Der findes en massebevægelse, som for alvor har taget fart de sidste fem år. Og fordi vi i vores vidunderlige, mangeårige velstand er blevet belevne, paradeløse folkekirkesocialdemokrater, har vi intet naturligt forsvar imod dem. Tværtimod snydes vi af vores altfavnende opdragelse. Vi kan ikke stå imod. Mod vores vilje indlader vi os i samtale med dem. Og så har de os… nødhjælpsorganisationernes energiske frontkæmpere.

Lad mig straks understrege, at jeg intet har imod hverken dem eller deres hensigt. Opfat ikke dette indlæg som et angreb på deres aktiviteter. Mit ærinde er ene og alene, at give de travle borgere i gadebilledet værktøjerne til at håndtere de driftige og listige udfald, som fattighjælpens unge riddere laver.

Hvis man strider sig gennem strøgets vrimmel og pludseligt står konfronteret med et dybt alvorligt blik hos en ung kvinde, som fremviser en vifte af laminerede billeder, der på det konkreteste skildrer nød og elendighed, er det svært at affærdige situationen, selvom man kan have alle mulige gode grunde til at ville videre i en fart.

Hvis man ved, man ikke vil give noget, ville det rimeligste mod kvinden være at melde det ud med det samme, og det ville man næppe tøve med, hvis hun prøvede at sælge en lyskæde med Mickey Mouse-ansigter. Desværre bliver afvisningen hængende i ens hals, fordi man er opdraget til ikke at være kynisk. Og hvordan kan det opfattes som andet, når man uden nølen fejer elendighed til side?
Men det er en misforstået, unødvendig og selvretfærdiggod gestus, at man med et væld af ligegyldige informationer om, hvem man i forvejen giver til, eller hvorfor man ikke kan forsvare lige denne organisations ideologiske grundlag, trækker sin afvisning i langdrag blot for at fremstå humanistisk. Der er gået hundredvis af potentielle kunder hendes næse forbi, mens du væver over verdenssituationen.

Men hvordan afviser man så henvendelsen? Der er to typiske situationer, som har hver sin vifte af løsninger:

Engangsmødet et sted hvor man ikke kommer så tit. Her skal man bare af med sælgeren så smertefrit og hurtigt som muligt.
Føljetonmødet. Det daglige møde med den samme gruppe nødhjælpshajer. Her skal lægges en langtidsholdbar strategi.

Vejledning:
Engangsmødet:
Du opdager en velgørenhedspusher et sted, hvor du ikke færdes så ofte. Målet er at undgå samtale.
Kunsten er at gøre sig så uattraktiv, at mødet slet ikke finder sted. Her er tre gode løsninger:
1. Tag straks din mobiltelefon for øret og indled en dybfølt lavmælt samtale med dig selv, mens du haster forbi. Prøv gerne at virke lidt såret og rystet. Ulempe: For at være troværdig kræver denne strategi, at du ser sælgeren først, hvilket ikke altid er nemt med de snu labaner.
2. Fokusér overrasket blikket et sted bag sælgeren og råb, mens du passerer i skridtgang: ”Hvad fanden, Ole, er det dig! Vent lige!” Ulempen ved denne strategi er, at der kan opstå pinlige situationer, såfremt der er Ole’r i nærheden.
3. Gør dig skeløjet og duknakket og gå ned i knæ. Bevæg dig fremad i ryk med det ene ben slæbende efter dig, idet du lader så meget savl som muligt løbe ud af din meget åbne mund og ned ad din hage. Råb eventuelt ”Mor er dum!” op i luften. Ulempe: Du skal virkelig være sikker på, at der ikke er nogen i nærheden, som du nogensinde kan få brug for at få en relation til.

Føljetonmødet kræver en anden strategi, for du kan ikke kalde på Ole hver frokostpause eller fjoge rallende rundt på Kultorvet hver morgen. Her må man investere et møde i at undgå fremtidige træf. Hvis man gør det ordentligt, kan det klares en gang for alle ved hjælp af en af disse tre metoder:

1. Opfør dig helt normalt og smil venligt, mens sælgeren nærmer sig. Lad hende fyre introsætningen af (typisk noget á la ”Vidste du, at man for 200 kr. kan få skolematerialer til en hel klasse i et helt år i Burkina Faso?”) Gentag sætningen ordret med velartikuleret stemme. Forvirret fremturer hun måske ”Og vidste du, at bidrag kan trækkes fra i skat?” Til dette skal du venligt svare ”Og vidste du, at bidrag kan trækkes fra i skat?”. Er hun sej, holder hun et par ordvekslinger mere. Derefter henvender hun sig aldrig igen.
2. Køb et hvidt ringbind og fyld det med billeder af trafikuheld, som du har printet fra nettet. Stil dig i nærheden af de andre og forsøg i et par timer højlydt at samle penge ind til den fiktive nødhjælpsorganisation Læger uden bremser. Du vil snart blive opfattet som en konkurrent og ikke et potentielt pbs-offer. Husk med jævne mellemrum i tiden efter, at bære det hvide ringbind under armen, når du passerer stedet, så de ikke glemmer dig.
3. Skriv prompte en dækningsløs check på et helt uhyrligt beløb, mens du praler med dit nye hangarskib. Gentages til det rygtes.

Husk, når missionen er lykkedes, at granske din privatøkonomi. Finder du det mindste råderum, så gå på nettet og find en sag, der passer dig. Giv derefter en skærv. I ro og mag.

/Milos Vendettas – udviklingsminister.