Modebranchen er sygeligt overfladisk – og det hjælper ikke på den overdrevne kropsfiksering, at man er begyndt at veje modellerne. Tværtimod.
Copenhagen fashion week 2008 er forbi og den har denne gang været præget af selvransagelse. Det skyldes, at den spanske ækvivalent til modeugen så sig nødsaget til at bortvise flere modeller, fordi de var for tynde. »Vi kontrollerer modellernes vægt, og vi sørger for, at de ser sunde og raske ud. De må ikke påvirke unge mennesker til at blive besatte af tanken om at være tynd,« udtalte Susanne Moreno, som var ansvarlig for at veje modellerne.
Det vidner om stor følsomhed hos pingerne i modeindustrien, at de bekymrer sig om, hvordan de påvirker deres sarte unge kunders værdisæt. Man vil nødigt risikere, at ungdommen får den forvanskede forestilling, at succes i livet handler om, hvordan man ser ud. Intet kunne ligge de internationale modehuse fjernere, end at antyde, at skønhed og livskvalitet på nogen som helst måde har noget med hinanden at gøre.
Den pludselige bekymring for kundernes potentielle psykiske problemer er både hyklerisk og usmagelig. Det er fuldstændigt utroværdigt, at dette pr-stunt er andet end en forretningsbeskyttende skinmanøvre. Effekten af at stille sig bekymret an og pludselig agere skolesundhedsplejerske er iskoldt vurderet til at styrke branchens etiske profil.
I årtier har modeindustrien netop været primus motor i at grundlægge et skønhedsideal, som er lige præcis så tilpas uopnåeligt for os, at vi tror, vi med en aktiv indsats kan nå det. Og hvad skal der til, for at vi kan tage det sidste nyk mod perfektionen? Det har selvsamme skønhedsindustri heldigvis svarene på. Hårprodukter, tøj, sko og parfumer! Cremer, operationer og kosmetik! Alt sammen til ågerpris. De vækker vores utilstrækkelighedsfølelse med reklamer fyldt med lykkelige, smukke mennesker og med shows som dem, der lige har fået de mere overfladiske af københavnerne til at flagre rundt og kindkysse og udveksle visitkort i dagevis. Når vores selvtillid er i bund, får vi heldigvis tilbudt alt, hvad der skal til for at forbedre vores udseende, så vi med tiden kan bevæge os ind i de cirkler, hvor det rigtige, smukke liv leves.
Moden bliver fremstillet som vejen til fest og glæde, men få fænomener er kilde til mere smerte og gråd. Vær ikke i tvivl. Moden er ond. Den forstærker nederlagsfølelsen hos dem, som ikke har råd til at følge trop. Den er motoren i meget af den værste mobning, og den arbejder direkte imod opgøret med den negative sociale arv. Mærkevaretøj skaber flere tabere end vindere.
Alle raske unge piger vil gerne være supermodeller. Hvorfor? Supermodeller er ensomme, pseudoprostituerede narkomaner, hvis karrierer er baseret på deres udseende – en af de få ting i tilværelsen, som de ikke kan tage æren for. Til gengæld er det forbi, når de er i starten af trediverne. De unge piger tror at modellerne bliver feteret. Det gør de ikke. De bliver vejet som kvæg igen og igen og så bliver de kasseret.
Enhver ung piges drømmejob – et liv i ukomplicerede kokaintåger
Unge mennesker! Brænd jeres mærketøj og hæld parfumerne i toilettet. Det virker måske glamourøst, men det er overflade, overflade og atter overflade.
/Milos Vendettas – overflademinister.
