I 1721 rejste den danske præst Hans Egede til Grønland for at finde efterkommerne af de nordboere, som man ikke havde hørt fra siden 1400-tallet. I stedet fandt han en flok inuitter, som bød ham velkommen og behandlede ham efter alle gæstfrihedens regler. Hans Egede takkede inuitterne ved at indlede en massiv missonsindsats. Bestræbelserne på at eliminere den lokale kultur blev fulgt op af tililende danskere i hobetal. I 1934 blev den sidste vandtro grønlænder døbt.

Siden har det primære fokus fra dansk side været koloniherrens, men faldende afkast i den grønlandske minedrift og skuffede forventinger til polare olieeventyr har efterhånden minimeret den danske interesse for den tyndt befolkede kæmpebræ. Danskerne betragter oftest grønlænderne med samme kuriøse interesse som dyrene i zoologisk have, og inuitternes gigantiske og smukke land er i de danske medier reduceret til et måleapparat for det globale klima.

Når en af fangerfolket i dag besøger os, er det andre regler for gæstfrihed, der gælder, end da Hans Egede for 286 år siden blev hjertelig modtaget i de vestgrønlandske bygder.

Nørreport 2007

/Milos Vendettas – Koloniseringsminister