Løgn, vrøvl og fortrængning er almindelige ingredienser i en gængs opdragelse, men fat mod. Det er aldrig for sent at lade sandheden flyde.

Når en voksen forklarer sit barn, hvordan verden hænger sammen, er der altid en fare for, at det, der bliver sagt, er forkert.
Enten lyver forældrene bevidst. Det kan være, når barnet overrasker de gamle i færd med at genbesegle kærlighedspagten under svedig slubren. Da kan det hænde, at det uskyldige spørgsmål hvad laver du mor? Bliver besvaret med et usandfærdigt Jeg er lige ved at puste far op, han var blevet lidt slatten.
Andre gange skyldes fejlinformationen, at den voksne selv er fejlinformeret, som når den om Jehova vidnende moder fortæller sin spire, at sjælen sidder i blodet, og at man derfor skal dø i tilfælde af blodtab, for man må ikke få blodtransfusion på grund af faren for sjæleblanding, hvilket i de kredse medfører evig fortabelse. Hvad værre er, må man ikke spise cocktailpølser, da de produceres ved hjælp af blodplasma.

Det første tilfælde er uskyldigt – barnet skal nok gennemskue kvindesvælgets alternative anvendelsesmuligheder, når tiden er inde.
I det andet tilfælde er vildfarelsen så patologisk, at det burde være en sag for myndighederne. Forældrene leder på grund af egne vrangforestillinger barnet ind i en splittergal parallelverden, hvor vrøvl og sniksnak har erstattet kendsgerninger. Tvangsfjernelse af både børn og voksne er mit råd.

Der findes imidlertid en tredje og mere subtil vildledelsesform, som oftest foregår ganske ubevidst fra forældrenes side, hvorimod børnene i en tidlig alder er ganske klar over, hvad der foregår. Jeg taler om det luskede nelsonske verdenssyn. Det er opkaldt efter den berømte engelske admiral Nelson, som med vilje satte kikkerten for sit blinde øje, da hans overordnede signalerede til ham, at han skulle tage den med ro under et slag.
Den nelsonske forklaring præsenterer verden, som man ville ønske den så ud i stedet for, hvordan den faktisk ser ud. Da der ofte er ganske små nuanceforskelle mellem den ønskede og den virkelige verden, kan det være ganske vanskeligt for den utrænede forælder at vide, hvornår man er i færd med at pådutte sit barn et forskønnet billede af en blakket virkelighed. Her er tre klassiske eksempler:

1) Ved aftenbordet:
Barnet: Hvorfor skal jeg spise grøntsager, mor – de smager dårligt!
Det nelsonske svar: Grøntsager smager dejligt og de er sunde!
Det sande svar: Jeg er rædselsslagen for, at nogen skal sige, at jeg er en dårlig mor, som fodrer min unge af med junkfood. Desuden blev jeg selv som barn heglet gennem grøntsagshelvedet, så hvorfor skulle du slippe! Jeg ville s’gu også hellere selv have frikadeller, men jeg er bange for at blive fed.

2) Efter at have givet en hjemløs penge:
Barnet: Hvorfor gav du manden penge?
Det nelsonske svar: Fordi ikke alle er lige så heldige som os, og så hjælper vi med lidt penge, så han kan få noget at spise.
Det sande svar: Fordi du er med og jeg ikke i andres påhør kunne overskue spørgsmålet ’ hvorfor gav du ham IKKE penge?’ Han sidder desuden der hele dagen og nasser og drikker sig stiv. Han får aldrig en krone af mig, når du ikke er med.

3) Efter kontrovers i børnehaven:
Barnet: Monika sagde at Amalie er grim og har flyveører!
Det nelsonske svar: Det var forkert sagt af Monika, for det er det indre der tæller.
Det sande svar: Pyha! Godt det ikke er dig, der er på udfordret på det ydre. Det er nemlig ikke en skid det indre, der tæller – det er noget de grimme har fundet på, for at føle, at de også har værdi på kødmarkedet.

Lyt til et råd:
Brug kun nelsonmodellen bevidst og sjældent i opdragelsen. Dine børn hopper alligevel ikke på den, så du opnår kun, at de i erkendelse af din naivitet holder op med at spørge dig til råds.

Nelson-modellen er derimod et essentielt værktøj, når man er på vej op ad karrierestigen. Ingen chef værdsætter sandheden. De, som tror de gør, har aldrig hørt den.

/Milos Vendettas – familieminister