Kosmopolit som jeg er, har jeg gennem årene skrabet nogle besynderlige bekendtskaber op under neglene.
Et af de mere spektakulære møder fandt sted for nyligt, da jeg på en eksklusiv, hemmelig bar, hvor kendisser af alle slags kan få ro fra massernes hysteriske tilbedelse, stødte ind i selveste julemanden.
Selvom jeg selv er en celebritet af en vis kaliber, besidder jeg ydmyghed nok til at erkende, at Julemanden er i en liga for sig. Derfor nærmede jeg mig med forsigtighed, idet jeg satte en mine op, som om jeg ikke vidste, hvem han var. Denne strategi bruger mine mange fans, og den sikrer, at jeg kan bevæge mig rundt i landet uden at blive overfaldet af groupies i tide og utide – næsten som om jeg var et almindeligt menneske. Faktisk sker det oftere, end jeg bryder mig om, at især mine mange kvindelige beundrere er så tro mod denne strategi, at de kan finde på at fastholde, at de virkelig ikke aner, hvem jeg er, og at jeg skal gå min vej, selvom vi er helt alene.
Nå, tilbage til baren, hvor jeg diskret gled ind på barstolen ved siden af den skægrige verdensstjerne. Mens jeg med håndtegn og sagte piften tiltrak mig bartenderens opmærksomhed, forsøgte jeg med taktfuld sidelæns skulen at observere, hvilken forfriskning, der gemte sig i julemandens barkede næve. Det ville jo være en elegant indledning til en samtale, hvis man tilfældigvis lige havde bestilt den samme drink. Desværre kunne jeg kun ane toppen af et glas. Jeg begyndte at skimme drinkskortet, men blev hurtigt afbrudt af bartenderen, som kom for at tage imod min bestilling. Jeg traf en hurtig beslutning og bestilte med fast stemme noget, der lød både sofistikeret og skånsomt mod leveren, nemlig Long island ice tea. Jeg skævede til min sidemand og anede en lille krusning af anerkendelse i hans ansigt. En form for kontakt var etableret. Jeg spiste selvtilfreds en håndfuld peanuts, mens jeg ventede på min servering.
For at fejre den vellykkede omend endnu ordløse relation samt naturligvis for at give indtryk af at være en handlekraftig, selvstændig person, kastede jeg min drink i halsen i et langt hug. Min krop reagerede med en rystende hoste. Jeg formåede heldigvis at holde munden lukket. Jeg har altid haft den overbevisning, at hosten, bøvsen og sure opstød passerer ubemærket hen, så længe man magter at holde læberne samlet under de gastriske konvulsioner. Denne gang dirrede hele min krop imidlertid og min næse udstødte pibelyde af en art, som usandsynliggjorde, at min holdning til den åbenlyst fejlblandede drink var uobserverbar for mit nærmiljø. Dette bekræftedes øjeblikkeligt, idet bartenderen indfandt sig som et lyn og spurgte: ”Var drinken for stærk?”
Det var en streg i regningen. Affirmerede jeg ham i den formodning, ville min nyvundne anseelse i julemandens øjne dale igen. Mit geniale modtræk var at svare: ”Ingenlunde, min gode mand. Tværtimod. Hit med tre mere, dobbelt!” De blev prompte serveret.
Da jeg havde drukket dem alle tre, fornemmede jeg, at julemandens agtelse for mig var reetableret. Jeg vendte mig mod ham og så nu, at det var øl han sad og drak. På stedet bestilte jeg en stor juleøl. Det var da en genial samtaleåbner, tænkte jeg.
”Hvor stor?” spurgte den nævenyttige bartender. ”Den største!” var det naturlige svar. Straks efter blev en to-liters kande julebryg stillet foran mig. Jeg var nødt til at gøre et kraftigt indhug i den, før jeg henvendte mig til julemanden. Jeg ville jo nødigt fremstå som en, der ikke brød sig om hans bryg.
Jeg endte med at bunde det hele, før et naturligt øjeblik for min henvendelse til ham opstod. Jeg tog ham kammeratligt om skulderen, bragte mit ansigt helt hen til hans og sagde:
”Spavika ibar for vi kanokikke regnmed de andre…HARHARHARRHRahaha…ha…ååååja… noget sjask!”
Desværre fik jeg i samme øjeblik et uventet anfald af svimmelhed og kvalme og styrtede ned fra barstolen. Heldigvis nåede jeg at høre julemandens omsorgsfulde reaktion, da han sagde til bartenderen ”Jeg tror du skal ringe efter nogen. Han er totalt bukket under”. Hvilken hædersmand. Jeg var groggy, for lige inden jeg besvimede, syntes jeg, jeg hørte bartenderen sige i telefonen: ”Ja, han er helt væk. Han har siddet i to timer og lagt an på Thorkild Demuth…”
Selvom jeg blev syg – formodentlig nøddeallergi – kan ingen tage fra mig, at jeg den aften fik mig en drink med nissernes leder.
God jul.
/Milos Vendettas – Longdrinkminister
