Vi, som er tynget af rigelige mængder talent har ikke synderligt behov for flid. Sådan er det ikke alle, der har det, og så er det jo et held, at knofedt i vid udtrækning kan kompensere for manglende evner. Vi har alle vore metoder til at nå vores livsmål.
Det er desværre ikke velset at klare sig ved primært at lukrere på overudviklede medfødte kompetencer. Ingen bryder sig om en mand, som tager en vanskelig opgave med ordene: ”Det tager jeg mig af, jeg er nemlig helt ualmindelig talentfuld inden for det område.” Næ, vil man feteres af kollegerne skal man hellere sige ”Jeg er ikke bange for at smøge ærmerne op. Jeg går i gang med det samme”. Det handler i den situation for den talentfulde om at simulere flittig snarere end fløjtende og med venstre hånd at løse opgaven dobbelt så godt og dobbelt så hurtigt som den hyperaktive slidertype, der gang på gang bliver månedens medarbejder, fordi hans ihærdige indsats er synlig i form af svedskjolder og sene arbejdstider. Vi talentfulde bliver faktisk nødt til at foregive ekstra unødvendig møje for at få anerkendelse for vores resultater.
Det er spild af gode kræfter men desværre nødvendigt for at opretholde en aura af ligeværdighed omkring arbejdspladsen. Det er vigtigt, at medarbejderne har en ide om, at succes er et spørgsmål om vilje og ikke arveanlæg. Det sikrer at driftsikre maskinmestertyper ikke render af pladsen i erkendelse af, at deres naturgivne evner ikke skænker dem mange chancer for at komme videre fra virksomhedens vækstlag og ind på direktionsgangene. Det strider desuden mod den protestantiske arbejdsmoral ikke at belønne folk, som knokler.
Man kommer ingen vegne uden hårdt arbejde
En anden gruppe, som også evner at opnå resultater uden slid og slæb er de smukke. Deres evner er også primært medfødte og deres arbejdsmetoder nyder lige så lille anerkendelse, som de talentfuldes. Der falder ingen ros af for at proklamere: ”Den opgave tager jeg, for jeg kan få Aage fra regnskab til at løse den for mig ved at gnubbe mine bryster op ad ham. Det er hurtigt løst.” Den smukke må ligesom den talentfulde lade som om, hun møjsommeligt løser opgaven og så i smug benytte sit torsos spækrige frontallapper til at få Aage fra regnskab i omdrejninger.
Det ville nu være rart for os heldige multitalentfulde naturbegavelser, hvis man kunne blive enige om, at vi kunne få lov til at svanse omkring i ro og mag og sporadisk løse problemer på vores geniale energiøkonomiske facon uden at skulle lægge øre til præk om at løfte i flok. Men ak, jeg taler jo nok for flittige øren.
Vi må erkende, at der må skelnes nøje mellem medfødte egenskaber og viljerelaterede attributter, når vi skal afgøre, om et karaktertræk er velegnet til åbent at måle en person på. Hvis man f.eks. som leder eller kæreste er i tvivl, om man kan bruge en bestemt side af et menneskes personlighed til at belyse en generel utilfredshed, kan man benytte sig af følgende metode:
X’et i nedenstående sætning repræsenterer et aspekt ved det menneske, som du vil kommentere:
Kære Ulla. Jeg har tænkt over det, og jeg synes generelt ikke, du er X nok.
Erstat nu X’et med diverse ord, fx UDFARENDE, SMUK, OMHYGGELIG, KLOG, AMBITIØS, KAUKASISK.
Bemærk, at både du og Ulla krummer tæer, når du kritiserer hende for hendes medfødte egenskaber, mens kritik af hendes viljeprægede træk ikke vækker samme anstød.
Konklusionen, hvis du skulle være tvivl, er, at man ikke skal rose sig selv eller kritisere andre for noget, som er medfødt. Husk det, for det er faktisk sandt.
/Milos Vendettas – arbejdsminister
