Fra nationalmuseets kiste med den unge Milos’ skriverier er vi i dag nået til et personlighedsmæssigt lavdepunkt. Der er tale om en tekst, som afslører en selvglæde så stor hos forfatteren, at man må græmmes. Især når man som jeg deler legeme med ham.

Fordomme og øl

“Naturvidenskabere… Er det ikke sådan nogen, som tager dolk på, når de skal på hyttetur? Er det ikke dem, der af deres mor får tilsendt en uges frosne hjemmelavede færdigretter hver mandag? De selv samme mennesker, som hakker en samtale til fars, fordi de gør skrigende opmærksom på hver eneste homonym som optræder i samtalen og de konsekvenser, det ville have haft for konversationen, hvis man med vilje misforstod meningen med det sagte. Er naturvidenskabere ikke bare en flok børn i Echo-sko og firser sweatshirts, som er for indskrænkede til at forstå, hvornår noget er morsomt?”

Sådan spurgte jeg troskyldigt matematikerpigen overfor mig, som jeg på grund af svigtende sidemænd til begge sider så mig nødsaget til at henvende mig til en sen aften, hvor der blev drukket øl.

“Du har fordomme om mange ting”, sagde hun og jeg fornemmede, at det var negativt ment.

“Det er mit lod som det utilstrækkelige menneske, jeg er”, replicerede jeg, “at drage slutninger ud fra ufuldstændige data. Jeg skønner med mine just nævnte mangler in mente, at flertallet af vore medmennesker lider af samme uheldige brist i alvidenheden, hvorfor de ligesom jeg ofte må lade sig nøje med generaliseringer.”

“Du er vel nok mærkelig”, sagde hun og slukkede dermed min tørst på videre samtale. Jeg tænkte “spild af blær”, og tømte min elefant.

Stay tuned for flere ungdommelige vrisserier.

/Milos Vendettas – litteraturhistorieminister