Free Willy, som frit oversat betyder gratis diller, hed en af de dårligste film, som 90′erne har efterladt os. Mange mennesker var ikke enige med mig i den betragtning, for da den elskede hovedperson – en spækhugger, hvis virkelige navn var Keiko, døde i en norsk fjord i 2003, fik den en begravelse som var en statsmand værdig. 3000 børn lagde hver en sten på graven og der blev transmitteret fra bisættelsen til den ganske klode.

Nu rapporteres det imidlertid at alle har glemt hvalen Keiko, og at ingen besøger graven.

Denne ligegyldighed er RYSTENDE. Jeg har undersøgt sagen, og det viser sig at der hver eneste dag dør millioner af dyr kloden rundt. Og ikke nok med, at man ikke besøger deres gravsteder – mange af de afdøde dyr bliver end ikke bisat! Og nu jeg tænker over det, er det meget få dyrekister man ser i bedemændenes varemontrer, hvilket understøtter teorien om, at alt for mange dyr forlader planeten uden den rituelle festivitas, som hører bortgang til dødsriget til. Kan i så se at komme i gang med at tilbede de døde dyr!

“ÅRJA! HVAD MED DIG SELV!”, tænker du nu. Jeg har mit på det tørre. De af jer som pligtskyldig følger med her på UDDYBNINGER vil erindre den sørgelige historie om min families hamster Egon. Jeg kan oplyse at min familie og jeg hver eneste søndag året rundt spiser et rituelt måltid ved Egons grav:

Lad dette være jer et eksempel til efterlevelse for alle jer, som er skideligeglade med, at en afdanket hval opgav ævret i Norge for fem år siden.

/Milos Vendettas – dyreminister