Lige så meget vi elsker svinekød, ligeså lidt elsker vi svinene. I hvert fald, hvis vi skal bedømme det ud fra den måde, vi behandler dem.
Julemaden i vort land er en væsentlig større kilde til fryd end højtidens officielle anledning, og det kan man godt forstå. Hvor mange ville stadig helligholde den dengsede tømrers mirakuløse meritter, hvis ikke fejringen af dem akkompagneredes af rigelige mængder kager, alkohol og ikke mindst svinekød?

Medister, bacon, frikadeller, sylte, leverpostej, spegepølse, glaseret skinke og kongen over dem alle: Flæskestegen. Alle disse godbidder hugger vi i os af kærlighed til Jesus, Herrens søn, som tog vore synder på sine skuldre. Det er et pudsigt kulinarisk valg for ifølge semitisk tradition er svinet et meget ulækkert dyr. En ordentlig muslim eller jøde ville langt hellere guffe en gang rotte, ged eller kamel i sig end at sætte tænderne i dette møgbeskidte trynedyr. På Jesu tid var flæskesteg utænkeligt i mellemøsten. Man antager måske, at det netop er derfor, vi som kristne har valgt netop dette dyr til at være festmåltidets pryd – for at signalere, at man er i opposition til de nævnte religiøse grupperinger. Der er imidlertid intet religionshistorisk belæg for en sådan antagelse. Ganske vist blev reglen mod at spise urene dyr ophævet, men de kristne samfund, som findes i mellemøsten mæsker sig ikke i svinekød, og Jesus blev af sine disciple betragtet som jødernes konge og der er ingen vidnesbyrd om, at han sad på bredden og spiste hamburgerrygmadder fra madpakken efter en god travetur på Genezereth sø. Den primære nytestamentlige opblødning af forbuddet mod blandt andet svinekød finder vi Matthæus 15.11, hvor Jesus siger:

Og han kaldte skaren til sig og sagde: »Hør og forstå: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.«

Denne passage har vi danskere taget til os og tolket som en opfordring til at konsumere kilovis af gris. Især til jul.
Hvis ikke vi kunne svine kroppen til i de tiltrængte midvinterfridage, ville den dødssyge løgnehistorie om tømrere og hyrder næppe have fanget an i det omfang, vi er vidne til i dag. Forbruget er i december en tredjedel højere end en gennemsnitsmåned. Sådan hylder vi frelseren.
Vi fylder kindbakkerne med ansigter, tarme og rygge fra svin, som har stået skuldersår ved skuldersår og lidt i hele den hormonregulerede opfostringsperiode, som vi har gjort deres liv til. Svinenes eneste adspredelse er de fjerne fortvivlede skrig fra den nærliggende kyllingefarm, hvor tvangsfodring, steroider og manglende motion opfeder tusindvis af høns så hurtigt, at deres knoglestruktur bukker under, så de lemlæstede, øglelignende, halvskaldede kræ må slæbe sig rundt på betongulvet, lige indtil den dag de på samlebånd sendes gennem et kæmpe automatisk slagteri, hvor de flås fra hinanden og proppes i mayonaisebøtter og ender på julebordene i form af hønsesalat, som vi propper i kæften mens vi ser hinanden i øjnene og våser om hjerternes fest og fryd på jord.

Festens midtpunkt

Hvis vi hæver blikket fra fråseriet ved julebordet og søger at lade næstekærligheden få et praktisk udtryk, er det hvalerne i det japanske hav, sælerne på de canadiske isflager og sanktbernhardshundene i de kinesiske hundekenneler, som får vores medfølelse. Skrigene fra de danske stalde forbliver uhørte.
Alle, der har en lørdagskylling i ovnen skal ikke pege fingre ad andre end sig selv.

Der er to måder at fejre en uhyklerisk jul.
Man kan enten
A) Forsage al den mad, som stammer fra mishandlede dyr
Eller
B) Æde løs og Indskrænke sin næstekærlighed til kun at gælde mennesker.

Hvis vi nu aftaler, at jeg prøver B, så kan I andre prøve A. Vil I lade mig vide hvordan det går?
/Milos Vendettas – fråseminister