Det er blevet så moderne at nuancere alting, at man næsten skulle tro, at det er lige meget, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, og det er noget ROD.
Det er fristende at tro, at ytringsfriheden gør alle udsagn gyldige. Denne antagelse understøttes af velfærdstatens lighedsdynamik, som anviser, at alle mennesker har lige stor værdi. Disse to ellers udmærkede opfindelser, nemlig velfærdsstaten og ytringsfriheden, har i fællesskab maltrakteret samtaleformen, så det er muligt at diskutere fuldstændig uden skelen til sandhedsværdien i de udvekslede påstande.
Lad os bruge eksemplets magt og iagttage en fiktiv samtale mellem personerne A og B:
A: ”Mænd er klogere end kvinder, viser en universitetsundersøgelse.”
B: ”Ej hvor strengt! Sikke en lorteprofessor!”
Eksemplet viser i forkortet form den debat, der fandt sted, da Helmuth Nyborg i 90’erne præsenterede sin forskning om intelligensforskelle kønnene imellem. Der opstod en stemning, som gjorde det fuldstændigt umuligt at forholde sig til om Nyborg havde ret. Det var helt legitimt at afvise påstanden med det argument, at det var et horribelt postulat. Om det var sandt eller ej forholdt få sig til – det var nemlig forkert. Hvorvidt undersøgelsen afdækkede sandheden er irrelevant for min pointe.
Samme problematik kan man møde, når man taler med en almindelig dansk hyggekristen. Se bare her:
Milos (M): ”Er du kristen?”
Hyggekristen: (Hk): ”Ja.”
M: ”Tror du på, at Gud findes?”
Hk: ”Ja. Jeg synes meget af det i Bibelen er helt vildt rigtigt.”
M: ”Hvad er det i Bibelen, du synes er rigtigt? Er det det der med at gå på vandet og blive gnedet ind i olie af ugifte fruentimmere? Eller er det snarere det med, at kvinder skal tie i forsamlinger og at homoseksualitet er en synd?”
Hk: ”Nej, nej – mere det med at være god ved hinanden og ikke gøre forskel på rig og fattig. Det andet er bare fordi det var en anden tid”
M: ”Hvad så med der, hvor de brænder syndige byer af og skal ofre deres børn på Guds kommando?”
Hk: ”Ej, men det var jo i det gamle testamente, før kristendommen”
M: ”Så inden han blev far, var gud en uvorn teenager, som legede med sit skaberværk som en led dreng med et forstørrelsesglas ved en myretue? ”
Hk: ”Altså, det var lige som en helt anden Gud – ikke ligesom Jesus’ Gud. Næstekærlighedens Gud. jeg tror, alle i perioder har brug for en Gud – i svære tider og når man er ensom.”
M: ”Så du tror på, at Gud findes, fordi hvert enkelt menneske har brug for noget at tro på af og til, og fordi nogle af de livsfilosofier, der står i bibelen, lyder tiltalende?”
Hk: ”Ja, sådan kan man vel godt sige”
M: ”Men hvad nu hvis du har ret i, at han findes? Hvis han findes fuldstændigt som det er beskrevet? Ikke af dig men i Bibelen. Hvad nu hvis han findes hele tiden i stedet for når det passer dig? Hvad nu hvis den hævnende, kompromisløse Gud skal dømme os alle? Lever du ikke i hor og druk? Flirter du ikke med andre religioner? Ærer du ham i hans hus? Holder du hviledagen i hu? HVAD NU HVIS DU HAR RET!!!”
Hk: ”Årh ja, må jeg lige være her?”
M: ”Jeg prøver blot i modsætning til dig selv at tage dig alvorligt. Du opfører dig som om påstanden ’Gud findes’ er både sand og falsk. Du er bekvemmelighedskristen. Og nu går jeg – farvel, din farisæer ”.
Hk: ”Strengt! Det bliver sagt!”
Bemærk venligst, at argumentationen i denne dialog holder, om Gud findes eller ej.
Det er med andre ord væsentligere at bruge sin tid på at finde ud af, hvad der er sandt, end hvad der BURDE være sandt. Som skjalden synger: ”Two men say they’re Jesus. One of them must be wrong…”.
/Milos Vendettas – autencitetsminister
