Et billede siger mere end 1000 ord, siger folk, når de vil udslynge noget dybsindigt, og det er sikkert rigtigt nok i visse tilfælde.
I andre tilfælde kan man argumentere for det modsatte. Fx mener jeg ikke, at Per Arnoldis sørgelige billede af en badebold siger mere end Einsteins artikel ’Ist die Trägheit eines Körpers von seinem Energieinhalt abhängig?’, hvor han første gang præsenterede beviset for sin relativitetsteori. Artiklen fylder 861 ord. I synes måske, kære læsere, at det er lidt uretfærdigt, at sammenligne noget som knap nok er et billede med en af videnskabshistoriens mest komprimerede genialiteter. Man kunne med lige så god ret påpege, at Picassos maleri ’Guernica’ siger mere end hele manuskriptet til ’Free Willy’, selvom det endda er meget længere end tusind ord.

Sandheden er naturligvis, at man ikke kan afgøre, hvilke udtryksformer der siger mere end andre. Det ville ende med en uendelig mængde meningsløse sammenligninger: ’En sang siger mere end 56 helleristninger’, ’halvandet minuts electric boogie siger mere end to Brorson-salmer og en jumbobog’, ’varedeklarationen på en dåse kippers siger mere end to sæsoner Vild med dans’.

Det er det, der udtrykkes og ikke udtryksformen, som gør ytringer sammenlignelige på en meningsfuld måde.
’Det siger da sig selv’, snøfter alle og enhver hovent, men alle og enhver er som sædvanligt nogle hyklere, for det er de færreste af os, som ikke er tynget af fordomme mod mange af de menneskelige udtryksformer. Og det er ikke noget nyt.
Til alle tider har bagstræberiske krakilere rynket på næsen af nye kommunikationsformer. Da de første trykte bøger og pamfletter spredte sig ud over Europa i årene efter Gutenbergs opfindelse af trykpressen, blev de betragtet som inferiøre af tidens borgerskab. Paven forsøgte sig sågar med at indføre et system, hvor man skulle spørge ham om lov, før man lavede en trykt bog. Paven fik ikke held med sit projekt, og det var en skam for ham, for Martin Luther brugte den unge opfindelse til at trykke sine 95 teser, som dermed blev distribueret vidt og bredt, og så var reformationen en realitet. Siden har man med nagelfast sikkerhed kunne observere de etablerede samfundsfraktioner dadle alle nye landvindinger indenfor menneskelig kommunikation. Så var det filmen, så var det radioen, så var det ekspressionismen, så var det telefonen, så var det Jazz, så var det TV, så var det tegneserier. For tiden er det blandt andet computerspil, og animationsfilm, som er useriøse i det bagstræberiske kleresis øjne. Kære reaktionære kultursnobber, lad venligst være med, at affærdige vores udsagn, bare fordi I ikke gider forstå udtryksformen. Et computerspil kan sagtens sige mere end 100 kilo knækprosa.

Det interessante ved de forskellige udtryksformer er samspillet imellem dem, og her vil jeg afslutningsvis dvæle lidt ved de to kombattanter som indledte denne belæring, nemlig billedet og ordet. Sagen er nemlig, at de i højeste grad er medspillere og ikke modspillere, for at bruge en talemåde, som ferske politikere benytter i ét væk uden at skænke det en tanke, hvordan man fx i Dansk onaniforbund forvirres totalt over analogien. Og der rammer jeg som altid sømmet lige i hovedet, for billedet og ordet SKABER hinanden. Institut for kunsthistorie er et godt eksempel på, at billeder skaber millioner af ord. Muhammedtegningerne er et andet.

Det sjoveste er imidlertid, når ord skaber billeder, og jeg mener ikke banale bibelillustrationer. Næ, ordets fulde kraft viser sig i de INDRE billeder, det kan skabe. Et klassisk eksempel: Luk øjnene og lad være med at forestille dig en appelsin. HA! Det kan du ikke. Jeg har tvunget dig til at have et billede af en appelsin inde i hovedet.
Det er en nyttig erkendelse, at ordet har denne manipulerende egenskab, for man kan bruge den til at afsløre hvilke skægge billeder, folk, som spiller regelrette snerper, får i hovedet, når man siger helt hverdagsagtige ting til dem. Hvis der er gået skimmel i ens grøntsagsskuffe, er det sjov at se kontorets sippes ansigt, når hun danner indre billeder til din konverserende melding over morgencroissanterne: ”Jeg har fået sådan nogle lange hvide hår på løgene, og de lugter… har du nogle erfaringer med det?”

Milos fortæller, at han er begyndt at tygge lakridsrod og udnytter samtidigt sprogets billeddannende kraft

Et ord kan skabe tusind billeder. Find selv på flere.
/Milos Vendettas – Kommunikationsminister