Hvis ikke min numerolog havde forbudt det, havde jeg for længst ændret navn til ’Vigtigper’
Jeg er nemlig en vigtig mand. Alle spørger mig til råds om alting. Statsoverhoveder og rockstjerner hænger ved min mund, når jeg taler. Mine bussemænd har en højere listepris end kusmi-te. Jeg er endda så meget med på noderne, at jeg ved, hvad kusmi-te er. Grupper af inkarnerede fans græder snot og tæver sig selv og hinanden med nihalede piske hver gang, jeg sover, fordi de synes, det er et forfærdeligt spild af livsvigtig tid. Når jeg får en ny kæreste klæder tusindvis af kvinder sig i hårskjorte, sæk og aske af ren og skær sorg over, at de ikke er den udvalgte. Men ikke nok med det: Jeg er så vigtig, at mine kæpheste hedder idiosynkrasier.
Der er imidlertid i vores ligesindede kongerige bred enighed om, at ingen er vigtigere end andre. Ve den, der antyder noget andet. Her hersker den jantelov, som Axel Sandemose introducerede i romanen ”En flygtning krydser sit spor”. (I forløberen, det incestuøse vinterdrama ’En flygtning kysser sin mor’, præsenterede Sandemose i sin spæde ungdom ’vanteloven’, hvor det blandt andet lyder ”Du må ikke tro, at en handske er mere værd end en vante”. Værket blev udgivet i form af en dansk stil i anden mellem på Nykøbing Mors skole, og litteraturforskere mener, at man her kan finde kimen til det misforhold, der opstod mellem forfatteren og byens fromme befolkning.)
Nuvel. Det var et svinkeærinde. Sagen er, at det gængse menneske dårligt tåler den kendsgerning, at vi andre finder dets eksistens uvigtig. Det er tilsyneladende en psykologisk umulighed at være lykkelig i den erkendelse, at man ikke betyder synderligt for ens omverden. Det ville dog være lettere, hvis mennesket kunne fornøjes ved sin blotte væren og som en anden abe fjoge omkring og klø sig i røven, spise frugt og skide på nuancerne i de andres evaluering af ens indsats på planeten. Man er jo immer hen kun en nanodel af en kvart prut i en brøkdel af universets historie. Desværre er det meget vigtigt for os at være vigtige. Og vi skal ikke bare være vigtige. Vi skal være LIGE vigtige. Hellere, end at erkende sin lidenhed, vil mennesket konstruere ideologier, som har til formål at skyde det flyvende ned og kaste det krybende i vejret.
Desværre er det en kendsgerning, som man ikke kan socialdemokratisere sig ud af, at der er nogle mennesker, som vi andre er ligeglade med. Med alt undtagen ord viser vi dem, at de ikke er spor vigtige. De sidder på deres bænke på Christianshavns torv og tænker på barndommen i Angmassalik. De bor i institutioner og træffer kun mennesker, som får penge for at være sammen med dem. De dør i deres almennyttige boliger og bliver først fundet, når maddikerne udfordrer den almene nytte på trappeafsatsen foran deres hoveddør.
Vi må konkludere, at hvis alle er lige vigtige samtidigt med, at vi ignorerer hinanden på den måde, så er alle meget lidt vigtige. Heldigvis for udjævningsprojektet er vi alle LIGE uvigtige.
Kære uvigtige borgere. Lad roen falde over jer. Det er vigtigt, at I hver især føler jer vigtige, men I skal ikke forvente, at alle vi andre skal synes, at I er det. Derfor er det op til jer selv. De eneste, der behøver synes, I gør en forskel, er jer selv. Hvis det lykkes jer, at finde jer selv vigtige, kan det være, at I kan overskue at hæve blikket og finde lidt vigtighed i en af os andre. Resten er frugt og røvkløen.
/Milos Vendettas – Vigtighedsminister
