9. december. Albert vågnede tidligt. Han slentrede ind i stuen og gav sin julesok en lang række karatespark. Da den holdt op med at knase, dryssede han indholdet ud i morgenmørket gennem spisestuevinduet.
”Hvad er det for en larm!” råbte moderen, som kom ind, lige da han havde hængt sokken på plads.
”Jeg laver morgengymnastik, mor” svarede Albert.
”Godt, min dreng – så holder du sygdom og svaghed fra døren!”, sagde moderen.
Albert gik i bad. Under de lunkne stråler gennemtænkte han sin beslutning igen. Han kom til samme resultat. Det var det mest fornuftige at gøre.
Han havde sat sig for at kontakte sin hemmelige allierede – Albert var begyndt at kalde vedkommende for antijuleagenten. Han ville benytte samme metode som ham og lægge en lille rød kuvert i sit danskhæfte med en besked.
Albert tog et håndklæde om livet og gik ind på sit værelse. Meget mod sin vilje, havde han været nødt til at stjæle en lille julekortkuvert fra sin faders kommode. Han tegnede knive i ryggen på de to englesilhuetter, som prydede forsiden – så vidste anitijuleagenten, at han ikke vaklede i sit julehad. Han skrev en enkelt sætning på en lille seddel:
Vi må tale sammen, men hvordan?
Han foldede den og lagde den i kuverten.
”Hvad laver du? Skriver kærestebrev?”, lød en stemme. Det var Anna, som havde listet døren op.
”Nemlig, din lortegnom”, svarede Albert og pakkede kuverten i danskhæftet. Et øjeblik efter var han på vej til skole.
Mens Hanne i første time remsede op af de mange forskellige bøjninger et adjektiv kunne have, sad Albert og tænkte på, hvad han ville sige, hvis det lykkedes ham, at få kontakt med antijuleagenten. Han ville spørge, hvad de skulle stille op med de to dødsfald. Albert var i virkeligheden ikke synderligt berørt over dem – kun bange for at blive opdaget. Han havde aldrig brudt sig om gøglere, og hospitalsklovnens død var jo et uheld. Han var desuden efter alt at dømme ved at drikke sig ihjel alligevel. Hvad hunden angik, var han inderst inde helt begejstret for dens død. Det havde i sandhed været en irriterende hund. Og ulækker. Det var måske lidt synd for Karen, men hun trængte faktisk til at opsøge mere menneskeligt selskab. Hendes og hundens forhold var blevet lige lovligt ægteskabeligt på det seneste, sagde rygterne.
”Albert!”
”Hørø?”
”Albert! Jeg beder dig om noget!” Hanne brølede oppe fra whiteboardet.
”Øh… hvad?”
”Bøj venligst et adjektiv i positiv, komparativ og superlativ.”
”Øh.. ja. Æmmm jo! Grim, grimmere, pisseulækker. Sådan.”
Efter timen brugte Albert hele frikvarteret på at stå på en bænk i gården og kikke ind gennem vinduet på sin taske, hvor danskhæftet og et hjørne af kuverten stak op. Ingen antijuleagent viste sig.
Seancen gentog sig frikvarter efter frikvarter hele dagen. På vej hjem græmmede Albert sig over sin naivitet. Selvfølgelig gad ingen læse hans små latterlige sedler. Antijuleagenten havde vel også andet for, end at holde øje med Alberts taske hver dag for at se om der var besked.
Efter aftensmaden skulle han lave lektier, og han tog kuverten ud af danskhæftet igen. Han legede med den mellem fingrene, mens han ærgrede sig over, at han måtte operere på egen hånd alligevel. I hvert fald indtil videre. Så studsede han. Kuverten var lidt anderledes.
I stedet for engle, hang to julemandssilhuetter i fine små galger. Han flåede kuverten op. Der var en lille seddel. Der stod:
Vær klar ved røret kl. 12.25 i morgen.
Mere stod der ikke.
Hvad for noget? Hvilket rør?
Albert rystede kuverten, og beskeden gav pludselig meget mere mening, da der dryssede et SIM-kort ud på skrivebordet.
Han lagde sin telefon til opladning.
