13. december. Albert kom op fra kælderen, hvor han havde været nede og køre dagens pakke igennem pedellens kompostkværn, som var opmagasineret for vinteren sammen med cyklerne. Det var frokosttid.

”Jeg er altså ved at være lidt tynd i julestemningen.” sagde hans fader og lagde en asie på sin leverpostejmad. ”Jeg synes der har været vel mange ulykker på det seneste.”
”Det skal nok gå over, når du hører os synge i dag, far”, sagde Anna.

I dag skulle Anna og hendes børnekirkekor synge julesalmer før gudstjenesten i den lokale kirke. Albert havde længe frygtet denne dag. Han betragtede amatørbørnekor, der sang julesalmer, som den potentielt ringeste åndelige oplevelse et menneske kunne udsættes for. Han ville hellere se Tv2 Charlie et døgn i træk.

Men sådan havde han det ikke længere. Nu glædede han sig. Han havde nemlig været meget tidligt oppe og i kirke. Han var diskret brudt ind og havde brugt en time på at armere orgelet, så når man spillede det høje F, ville orgelpiben, som var fyldt med indholdet fra 6 kasser heksehyl, udstøde en helt utroligt høj og ubehageligt skinger lyd. Samtidigt ville begge orgelets pedaler takket være to små sprængladninger bestående af sejlgarnsomvundne elektrikerrør med krudt fra et par romerlys blive ødelagt, så orgelet var ubrugeligt. Det ville blive en kort koncert.

De satte sig på bageste række, og præsten bød alle velkomne. Det gjorde han på en ualmindelig pastoral facon, hvilket betød, at der gik 20 minutter før han langt om længe introducerede børnekoret og den unge energiske organist, som spillede en ledende rolle i de lokale kristne spejdere. Han var faktisk lidt af en kultfigur i bevægelsen, da han var den yngste som havde modtaget 1000 duelighedstegn inden det fyldte 25. År.

Han satte sig ved orgelet og begyndte at spille. Da han nåede til det høje F i ”Hil dig frelser og forsoner”, udløstes de mekanismer, som Albert så nidkært havde monteret om morgenen.

I stedet for en høj skinger tone lød imidlertid tre øresønderrivende brag . F-piben var eksploderet og de to rørbomber ved pedalerne havde blæst hele underdelen af orgelet væk.

Albert havde tydeligvis undervurderet sprængkraften i gængs, fesent, dansk fyrværkeri.
Det kæmpe instrument havde mistet balancen og tippede langsomt ind over organisten, som mirakuløst havde holdt sig i stolen. Orgelet væltede ned over ham og med en knagen faldt hele balkonen ned og begravede to rækker bænke i bjælker og brokker.

Kirken blev straks evakueret, og det var først sidst på aftenen, at de uskadte kirkegængeres bange anelser blev bekræftet. To stamkunder fra det lokale ældrecenter samt den unge organist var omkommet i ulykken.

Albert, som højest havde kalkuleret med at organisten ville få lidt ondt i ørerne og måske lidt sod på skjorten, var noget fortumlet i hovedet.

Han gik alligevel i seng med en art krigerisk stolthed brusende i årerne.