Ja, det kan vi måske netop ikke. Måske er det derfor, vi så ofte i stedet for taler om Guds hænder, og lige så skræmmende en tanke, det kan være, at nogen vender deres ansigt fra os, lige så skræmmende er tanken, at man kan falde ud af Guds hænder. Ja, kan den, der én gang er lagt i Guds hænder, eller i Guds favn, falde ud? Eller blive smidt ud? Eller blive tabt?”

Albert slukkede radioen, og transmissionen fra kirkemessen måtte fortsætte på de apparater i landet, som ikke var kontrolleret af den julehadende dreng.

”Hvor er det dog en gang nederdrægtig sludder”, sagde han.
”Ja det må du nok sige” sagde faderen. Få det julesnak væk!
”Så, I to!” sagde Alberts moder, og så bekymret på Anna, hvis illusioner om en lykkelig familiejul var bristet. Hun var blevet tvær og indelukket de seneste dage.

Alberts Farmoder var også blevet lidt stram i masken efter gårdsdagens anslag mod stormagasinet. Hun tog det meget personligt, at man havde valgt at udleve sine kommunistiske tilbøjeligheder lige nøjagtigt på det tidspunkt, hvor HUN var ude og gøre sine personlige juleindkøb. Et langt og holdningsrigt brev til Illums direktør var allerede i posten.

Albert var mere begejstret. Han havde om aftenen rost Hanne i telefonen for den vellykkede aktion, men skønt Hanne også selv var tilfreds med resultatet, mente hun alligevel, at de burde udnytte søndagen til at få en operation mere sat i værk – så der ingen tvivl kunne sættes om, at de var værdige samarbejdspartnere for de sorte nisser..

”Du er og bliver skolelærer,” sagde Albert, men var enig.

Derfor befandt Albert
sig senere under det store juletræ på rådhuspladsen, hvor han var ved at fæstne en stålwire til den stolte grankæmpes stamme.

Den tynde wire løb ud under træet og bugtede sig i al ubemærkethed langs jorden hen til stoppestedet på H.C. Andersens Boulevard for enden af Vesterbrogade. Den fortsatte lidt ud på vejen og ned i en kloakrist.
Da Albert havde sikret sig, at wiren sad godt fast, smuttede han ud under træet og gik op og fandt sig en vinduesplads med god udsigt over Rådhuspladsen på Burger King. Han sendte en SMS. Det var hurtigt gjort, for den indeholdt kun et ord: ”Færdig”.

Under kloakdækslet ved busstoppestedet bibbede Hannes telefon. Hun læste beskeden og kravlede helt op til dækslet og ventede. Et øjeblik efter angav en høj motorlyd efterfulgt af det karakteristiske hydrauliske suk fra affjedringen, at en 250S mod Buddinge station var ankommet lige over hende. Hun skubbede hurtigt dækslet til side og fæstnede med en karabinhage wiren rundt om bussens bageste hjulaksel. Wiren løb nu direkte fra træet til bussen. Hun forsvandt atter ned i kloakken.

Fra sit vindue så Albert interesseret til, mens wiren strammedes og træet blev fået omkuld. Som en kost fejede det hen over pladsen, inden det forsvandt ned mod søerne i hælene på bussen. Albert var særskilt fornøjet over at se træet feje benene væk under en bande panfløjtespillere, hvis incahuer var erstattet med nissehuer.

I Tv-avisen om aftenen blev skaderne gjort op. 26 kvæstede og et enkelt dødsfald. Den døde var en panfløjtespiller, som havde fået sit instrument galt i halsen under tumulten.

”Men det mærkeligste”, fortalte studieværten, ”var en stor sort pakke, som blev fundet, der hvor træet havde stået. Da forsvarets bomberobot Rullemarie åbnede pakken, viste den sig kun at indeholde en lille seddel, på hvilken der var tegnet en lille halvcirkel med en sort trekant over. Politiet siger, at de aldrig har oplevet noget lignende og at de forøvrigt synes, at alle de juleulykker er trælse. Det er de ikke ene om. Det forlyder at en ny facebookgruppe ved navn ’ned med julen’ har rundet 350.000 medlemmer.”

Kl. elleve, mens Albert var ved at gå i seng, fik han en SMS fra Hanne:

De har svaret. Vi er inde. Vi får instrukser i morgen tidlig.