Efterhånden som den samlede journaliststand har viet sit virke til at viderebringe sladder om en kreds af  amerikanske teenagere, er det en lise at læse en af de alt for sjældne artikler, som formidler videnskabelige resultater til borgerne.

I dag kan man læse i Politiken, at et globalt forskningsprojekt om intelligens påviser, at jo dummere man er, jo mere tilbøjelig er man til at tro på gud.

Det er ikke et resultat, som bør overraske de af os, hvis viden baserer sig på undersøgelser af faktiske forhold.  De religiøse derimod, som foretrækker at bygge deres verdensbillede på ubeviselige fantasier, vil næppe finde undersøgelsen substantiel, da den jo er foretaget af irrelevante videnskabsfolk og ikke af alfer, guder, profeter eller præster.

Og netop præster nævnes som et bevis på, at undersøgelsen ikke holder. De er nemlig BÅDE religiøse OG kloge, for de har jo gået i præsteskole i årevis og har dermed bevist deres store hjernekapacitet.

Denne indvending, som ifølge Kristeligt Dagblad kommer fra den kristne tænketank THEOS, er så horribelt ubegavet, at den bedre end noget andet understøtter undersøgelsens konklusioner.

Det er forøvrigt væsentligt at få med, at man ikke bliver dum af at tro på gud – man tror på gud, fordi man er dum. Selvom sociale omstændigheder har lullet en ind i en af de mange aparte religiøse vrangforestillinger, er det ikke for sent at forsage dårskaben. Man har den begavelse man har, og jo lavere den er, jo nemmere er man at binde en skør historie på ærmet.

/Milos Vendettas – forskningsminister