Pas på, du ikke kommer til at juble i retning af en gruppe mennesker, som ikke består af mindst 50% kvinder – det er nemlig mandschauvinisme.
Ligestillingen tog ifølge flere politiske ordførere et skridt tilbage forleden, da det danske herrehåndboldlandshold vandt europamesterskaberne og i den forbindelse skulle hyldes. Det danske flyvevåben valgte at eskortere sportsheltenes fly hjem fra Norge, hvor de atletiske bedrifter havde fundet sted.
Kvindelandsholdet har vundet et utal af medaljer de seneste årtier uden at blive eskorteret hjem af jagerfly, og det bryder ligestillingsordførerne i Socialdemokratiet og SF sig ikke om. Ligestillingsordførerbranchen er for øvrigt en af de mest ligestillingsmæssigt udfordrede, da samtlige partier undtagen NA har en kvinde på den post. Måske er det derfor, at man insisterer på at se denne sag i et kønspolitisk lys, selvom det ikke er nødvendigt.
Når en sportslig præstation skal vurderes, må man se den i dette simple perspektiv: Hvor svært er det at vinde? Det gør vi allerede, og det ved vi godt, hvis vi tænker efter. Det gav ikke meget opmærksomhed, da Finn Knudsen fra Rødby vandt VM i bænkpres sidste år. Der var ingen jagerfly, der fulgte hans Mazda 323 hjem fra konkurrencerne i Tjekkiet. Det skyldes, at bænkpres er en sport med forholdsvis få udøvere og derfor er det statistisk set nemmere at vinde (Dette ikke for at forklejne Finn Knudsens løfterige indsats – det er rent statistisk, han er en letvægter.) Finns præstation blev ikke ignoreret af den bredde offentlighed på grund af hans køn men på grund af sportens lidenhed.
Der er generelt lidt mindre ophidselse omkring kvindesport. Det skyldes, at der er færre udøvere. Ifølge Danmarks Statistik er der for kvinder og mænds vedkommende henholdsvis 21,0 % og 43,8 %, som er medlem af en sportsklub. 2,7 % af kvinderne og 2,0 % af mændene dyrker håndbold. For hver tusind kvinder er der gennemsnitligt 5,67 håndboldspiller. For mændenes vedkommende er der hele 8,76. Et lille regnestykke og vupti: Det er 54 % sværere at være det bedste hold i herrehåndbold end i kvindehåndbold.
I de virkeligt store internationale sportsgrene er det kun i fodbold, at Danmark har excelleret. Der er internationalt 242 millioner udøvere, så sejren i EM i 1992 var virkelig imponerende. Håndboldsejre er sværere end curling, men med sine 18 millioner globale udøvere er håndbold en lille sport.
For at anskueliggøre min pointe kan vi sammenligne de sportslige meritter med virkelighedens verdens demokratiske valg:
-
- At vinde VM i Basketball svarer til at blive præsident i USA.
- At vinde EM i fodbold svarer til at blive præsident i Frankrig.
- At vinde EM i herrehåndbold svarer til at komme i folketinget.
- At vinde EM i kvindehåndbold svarer til at komme i byrådet i en mellemstor kommune.
- At vinde VM, OL og EM i standarddans 20 år i træk svarer til at blive valgt som suppleant til elevrådet for 1b på Nørre Sundby Gymnasium.
Vi kan hermed konkludere, at anklagerne om manglende ligestilling i sportens verden falder til jorden på grund af kvindernes generelle mangel på interesse for konkurrenceidræt.
/Milos Vendettas – Idrætsminister
