Det var morgen, og Albert var ved at hælde en to liter grumset Harboe cola ud i toilettet. Dagen før havde han nedsænket en lille aflang kalendergave i flasken, og i løbet af et døgn var den reduceret til lidt bundfald.

Dagens gave var allerede på vej til himmels gennem skorstenen.

Han havde ikke noget særlig juledestruktion planlagt. Scenen var overladt til antijuleagenten, så Alberts opgave var blot at holde øjne og ører åbne og ellers prøve at holde juleriet fra livet. Han var i glimrende humør.

Sidst på eftermiddagen var Alberts lune mere lunkent. Han havde lyttet til samtlige radioaviser og havde set to tv-aviser. Intet. Han havde sågar læst alt på tekst-tv flere gange, men der var intet, som tydede på, at der var blevet gjort et anslag af nogen betydning. Han besluttede sig for at gå en tur. Det var der flere gode grunde til, for han var alene hjemme med sin fader – de andre var ude at shoppe julegaver – og der var ingen tvivl om, at der lige om lidt skulle gøres rent.

Han tullede rundt i kvarteret en times tid og oplevede ganske lidt. Han knækkede alle benene på nogle rensdyr-pyntefigurer i Kop & kandes tilbudskasser. Det var hvad han kunne svinge sig op til. Han gik hjem.

Det var som at komme hjem til en hel anden lejlighed. Der var stor furore.
”Du skulle have set det! De gik helt amok!” Moderens stemme afslørede straks, at hun og Anna var hjemme igen
”Det var heldigt at jeg ikke tog nogle! Han så også skummel ud!”, sagde Anna
”Shh! De siger noget om det i radioen nu”, sagde faderen.

Radioen sagde:
”I indkøbscenteret Fisketorvet i København kunne de handlende i dag bevidne et skue, som det vil tage noget tid at glemme igen. Centerets julemand – en mand som i det civile liv resten af året er ernærer sig ved at gå til hånde i en planteskole og hedde Allan Mikkelsen, kom på uheldigste vis i centrum i en række begivenheder, som endte meget ulykkeligt for ham selv.”

”Ja, det kan man roligt sige”, sagde moderen. De andre tyssede. Radioreporteren fortsatte:
”Allan Mikkelsen delte pebernødder ud til alle børn i centrets korridorer. Samtidig begyndte børnene i centret et efter et at få eksplosiv ustoppelig diarre. Det tog ikke lang tid, for en snarrådig gruppe mødre at mistænke julemanden, i hvis spor de vulkanske afføringsstrømme spredte sig. En overvægtig kvinde i hvide joggingbukser snuppede en håndfuld pebernødder fra julemandens kurv og spiste dem. På den tid det tog ham at råbe ’hov! De er forbeholdt børnene’ havde kvindens pludseligt pulserende tarmsystem forvandlet de hvide joggingbukser til et par brune, våde joggingbukser.”

”Det så jeg”, hviskede Anna. Udsendelsen fortsatte.
”Gruppen af mødre omringede den uheldige julemand, som måtte værge for sig med armene mod de byger af slag, som ramte ham fra håndtasker og indkøbsnet. Der var ingen tvivl om, at det blev taget for givet i den rasende folkemængde, at han selv og fuldt bevidst havde forgiftet bagværket, som ganske rigtigt ifølge en talsmand fra fisketorvet var lavet af ham selv. Der skete nu det tragiske, at Allan Mikkelsen, idet han bakkede væk fra de forsamlede vrede mødre, mistede balancen og styrtede ud over et gelænder. Han faldt adskillige meter og omkom – spiddet på geviret af et af rensdyrene i juleudstillingen på centertorvet. Pebernødderne er sendt til teknologisk institut for at blive undersøgt.”

“Vi så det hele! Det var meget uhyggeligt!” sagde moderen.

”Hold da kæft”, tænkte Albert. Han var ikke i tvivl om, at antijuleagenten stod bag, og han var imponeret.

Han skyndte sig ind på sit værelse og skrev straks en SMS. Den lød:

Nydeligt, men i morgen bliver det nydeligere.