I det ganske land står kirkerne tomme hen søndag efter søndag. Præsterne taler ikke bare for døve øren, de taler for ingen øren.
I andre brancher ville man i en situation med så eklatant kundemangel forkaste forretningsmodellen og finde nye produkter. Folkekirken er imidlertid ikke en almindelig virksomhed. Her skeler man ikke gerne til virkeligheden – især ikke, hvis den udfordrer ens eksistensberettigelse.
I medierne har man forstået at drage nytte af præsternes lediggang. De driftige Guds tjenere har nemlig den kæmpe fordel, at de konstant mener en masse, og de har taget mod invitationen om fri taletid med kyshånd. Devisen er tilsyneladende, at hvis man ikke kan fylde kirkerne, så kan man i det mindste fylde medierne.

Præsterne er givetvis ganske sympatiske og de mener sikkert også en masse af det de siger, men det er alligevel nogle skæverikker at have rendende i aviserne, som jo primært arbejder med at informere borgerne om, hvad der sker i verden. Det er nemlig ikke virkelighedssans, som tynger præsterne. Vi må huske, at der er tale om mennesker, som tidligt i deres tilværelse har taget det standpunkt, at livet er bekvemmere uden fakta. På et tidspunkt har ideen om, at alting bliver styret af overnaturlige væsener taget overhånd i en grad, så de har påtaget sig den livsopgave at tolke alle hændelser som et udtryk for disse paranormale eksistensers vilje. På besynderligste vis har de formået at bemægtige sig hele fløje på vores fremmeste læreanstalter, hvor de hver især tilbringer årevis med minutiøst at granske deres forgængeres overvejelser om tryllevæsenernes gøren og laden. Alt dette sker på skatteborgernes regning, trods det, at selv samme skatteborgerne hver søndag ved deres fravær i kirkerne, viser hvor uinteresserede de er i emnet. Når så præsterne har studeret de hellige skrifter færdigt, iklæder de sig under stor ceremoniel bevågenhed en helt særlig dragt, suger luft ind og begynder en livslang udgydelse af vrøvl og pølsesnak, som handler om, hvordan vi alle sammen skal opføre os i henhold til de transcendente skabningers vilje.

Vrøvlernes konge på arbejde

Og det er denne konstante tågetale, som i stadig større grad har fundet vej til medierne. Det er fuldstændigt vanvittigt, at man i seriøse dagblade lader mennesker, hvis arbejde det er at fornægte fakta, våse spalte op og spalte ned om vigtige etiske emner, som faktisk fortjener en uddybning af fagfolk, hvis virkelighedssans ikke er begrænset af en livslang selvvalgt fortrængning.

En af de mest brugte hellige kommentatorer er Sørine Gotfredsen. Hun underskriver sig på skizofren vis ’præst og journalist’, hvilket er en horribel selvmodsigelse. Journalismens fremmeste opgave er ved hjælp af kilder og dokumentation at beskrive virkeligheden for læserne. Præstens kald er det stik modsatte, nemlig at forplumre virkeligheden ved hjælp af udokumenteret vås. Det kan altså ikke andet end sænke ens journalistiske troværdighed, at man helt officielt tror på nisser.
Næste gang du ser en præst udtale sig om dette og hint med henvisning til Jesus, bibelen eller ’den kristne kulturarv’, så prøv at udskifte ordet med ’nissemanden’. Pludseligt får budskabet det skær af galskab, som det fortjener. Det er kun fordi vi er blevet tudet ørerne fulde med de kristne begreber i årtusinder, at vi ikke længere studser over, hvor sindssyge de religiøse påstande i virkeligheden er.

/Milos Vendettas – kirkeminister