Mennesket tilhører en art, som formerer sig ved overførsel af proteinrige væsker. På mystisk vis er det lykkedes os at sammensætte et folketing, som mener, at det er deres arbejde at regulere disse væskestrømme.
Der har i Danmark siden 1997 eksisteret en lov, som forbyder læger at hjælpe enlige kvinder og lesbiske med at blive kunstigt befrugtet. Den senere Kirkeminister Tove Fergo udtalte i den forbindelse:
“Loven handler om det mest essentielle i livet. Om menneskets tilblivelse skal foregå i et laboratorium eller i et kærligt favntag”.
Det lyder jo smukt. Hvis man træder et skridt tilbage fra præsten og venstrekvindens hjertegribende erklæring, ser man imidlertid, at den velmenende dame er ved at slagte et af sit partis helligste køer, den personlige frihed.
Det Tove siger er nemlig, at hun synes, det er rimeligt, at hun som en anden nordkoreansk rejseleder skal diktere, hvordan spermaens togt fra testikel til livmoder finder sted. De forblommede ord om kærlige favntag er rent vrøvl, med mindre Tove seriøst mener, at barnet bliver lang lykkeligere af, at moderen vred sig i liderlig ekstase under undfangelsen. I så fald kan man jo kun beklage over for de deprimerede medborgere med en bemærkning om, at deres nedstemte sindstilstand formodentlig skyldes, at deres moder simulerede i det afgørende øjeblik og i stedet for at udveksle kærlige favntag kom til at kigge tomt op i loftet og tænke på, om der mon var råd til en ny blender. Det ville forklare meget mismod på planeten, men det var næppe det, Paster Fergo mente med sine frelste bemærkninger.
I virkeligheden er det kvaliteten af familien, hvor barnet skal vokse op, der sættes spørgsmålstegn ved, og her har vi at gøre med den helt almindelige kristelige homofobi. 
Der er fra kristent hold sagt mange strenge ord om homoseksuel kærlighed. Forbudet mod elskov mellem to af samme køn er ikke til at tage fejl af, hvis man besværer sig med lidt læsning i Bibelen. Her kan man også læse, at man ikke må blive skilt. Man må heller ikke ofre sine børn til Molok eller spise klippegrævling, hare eller kamel. Det er i det hele taget en bog, man skal citere med omhu, hvis det er vægt, man ønsker at give sine ord.
De homoseksuelle skal selvfølgelig have lov til at formere sig, og når de nu ikke bliver gravide af deres egen slags samlejer, er det ganske forståeligt, at de fortrækker kunstig befrugtning frem for at hengive sig til noget, som man med en lille justering af Tove Fergos smukke ord kunne kalde ulækre favntag med en fra det modsatte køn. Og her kan man måske bedst forstå den homoseksuelles følelser, hvis vi ihukommer vores almindelige opfattelse af et samleje, hvor den ene part kun deltager, fordi hun ikke kan se anden udvej. Tvangsægteskab! Prostitution!
Heldigvis er der tegn på opblødning. Lars Løkke Rasmussen har valgt at tolke loven blødt, så det kun er selve inseminationen, som lægen ikke må foretage. Alskens hormonelle forberedelser må gynækologen godt assistere med.
Nogle gange kan man få for meget hjælp. Et australsk lesbisk par, som for nogle år siden fik et par velskabte tvillinger har netop sagsøgt deres fertilitetsklinik, fordi de kun ville have haft et barn. De mener, det er gynækologens ansvar, at de nu skal opdrage to børn i stedet for et. Derfor skal han hoste op med de 1,8 millioner kroner, som de har beregnet, det vil koste at opfostre den ekstra pige, som de ikke havde bestilt.
Det er det, som for tiden hedder dårligt spin.
Hvis de homoseksuelle vil have held til at få almindelig accept af deres version af far mor og børn, gør de klogt i ikke at forveksle deres frihedsrettigheder med, at det er samfundets pligt at få deres privatliv til at fungere. Lige så lidt, som det er en statslig opgave, at forbyde kunstig befrugtning af lesbiske, er det heller ikke sundhedssystemets pligt at bruge ressourcer på at gøre folk gravide, fordi de ikke kan holde den slags sex ud, som man får børn af. Det hører den privates sfære til – i dette tilfælde privatklinikkerne.
/Milos Vendettas - Befrugtningsminister
