10. december. Det var ikke is, Albert havde i maven på vej til skole, snarere budding. Han var pludseligt blevet meget nervøs over aftalen med antijuleagenten. Hvad skulle han helt konkret sige, sådan ord for ord? ’Goddag, jeg hedder Albert’? Nej, det vidste han jo godt. Det var ikke nemt. Han ville jo gerne virke tjekket, hvilket ikke er så nemt, når man ikke er det.

Han passerede over en jernbanebro og smed dagens kalendergave ned på taget af et passerende regionaltog. ”God tur til Lund, din lortepakke”, tænkte Albert.

Heldigvis var timen mellem 12 og 13 en idrætstime. Albert og mobilen i shortslommen og forsvandt ind i redskabsrummet, hvor han gemte sig i en plint og ventede på, at klokken skulle blive 12.25.

Han var ikke bekymret for, at idrætslæreren Uffe ville savne ham. Uffe var en kroget 72-årig hukommelsessvækket mand iklædt en brun Hummel-træningsdragt fra 1976. At dragten var fra det år, var almindeligt kendt, fordi Uffe ofte fortalte, hvordan han havde fået den overrakt af selveste Allan Simonsen efter at være blevet topscorer ved et indendørsstævne på Vejle seminarium. De som var så dumme at spørge, hvem fanden Allan Simonsen var, fik den fornøjelse at se Uffe sprutte og hoppe, mens han skreg: ”Du tager tusind armbøjninger NU!”

Klokken blev 12.25, og Alberts puls steg til mindst samme højde som hans storsvedende kammeraters, som i dag blev tævet igennem redskabsgymnastikkens glæder af den aldrende lærer.
BIBBIB! Hylede hans telefon, og han tog den til øret og hvæsede forskrækket ”Hallo!”
Det gik op for ham, at det var SMS-tonen han havde hørt. Han hentede beskeden. Den lød:

Du har ikke ødelagt julen i to dage. Hvis du vil i kontakt med mig må du bevise dit værd. Hvis du ikke skuffer mig igen i morgen, skal du være klar ved telefonen kl. 20.30.

Antijuleagenten havde jo ret. Han havde ladet de uheldige men tilfældige dødsfald pacificere ham. Hovedmålet – julens ødelæggelse – var gledet i baggrunden. Men nu skal det være slut, besluttede han.

Han kravlede ud af plinten og blandede sig med sine klassekammerater de sidste fem minutter af timen.

På vej hjem fra skolen kom han i tanke om et oplagt mål for det julehad, der blussede i ham med fornyet styrke.

Han var ikke i tvivl om, at han nok skulle blive kontaktet aftenen efter.