Nogle mennesker er så kede af det, at de prøver begå selvmord. Det er en udbredt opfattelse, at vi andre bør forsøge at hjælpe dem på bedre tanker. Spørgsmålet er hvordan.

Mange af selvmordsforsøgene sker ved indtagelse af smertestillende tabletter som Panodil og Pinex. Lone Dybkjær – den radikale sundhedsordfører – har fået en god ide, som hun i sin egenskab af folketingspolitiker har valgt at belemre os andre med via det administrativt tungeste medie (bortset muligvis fra mund-til-mund-metoden på demensplejehjem), nemlig i form af et lovforslag. Lone foreslår, at man gør det receptpligtigt for alle under 25 at købe panodiler.
Det er vel nok en god ide.

Det vigtigste  er nemlig altid at fjerne MIDLERNE til selvmord i stedet for ÅRSAGERNE. Det ved enhver, som ikke har tænkt over sagen i mere end et øjeblik. Der er oven i købet en skøn populistisk effekt i forslaget, for nu kan Lone Dybkær helt gratis blive placeret i vælgernes bevidsthed sammen med Ghandi, Dalai Lhama og Hanne Reintoft i mængden af personer, der har viet livet til at kæmpe for andres ve og vel.
Helt gratis bliver det kun for Lone Dybkjær, hvis man ser bort fra, at hun er skatteborger, for de kommer til at punge ud for forslaget.

Lone Dybkjær – de fatsvages leder

Det er nemlig ikke gratis for samfundet, når vi går til lægen. Lægen sender det offentlige en regning på 101 kr. hver gang, vi besøger ham med en skavank. Nøjes vi med at ringe bliver det 25 kr. Hvis vi antager, at de unge menneskers konsultationer fordeler sig ligeligt mellem de to typer, vil det gennemsnitligt koste det offentlige 63 kroner hver gang en person under 25 år vil have en pakke hovedpinepiller. Hvis vi derudover går ud fra, at hvert unge menneske køber to pakker panodil om året, har vi en årlig offentlig udgift på 126 kr pr. person.

Det er da ikke så meget, hviner den talblinde læser, som notorisk mener, at det er kynisk at tale om penge, når folk lider. Lad os for at tilfredsstille de næstekærlige derfor lave et omfordelingseksperiment, hvor vi stadig bruger pengene, men bruger dem lidt mere fornuftigt, end den gode Lone har foreslået:
Der er 430.000 mennesker i aldersgrupopen 18-24 år, som det vil koste 54 millioner skattekroner i lægebesøg at lave recepter til om året.
De penge kunne man bruge bedre. Man kunne give alle mennesker, som ikke havde forsøgt selvmord 1000 kr. på deres 25 års fødselsdag. Det ville koste det samme.

Alternativt kunne man lave et selvmordslotteri, hvor alle 57.000 personer, som hvert år fylder 25 uden at have forsøgt selvmord deltager i.
Hvis man trækker lod om 10 gange 5,4 millioner kroner hvert år blandt dem, som ikke har forsøgt at dræbe sig selv, vil det koste det samme, som at belaste de praktiserende læger med yderligere 860.000 årlige konsultationer. Det vil sikkert også glæde resten af Lones parti, som går ind for kortere ventetider i sundhedsektoren

Det giver 28 gange større chance for at vinde end hvis man spiller lotto hver eneste uge i et år.
Det må have lige så stor præventiv effekt som Lone Dybkærs forslag, som man alternativt kunne stikke skråt op og aldrig nævne igen og dermed spare pengene helt.

/Milos Vendettas – selvmordsminister