Mellem cykelskurets bagside og skolens mur lå en lille misligholdt strimmel jord, som var dækket af slikpapir, skodder og ukrudt. Det var ikke et sted, man normalt opholdt sig frivilligt, hvis man var elev i de mellemste klasser, for det var nemlig her de mest hårdkogte af de ældste elever gramsede, røg og tævede dem, som var kommet dem på tværs. Man havde fra skolens ledelse uden held forsøgt at rydde området, men nu levede man med det i en fælles overenskomst om, at man til gengæld blev fri for bandelignende adfærd på resten af skolen.
At det var her, antijuleagenten havde sat Albert stævne, huede ham ikke, men han trøstede sig med, at her sjældent var et øje i vintermånederne. Klokken var lidt i tolv, og skolens elever var i gang med gnave sig igennem hundredvis af lunkne madpakker rundt omkring i de lune klasselokaler .
Albert tændte et lille bål af slikpapir og smågrene. Da ilden havde fået fat, lagde han dagens kalendergave ind i flammerne og satte sig på hug og varmede hænderne.
Klokken blev tolv, og han spændte i hele kroppen, da han hørte trin. Om hjørnet kom Kenneth fra 10a. Kenneth, som ifølge rygterne ene mand havde tævet en rocker og hans kamphund ved en udendørskoncert. Han stillede sig med ryggen mod muren og tændte en smøg.
Kenneth betragtede Albert og hans bål.
”Nå, du futter nok julen af”, sagde han.
Var det muligt? Albert kunne ikke tro det. Var Kenneth anitijuleagenten? Albert skød en prøveballon af:
”Ja, jeg er ikke julens største fan. Hvad med dig? Har du fået smadret noget julestads?”
”Hæhæ… ja, Jeg har jo smadret lidt af hvert…” begyndte Kenneth, men blev afbrudt.
Det var Alberts klasselærer, Hanne, som kom farende om hjørnet.
”Hvad foregår der her!” råbte hun. Da hun fik øje på bålet, stirrede hun rasende på de to elever.
”Sig mig, er i vanvittige! Er I ude på at brænde skolen af! Hun tog fat i Kenneths arm og snerrede:
”Du går op i din klasse og bliver der, unge mand. Og pris dig lykkelig for, at der ikke skete mere her. Så var du færdig her på skolen.
”Slap dog af!” sagde Kenneth, men var tydeligt beklemt ved den hidsige kvinde. Han luskede mumlende af.
Albert kiggede på bålet, som faktisk var blevet lige stort nok. Det havde fået fat i nogle gamle reklamer og var vist også anlagt en anelse tættere på cykelskurets træværk, end man normalt ville anbefale.
Det generede imidlertid ikke Albert lige nu. Hvad der generede ham var, at den forpulede lorte-Hanne var kommet anstigende og havde afbrudt ham og juleagenten. Nu gjaldt det bare om at slippe af med hende, så han kunne få fat i Kenneth igen.
Han trampede bålet ud, kiggede op, og gik i gang med en søforklaring, men stoppede igen, inden han kom i gang.
Hanne havde tændt en smøg og stod og smilede til ham.
”Du er sgu en sej knægt, men ikke for smart. Dit lille julebål osede, så det kunne ses helt oppe fra lærerværelset. Er du sikker på at det ikke var dig på Sankt Hans torv?”
”Men… Det… Hvordan kan du…” sagde Albert.
Hanne slog en latter op.
”Ha! Du troede, det var Kenneth! Det drog! Han kunne ikke hive huen af en kravlenisse uden at vælte hele nabolaget.”
”Men er det virkelig dig?”
”Gu’ er det da så! Jeg har hadet julen så længe, jeg kan huske. Du kan fandeme tro jeg blev begejstret, da jeg så dig vandalisere udstillingen i Lyngby Storcenter.”
Albert var målløs.
”Luk munden, knægt. Gå op i klassen – det ringer ind. Jeg ringer i aften kl. 10. Så må vi diskutere, hvordan vi kommer i kontakt med dem fra Nørrebrobranden.”
Albert gjorde som han fik besked på.
Om aftenen diskuterede de hærværkstekniker og udvekslede anekdoter. Albert lå leende i sin seng og talte i telefon så længe, at hans fader i stuen kærligt betragtede sin hustru og sagde:
”Jeg tror så sandelig vores store dreng har fundet en at holde af!”
