Denne fredag er i sandhed lang. Jeg har blandt andet brugt den på at læse i Berlingske tidendes tillæg om tro. Intet ondt ord om Berlingske tidende i den sammenhæng – hvad man end synes om emnet, må man medgive, at troen tilsyneladende er kommet for at blive og derfor fortjener sin del af pressens opmærksomhed. Det er sædvanligvis kun troens skæbnesvangre konsekvenser, som kommer i almindelige mediebrugers nyhedsstrøm. Det er på sin plads, at vi får fokus på ondets rod i den almindelige pressedækning.

Dette er ikke en anmeldelse af Berlingskes tillæg. Jeg vil blot tage et enkelt budskab i en af artiklerne og hidse mig lidt op over det. Det drejer sig om et indlæg, hvor man filosoferer over, hvor grænserne går for, hvad man må gøre grin med.

Til at belyse dette emne har man hidkaldt Danmarks mest fortolkende mand, Johannes Møllehave. Den gode Johannes er der intet ondt skabt i. Han er en ildsjæl og en menneskeelsker. Det viser sig imidlertid – og det var jeg ikke klar over – at han også er et vrøvlehoved og et fjols.

Hårde ord? Med ondt skal ondt fordrives! Se, hvad der står, da han blev spurgt om filmen Life of Brian:

»For mig er der noget, man ikke må gøre grin med, og det er lidelsen. Jeg vil sige, når man gør korsfæstelse til en spøg, så oprører det mig, ligesom når man gør grin med koncentrationslejre,« siger Johannes Møllehave og understreger, at han ikke har noget principielt imod humor, der er rettet mod det religiøse. Tværtimod mener han, at Biblen afgjort har humoristiske passager.

For at tage det sidste argument først: At biblen har humoristiske passager er nyt for mig. Den er oftest hyleskæg, men det er på ufrivilligste vis. Det er imidlertid ikke det, som er Johannes’ fejl. Det er den kendsgerning, at han bruger biblen som eksempel på, at religion skam godt kan være morsom. Det er dybt irrelevant om målet for hån selv kan gøre nar, når man skal vurdere om hånen er over stregen.

Og hvad må man så gøre nar ad?

Johannes har ikke forstået, at man ikke kan vurdere humor på det, der bliver gjort grin med. Man må kigge på hvert enkelt tilfælde og vurdere vitsen selv. Har den en pointe, der giver mening? Får vi serveret en ny vinkel? Griner vi? Humoren er nogle gange den første åbning til at erkende og få taget hul på samtaler om forfærdelige emner. Så for at svare på spørgsmålet i overskriften: Ja, man må gøre nar ad alting, men det er ikke sikkert, at man kan finde ud af det.

Det er svært at lave god humor om tunge emner. Men det er nødvendigt.

/Milos Vendettas – vitsminister