14. december. Albert var ved at smide juicepresseren i skraldespanden. Den var brudt sammen under ødelæggelsen af dagens kalendergave. I stuen sad resten af familien og spiste, mens radioen gik.
Klokken blev syv og Albert gik ind til de andre for at høre radioavis. Han satsede på en svulstig dækning af ulykken i kirken. Antijuleagenten skulle gerne blive stolt af ham.
”Endnu en tragisk julerelateret ulykke rystede i går hovedstadens borgere”, startede nyhedsoplæseren.
Albert smilede tilfreds for sig selv. Indslaget fortsatte.
”Netop mens et luciaoptog bestående af kvindelige beboere fra den gamle by passerede det store juletræsudsalg på Sankt Hans Torv opstod en eksplosionsagtig brand i juletræssælgerens varelager. På få sekunder stod hele træsamlingen i flammer. Medlemmerne af det passerende luciaoptog ændrede resolut retning, hvorved de i en ret vinkel bevægede sig ud på den stærkt trafikerede Fælledvej. Denne beslutning viste sig imidlertid hurtigt skæbnesvanger. Chaufføren på 3’eren, som netop i stor hast kom kørende havde ikke en chance. Bussen pløjede igennem gruppen af lagenklædte pensionister, hvis medlemmer desværre ikke havde den fornødne fysiske råstyrke til at modstå sammenstødet. Samtlige luciaoptogsdeltagere undtagen én omkom på stedet. Den overraskende rolige overlevende, luciabruden Olga Karlottosdottir på 93 udtalte umiddelbart efter ulykken: ’Mor og far har en ko’, inden hun blev kørt til det nærliggende Rigshospitalet til undersøgelse. Og andre nyheder: Et orgel er væltet i en kirke. Og vejret…”
Hvad fanden var nu den af! Undede Antijuleagenten ham ikke rampelyset? Skulle han absolut overgå ham, når det nu var hans tur. Irriterende. Men imponerende aktion, måtte han indrømme.
Han havde en gnaven dag i skolen.
Om aftenen fik han en SMS-besked.
Var det dig på Nørrebro?
Hvad? Han tastede hurtigt tilbage.
Nej. Var det ikke dig?
Der gik et øjeblik. Så var der svar.
Nix. Vi er åbenbart flere. Vi må tale sammen. Mød mig bag skolens cykelskur kl. 12 i morgen.
Endelig. Han skulle møde antijuleagenten.
