19. december. Albert havde regnet med at møde en nedbrudt mand, da han efter en god nats søvn satte sig ved spisebordet til den traditionelle weekendfamiliebrunch, men hans fader smilede og sagde vittigheder af den slags som tilkendegav, at hans egen sindstilstand var god, men som ingen positiv effekt havde på tilhørernes humør.

Albert var mystificeret.

”Hvordan gik julefrokosten i går?” spurgte han faderen.
”Helt ad helvede til. Alle fik lort på tøjet og gik hjem i utide. Jeg regner med at aftenen vil blive husket som den ringeste julefrokost i firmaets historie”, svarede faderen med et stort smil og smurte rejesalat på et rundstykke.
”Men, hvorfor smiler du så, far?” spurgte Anna.
”Derfor”, sagde han og pegede på avisens forside.

Overskriften lød:

Flere og flere danskere vender julen ryggen efter en lang række julerelaterede ulykker.

”Der står, at den statistiske sandsynlighed for, at så mange uheld med forbindelse til julen kan ske i træk, er ikkeeksisterende. Det vil sige, at min væmmelse ved julen er rationel og fornuftig. Julen er tydeligvis gået over gevind. Nu bliver vi straffet for vores overforbrug og overfladiske livsstil. Julen er blevet symbol på det, som skiller mennesker ad, og ikke det modsatte. Det er en hel bevægelse. Julen skal boykottes. Derfor er jeg glad. Julefrokosten i går bekræfter bare, at jeg har ret. Derfor er jeg glad.”

”Vender folk julen ryggen?” Albert kunne dårligt styre sin begejstring.
”Nemlig!” sagde faderen tilfreds. ”Og det bør vi som familie også gøre!”
”NEJ!” råbte Anna.
”Arrrj, Tage, den er vist lige spids nok”, sagde moderen. ”Det er meget muligt, at du ikke kan svinge dig op i det vilde julehumør, men vi dropper altså ikke julen på den måde. Tænk på børnene! I dag skal Albert jo for eksempel i Illum og købe gaver med din mor. Hvad ville hun ikke sige, hvis hun hørte, at du vil aflyse det hele?”

Alberts fader blev bleg. Hans angst for moderen var tydeligvis på fuld højde med hans frygt for julen. Albert blev endnu mere bleg. Han havde fuldstændigt glemt aftalen med farmoderen, som i sandhed var en kvinde, man ikke brændte af. Hvad nu med Hanne og hendes plan!

”Intet problem,” sagde Hanne, da hun hørte at Albert var tvangsindlagt til anden side. ”Jeg kan sagtens klare det alene – bare hold dig fra Illum i dag. Der kan godt blive lidt røre.”
”Men det er der, vi skal hen!”
”Virkeligt! Så må jeg anbefale, at I holder jer fra torvet i kælderetagen. Jeg løber – jeg skal nå en masse.”

Farmoderen startede som sædvanligt med at traktere med mazarintærte med flødeskum og te på øverste etage. Mens hun stod i kø hang Albert ud over gelænderet og kiggede fem etager ned i dybet. Gennem det store rum af luft, som strakte sig op gennem bygningen, hang store kæder som var fæstnet helt oppe under taget. Kæderne var i anledning af højtiden udsmykket med lys og store messinghjerter.

Farmoderen kaldte.
”Det var hurtigt”, sagde han.
”Ja”, sagde hun. ”Her er meget færre mennesker end normalt på den sidste lørdag inden jul. Ekspedienten sagde noget om, at folk var begyndt at vende julen ryggen efter alle juleulykkerne. Sådan noget sniksnak! Det er sådan noget, Tage ville tro på. Han har altid været en svag og godtroende dreng.”

De spiste deres kage, og gik i gang med indkøbene. De bevægede sig ned igennem afdelingerne, og da de var nået til stuen, blev Albert bekymret for, at farmoderen havde ærinder i delikatessen eller kiosken i kælderetagen, som ellers var domineret af en plads med juletræ og boder med pynt, samt et flygel, hvor en entusiastisk rødkindet pianist tævede løs i tangenterne mens han storsmilede til de forbipasserende. det var selvfølgeligt juleschlagere, der blev spillet.

”Gad vide om man skulle købe sig nogle af de der yndige lysholdere?” sagde farmoderen og pegede ned på en af boderne.
I det samme lød et knald oppefra efterfulgt af en raslen. Albert så op. Samtlige af de kæder som hang fra loftet i bygningens fulde længde havde løsnet sig, og var i færd med at styrte til jorden. De smadrede ned i boderne og i juletræet. Folk sprang for livet. Pianisten spillede videre et par øjeblikke længere, end man kunne have forventet, men stoppede, da et 80 cm bredt messinghjerte som en kastestjerne satte sig i flygelets låg med et smæld. Han rejste sig og sprang til side samtidigt med, at hans skammel blev flækket af et andet hjerte. Han priste sig lykkelig for sit held og sin snarrådighed, men blev i samme nu ramt lige på issen af kædens sidste hjerte. Han var død på stedet.

Inden nogen havde fået overblik over, hvad der var sket, lød en ny hvislende lyd oppefra. Det var en bred rulle stof som styrtede mod jorden. Den blev mindre og mindre, for den ene ende af stoffet var fæstnet til loftet 35 meter oppe. Stoffets længde passede med, at da det var helt rullet ud løb det i hele bygningens højde som et tre meter bredt banner.
På banneret var afbilledet en figur, som gik igen en gang for hver etage, så alle i hele stormagasinet så den med det samme. Det var en halvcirkel med en sort trekant ovenpå.

De sorte nissers tegn.