- mod Gud, konge og gøglerstand

Uddybninger

Jonglører truer velfærdsstaten

13. oktober 2009 at 18:00

En undersøgelse lavet på universitet i Oxford viser overraskende, at det er godt for intelligensen at jonglere. Gøglere verden over har taget nyheden til sig med stor fornøjelse og har, som det ses her, vanskeligt ved at få armene ned:

armene-op

Jeg forstår godt de begejstrede akrobater. Det må være opløftende for en gang skyld at blive sat i sammenhæng med begrebet begavelse.

Man glemmer imidlertid en vigtig faktor, når man tolker undersøgelsesresultatet. Det er nemlig muligt, at en gøglers intelligens stiger marginalt, når han kaster med bolde i mange måneder, men hvad med de som uforvarende tvinges til at betragte den monotone og uinspirerende slængen omkring med døde objekter?

Publikum mister hjerneceller i takt med at gøgleren får flere:

goegl-og-intelligens

Planetens borgere har en samlet intelligens, som bliver påvirket af gøgl. Da der oftest(uforklarligt) er flere publikum’er end gøglere,  er den samlede intelligensvækst i populationen negativ som følge af jongleren og ikke positiv, som man ellers kunne tro, når man umiddelbart læser undersøgelsens konklusioner. Her på diagrammet kan man se de virkelige og ildevarslende konsekvenser af overdreven jongleren:

jongleringsdiagram

De eneste, som har reel glæde af jongleren, er altså jonglørerne selv, og hvis offentliggørelsen af den farlige undersøgelse medfører en jongleringsstigning, kan det få katastrofale følger for befolkningens samlede begavelse. Dette kan føre til store fald i velfærden, hvis ikke der bliver grebet hårdhændet ind, når jonglørerne med den første forårssol invaderer det offentlige rum.

Løsningen er at påbyde alle jonglører kun at dyrke deres bizare kasten rundt med ting i enrum. Det er en borgerpligt korporligt at bryde ind og stoppe jonglørernes samfundsskadelige virksomhed. Det mest effektive er som regel at bemægtige sig gøglerens kasteskyts og tyre dem så langt væk, man overhovedet kan – helst ud i noget vand. Alternativt kan man antænde dem og gelejde dem ned i gøglerens ganske ofte meget vide bukser.

Sæt i gang, før det er for sent! For velfærdens skyld!

/Milos Vendettasvelfærdsminister

  • Share/Bookmark
4
  • 1

    Ja, se nu bare hvad Baggers jongleren med millioner har kostet. Uden at glemme alle de andre…

    dohn on oktober 14th, 2009
  • 2

    Milos Vendettas er en sand gøgler. Men det er TS, REL og de andre journalister på Politiken også. Politikens abbonnenenters IQ følger typisk den røde streg. Når Politikens gøgleres IQ også følger den nedadgående røde streg, så skyldes det nok at de indbyrdes læser deres eget blad.

    Claus Klemsen on oktober 15th, 2009
  • 3

    Til Klemsen: Advarsel! Du har vendt din skærm på hovedet, eller du står selv på hovedet. Den røde streg går i virkeligheden opad.
    Hvis du får vendt tingene (skærmen eller dig selv) rigtigt kan det være at en masse ting pludselig giver ny mening for dig.

    Simon on oktober 16th, 2009
  • 4

    Det er muligt at intelligensen hos forsøgspersonerne øgedes, men det kan jo skyldes at udgangspunktet var relativt lavt. Man skal huske på at testen blev foretaget på personer som var villige til at bruge en halv time om dagen i seks uger (regn selv ud hvor lang tid det er) + ugentlig træning på at lære at jonglere. Næppe et helt signifikant udsnit af befolkningen.

    caroline osv. on oktober 16th, 2009

 

RSS feed for comments on this post | TrackBack URI

  • Annoncer