Love og regulativer er det, som holder samfundet sammen, men de håndhæver jo ikke sig selv.
Forleden var jeg ude at spadsere. Det var ikke en almindelig tidsfordrivende gåtur som dem, pensionister og tilbudsavisomdelere foretager. Jeg var ude og se, om folket følger ministeriernes forordninger, og derfor havde jeg øjne, ører og ikke mindst næse med mig på en måde, som hverken gamlinge eller reklamebude kan prale af at have.
Jeg kom spadserende på et af byens torve, da mine skarpe sanser pludseligt vejrede et cirkulærebrud. En ældre mand sad på en bænk fem meter fra et par spisende gæster på en frokostrestaurant. En situation, som ikke ville have påkaldt sig min opmærksomhed, havde det ikke været for hans ildelugtende cigaret, der på ulovligste vis tilosede torvet og restaurationsgæsterne, som af høflighed lod som om de spiste og konverserede hyggeligt trods røgovergrebet. Jeg var klar over, at jeg måtte skride til handling, og med en høj rømmen satte jeg mig ved siden af ham, idet jeg stirrede misbilligende skiftevis på hans cigaret og hans hærgede ansigt.
Han bemærkede mig imidlertid ikke, da hans opmærksomhed var fanget af et støjende sydamerikansk ponchoorkester, hvis panfløjteversion af El Cóndor Pasa ganske overdøvede mine gutturale tilnærmelser.
”Min gode mand!” råbte jeg og slog cigaretten ud af munden på ham med min sammenfoldede paraply. ” Vil De med deres ildelugtende manerer straks forlade pladsen!” For at give ham en lærestreg hældte jeg indholdet af hans madam blå – omkring 250 kr. i småmønt – i en rist, idet jeg sagde ”Ha! Prøv at købe din rygegift nu!” Kujonen flygtede.
Jeg kiggede mig omkring for at høste de omkringståendes bifald, men fik i stedet en røffel af en af restaurationsgæsterne, hvis kolde spanske agurkesuppe åbenbart var blevet beriget med den brændende cigaret, som jeg ellers så behændigt havde afmonteret den pulsende misdæder. Jeg forsøgte at mildne stemningen med en vittig bemærkning om, at nu var hendes suppe da lidt varmere, men mine guldkorn faldt på gold jord. Mine forklaringer om, at suppen var gået til i kampen for en større sag, druknede i spektaklet fra de eksalterede spillemænd med inkahuer, som nu også var begyndt at synge. Nu måtte det være nok med dem!
Jeg nærmede mig resolut de forsamlede peruvianske festoriginaler, som alle storsmilende nikkede til mig og pegede på deres 
indsamlingshat. ”Må jeg se jeres stadeplads-certifikat!” sagde jeg bestemt til ham med den største hue, idet jeg formodede, han var deres leder. Musikken stoppede abrupt og den lille musikant kiggede på mig og sagde ”Que pasa, compadre?” Sådan en gang kaudervælsk dårekistepræk kunne jeg naturligvis ikke holde af, så jeg besluttede mig for at skrue bissen på. ”Hvis ikke I kan forevise en tilladelse, må I rømme pladsen!” råbte jeg myndigt og begyndte at konfiskere de ulovlige musikrekvisitter. En lille hæs mandsling var utilbøjelig til at overdrage mig sit gigantiske trekantede strengeinstrument, og under den tumult, der opstod, blev flere instrumenter så beskadigede, at fortsat musiceren fra Andesbjergenes lømmelhorde var umulig. Jeg forlod fløjtende torvet, idet ordensmagten ankom fra den modsatte side og omringede de spruttende spillemænd. Jeg overvejede at vende om og bistå betjentene, men for det første var min tillid til, at de magtede opgaven selv, komplet, og for det andet forbyder min beskedenhed mig generelt at skilte med mine præstationer.
Se, det var en frugtbar og samfundsnyttig spadseretur, jeg fik mig der. På vej hjem lykkedes det mig sågar at påtale et postbud for at bære ikke-mørke benklæder, samt at påpege adskillige tvivlsomme momsrelaterede sammenhænge i driften af min lokale kiosk.
Lad det være en lærestreg for os alle: Regler er til for at blive overholdt, retningslinier er til for at blive fulgt og cirkulærer er til for at blive udlevet. Ellers ender vi med at bo i et land, hvor slendrian og pligtforsømmelse råder. Flere af mine naboer lever f.eks. som om, de kunne bestemme selv. Apropos: Jeg må i gården og supervisere affaldssorteringen.
/Milos Vendettas – beskæftigelsesminister.
