- mod Gud, konge og gøglerstand

Uddybninger

Snydebowl

6. februar 2008 at 20:26


Jeg har altid holdt meget af bowling og er selv en særdeles aktiv udøver. Mangen en glad aften har jeg brugt i Big Bowl i Valby, og pokalskabene i begge mine gildesale bugner af hædersbevisninger.

Ydermere er jeg en dedikeret bowling-tv-fan. Når de store turneringer ruller over skærmen, tager jeg kun armene ned for at hælde øl og flæskesvær i munden.

Derfor var det med stor fryd, jeg forleden konstaterede, at tv3 den ganske nat ville transmittere fra en gigantisk event kaldet SUPERBOWL. Jeg smed familien ud på de blomstrede drømmesenge i haveskuret og satte mig i tv-stolen med netundertrøje, bjørnebryg og alle bowlinggutterne omkring mig. Vi sang. Vi hoppede. Vi lavede bølge. Så begyndte transmissionen og hvad skete der? En flok fede mænd i kinasko og ishockeydragter begyndte at kaste et franskbrød til hinanden, mens de løb i sære mønstre. En gang imellem lagde alle kunstnerne sig i en kæmpe bunke oven på brødet. Andre gange stak en af dem af med det og spænede rundt, indtil han pludselig tyrede brødet ned i jorden. Det mærkeligste var dog, at de en gang imellem hev en lille fyr ind på banen, som lossede bolden ad helvede til over et hegn. De første par gange jublede vi i stuen, fordi vi regnede med at det sære åbningsshow nu ville få en ende, så bowlingturneringen kunne begynde. Hver gang hentede de imidlertid en ny bold, så den besynderlige ishockey-ballet kunne fortsætte.

Efter en halv times tid havde vi fået nok. Kaj, der ejer den Citroen Berlingo, som vi bruger til udekampe og som derfor er holdkaptajn, påtog sig at ringe til TV3 og påpege fejlene ved deres bowlingtransmission. Desværre er Kaj noget domineret af sin kronisk ubehandlede brunst, så da en kælen kvindestemme præsenterede sig i røret, glemte han fuldstændig sin mission og forsøgte straks at komme i strømpebukserne på hende.

”Arbejder du tit her i nærheden, din lille kælegris?” gryntede han, hvilket straks fik kælegrisen til at lægge på. ”Har du ingen hæmninger, Kaj!” råbte vi andre. Kaj er vokabulatorisk udfordret og svarede ”Jo, jeg havde en slem en engang, men den sprang heldigvis en dag, jeg havde diarré .” Jeg tog røret fra ham og ringede op igen.
”Kundeservice…”
”Goddag, Vi sidder nogle sportsfans og er meget skuffede. Nu har der i snart en time udspillet sig en besynderlig Knallerthjelm-ettagfat på jeres sendeflade. Vi er voksne mænd. Alle, som bryder sig om moderne dans, sover. Hvornår starter bowlingturneringen?”
”Bowlingturneringen?”
”Ja, I skulle sende bowling lige nu. Hvad er du får en mærkelig kundeservicedame, hvis du ikke ved, hvad din egen tv-station sender”
”Vi sender superbowl lige nu. ”
”Nej! I sender et aparte show med kluddermor og fransbrødskast. Det er ikke bowling! Er du imbecil, kvindemenneske!”
”Det er fodbold!”
”Helt sikkert!” Jeg holdt hånden over røret og hviskede til de andre: ”Hun fatter nix!” Kaj bemægtigede sig røret. ”Er det dig, fætter Niels. Får du straffet strittejaverten, din vamle eneboer? Hallo?”
Damen havde lagt på igen.

ishockeyballet Snydebowl
Ishockeyballet

Vi gav op og koncentrerede os om øllerne. Næste eftermiddag hørte jeg i radioen, at tusindvis af danskere havde sygemeldt sig, fordi de havde set ’superbowl’. Det tror fanden. Jeg sendte straks et brev til TV3, hvor jeg gør opmærksom på de samfundsmæssige konsekvenser af at sende den slags mærkelig cabaret og kalde det bowling, men har de svaret? HA!
/Milos VendettasIdrætsminister

  • Share/Bookmark

 

RSS feed for comments on this post | TrackBack URI

  • Annoncer