Mens jeg i årtier har spist og ladet være med at spise alt muligt, har jeg snedigt iagttaget omgivelsernes reaktion på mine valg og fravalg ved måltiderne. Jeg præsenterer hermed produktet af denne gedulgte gang socialforskning: En analyse af det kulinariske fænomen KRÆSENHED.
Den menneskelige maskine får tilført energi ved hjælp af et fordøjelsessystem, som strækker sig i hele torsoens længde med en åbning i hver ende. Resterne af det, der puttes i den ene ende kommer ud af den anden. Fordøjelsessystemet udvinder næring fra de legemer, som passerer igennem. Så simpelt er det.
Mennesket har indrettes hele sit liv, så der bliver fragtet næring fra åbning 1 til åbning 2 med en regelmæssig frekvens, og det gør mennesket klogt i, for ellers dør det. Gennem tiderne har alle forsøg med at skippe fødeindtaget resulteret i sult og død. Kun de spisende har formeret sig og sådan er driften mod føde blevet stærk i vor art.
Ja, det var ellers en gang selvfølgeligt præk, men det er vigtigt, at vi alle ser nøgternt på madens primære funktion, når vi kaster os over dagens emne.

Kræsenhed defineres som vægren mod at spise noget, som ens tarme ellers med fornøjelse ville suge megen god næring af, efter det havde skvulpet lidt rundt i mavesækkens syrebad. Man er altså ikke kræsen, hvis man ikke kan lide at spise gift eller søm, for det ville der ingen ernæringsmæssig gevinst være i. Husk, vi spiser for at overleve. For at afværge diverse diætdemagogers senere indvendinger, vil jeg gerne præcisere allerede her: I denne taksonomi tæller mad med højt fedt/sukker-indhold med som mad og ikke gift. At man kan blive dårlig af at spise alt for meget af noget, afskriver det ikke automatisk som en fødevare. En pommes frittes er mad.

Der findes to slags kræsenhed.

Den første er den vegefobe kræsenhed, som vi alle kender. Vegefoben bryder sig ikke om mad, som smager af planter. Det er den form for kræsenhed, som er almindelig blandt mænd og børn. Grunden til, at vi alle kender denne slags kræsenhed så godt er, at restmængden af befolkningen, som ikke har den, kvinderne, har været meget omhyggelige i deres bestræbelser på at italesætte deres følelser omkring mænd og børns modvilje mod deres planterige serveringer. Det er jo noget bekvemmere at klandre gæsterne i stedet for kokken, når føden kun modvilligt fortæres. Ellers skulle man jo til at lære at lave mad.

Endelig har vi den frelste kræsenhed. For de frelste er det i orden ikke at kunne lide noget, hvis det er enten ulækkert eller usundt. De synes, at det er dem, der kan lide at spise ulækkert, der er noget galt med. Fx er man en klam og usund stodder, hvis man mæsker sig i sylte, selvom det er en fin, traditionel, næringsrig ret. Denne kræsenhedsgruppe er rigt befolket af de samme kvinder, som med indigneret falset plager livet af deres børn og mænd, når de ikke kan lide blomkålsranden.

Der danner sig et socialkulinarisk mønster med en kønspolitisk tvist.

Kvinderne har formået at skabe en tilstand, hvor der i spisesituationen er noget galt med alle, som ikke kopierer dem. Hvis man IKKE kan lide det samme, er man kræsen. Hvis man kan lide noget, DE ikke kan, er man ulækker.
Kvinder er ifølge kræsendefinitionen lige så kræsne som os andre. De slører det imidlertid ved at råbe ”kræsen” og pege fingre, bare fordi vi tager næring til os på en måde, de selv ville blive fede af.
Og lad mig så afslutningsvis for at opbløde den lidt vel hårde kønsopdeling, analysen bruger, præsentere en alternativ kønsdefinition, som passer til emnet:
En kvinde er et menneske som råber ”kræsen” ad os andre.

God appetit!

/Milos Vendettas – fødevareminister