Som lovet tidligere, er det ikke slut med afsløringerne af den unge Milos’ skriverier. Litteraturforskere fra hele kloden har længe drømt om at få udgivet denne lille tekst, som forfatterens unge alder til trods er en erindringstekst. Der er på løjerlig vis således tale om et slags metaminde.
Vi giver ordet til den unge Milos:

Den sure smag af brie kunne selv ikke udsigten til en københavnerstang få mig til at ignorere. Fy for satan. Jeg havde taget en franskbrødsmad fra frokostfadet. Det havde lignet tandsmør men viste sig at være en midefælde af lagret sekret.

Bordet var fyldt med fremmede voksne. Fremmede voksne, som hele tiden havde smilet meningsløst venligt i deres store mængde, og som nu lo hjerteligt ad mine kvababbelser. Far grinede også og bløbbede blødkogt æg i skægget, men det bemærkede ingen, for hvad er mere lattervækkende end et barns primærerfaringer?

At jeg begyndte at græde, bragte diskussion til bordet. Havde barnets kraftige reaktion på den overraskende mad sin rod i en ikke-overstået psykologisk fase? Eller måske var det drengens måde at påpege, at han ikke følte sig forstået i et forum, hvor de voksnes emner var for dominerende? Man havde mange teorier, og som den granskende opmærksomhed øgedes, blev det værre og værre fat med mig.

At det var deres betænksomhed omkring mit simple overraskelsesudbrud, der bragte mig i forlegenhed, fattede ingen. Deres stigende opmærksomhed og bekymring førte mig ud i vildere og vildere hikse-tudeanfald. Lad mig dog være! Til sidst blev jeg båret ind i seng af min far, som med kærlig og alvorlig mine spurgte mig, hvad der i virkeligheden var i vejen. I virkeligheden! Hvad siger man så, når man er syv år? Ingenting. Man spiller træt. Og man lærer ikke at tage en bid af noget, man ikke har set blive tilberedt
-Milos V

O, ungdommens patos og studentikose svulstighed! De dage vil aldrig komme tilbage. Men det vil den unge Milos’ skriverier. Kig forbi inden for længe. Kisten fra Nationalmuseets kældre er ikke tom endnu.
Og hvis der skulle være nogen, som har lyst til at sige:

”Milos! Dette er det mest krukkede, selvcentrerede projekt, du endnu har budt os!” er mit svar:
”Åh, ja. Vi er alle hver især den vigtigste person i vores eget liv. Hvorfor dog ikke kundgøre dette kærlighedsforhold for Gud og hvermand?”

/Milos Vendettas – selvpromoveringsminister