Autoriteter er til for at blive udfordret. Den opgave har ungdommen traditionelt påtaget sig med ildhu, og sådan skal det være.
Selvom jeg med min medfødte myndige udstråling i reglen er en type, som man – naturligvis forgæves – gør oprør imod, har jeg også mine rebelske stjernestunder. Forleden blev jeg så led ved den forlorne stemning, mens jeg rakkede igennem Magasins gigantiske kosmetiketage, at jeg lod en vellagret tømmermændsprut omslutte de bruncremepenslede amatørkemikeres stadepladser. De stakkels piger var magtesløse, for den verden, de er ansat til at skabe, indeholder ingen naturlige dufte. Mens jeg hastede ned i metroen, frydede jeg mig ved tanken om de falske smil og febrilske blikke som kunder og ekspedienter udvekslede i min ildelugtende slipstrøm.

Det var et eksempel på et uskyldigt oprør. Dem kan vi godt lide. De giver hver især af os mulighed for at manifestere os og ride lidt på vores kæpheste uden at omverdenen lider synderlig overlast. Af andre uskyldige oprør kan nævnes streakers, gademusikantchikane og pisning på offentlige bygninger under beruset selvtilfreds grynten. Det succesfulde uskyldige oprør kendetegnes ved, at målet for oprøret er udvalgt ud fra helt subjektive præferencer og oprørsmetoden er mere vittig end konfrontatorisk. Man ønsker at markere uenighed, ikke omkalfatring

Et eksempel på, at selve det uskyldige oprør kan være langt mere underholdende end det, der gøres oprør mod

Et andet i orden oprør er det nødvendige oprør og her er vi tilbage ved ungdommen. Det er jo f.eks. såre nødvendigt, at teenagerne får løsrevet sig fra deres ophav, så vi ikke ender som italienerne, der bor hjemme hos deres mor, indtil hun dør, hvorefter de lever af dåseravioli og er i mafiaens tjeneste resten af livet. Gør endelig oprør, unge menneske. Det succesfulde forældreoprør ansporer nogle gange til flere juvenile revolter. Måske protesterer man ved at nægte at spise skolemaden, eller man marcherer i rundkreds med sine kampfælder foran Christiansborg på grund af nedskæringer i amatøridrætten. Det er der ikke noget galt med. Det nødvendige oprør kendetegnes ved, at være rimeligt. Målet for oprøret er udvalgt med omhu fordi den oprørte oprigtigt mener, at det ikke kan forsætte sådan, og protesten foregår, så hverken mennesker, dyr eller politikere lider nævneværdig skade.

Desværre tror mange, at de er berettiget til at vise deres utilfredshed på hvilken som helst måde. Her har vi at gøre med det dilettantiske oprør, som karakteriseres ved, at oprørets mål kan være ganske klart, velformuleret og rimeligt, men selve demonstrationens udførelse er enten så amatøragtig, at ingen opdager, at den finder sted, eller så rodet og voldsom, at ingen længere interesserer sig for sagen, men kun for selve protesten. Det sidste har vi set flere eksempler på det sidste år, hvor børnene i en fritidsklub på jagtvej har valgt at reagere på lukningen af deres kondemnerede institution ved at ødelægge deres naboers ting og humør. Når man har fortalt dem, at man godt kan forstå, at de savner deres klubhus, men at man altså ikke må kaste med sten og brænde andres sager, er man blevet forklaret, at så må man jo hoste op med en gratis rønne, de kan lege i. Det er i sandhed et dilettantisk oprør, som har bevirket, at alle vil skide på sagen og ikke mindst protestanterne. Nu har de i seks måneder forsøgt en fredelig, vedholdende oprørsstrategi, og langsomt er dørene begyndt at åbne sig. Mange mennesker er ganske tolerante, så længe man ikke smadrer deres ting.

Den sidste oprørsform er det latterlige oprør, som er et produkt af limsniffende subkulturers kedsommelige forstadsliv. Målet for oprøret er hverken klart eller rimeligt og oprørsmetoden er destruktiv. Når en bumset 16-årig dreng for 500. gang sætter sit store grimme tag på et s-tog, har han givetvis en eller anden diffus følelse af, at han fandeme viser de røvhuller hvem der bestemmer, og så kan de fandeme lære det. I realiteten er han imidlertid bare et sølle kriminelt skrog, hvis ulovligheder ikke engang kan legitimeres ideologisk. Det samme gælder mildest talt de psykopatunger, som hele 140 gange i år har tyret sten efter kystbanen. Tænk at kede sig så meget, at man er villig til at slå folk ihjel.

Må jeg afslutningsvis anbefale alle at få lavet jeres uskyldige og nødvendige oprør. Jeg vil f. eks. gå ud og lade urinen tale op ad gøglerskolens mure.
/Milos Vendettas – rebelminister