Superheltene er kommet for at blive – og vi er flere end du tror.
For tiden viser biograferne den anmelderskamferede film ’De fantastiske fire II’ (Bemærk hvordan jeg kan få en inferiør 2’er til at virke vigtig ved at bruge romertal). Det er igen blevet moderne at have overnaturlige egenskaber, og man må sige, at f.eks. manden, som kan lave sig om til en elastik får det optimale ud af sit talent. Mange ville ikke kunne få andet ud af den evne end at sidde hele dagen og klippe gumminegle af og sælge dem til de multinationale ventilgummikonglomerater. Stenmanden kunne sikkert leve fint af at sælge sin afføring til cementfabrikkerne, mens Flammen kunne optræde som kombineret klovn og grill til børnefødselsdage. De vælger i stedet det tunge hverv som fredsbevarende styrke, og med ildhu beskytter de den frie verden (USA) mod terror og truende ideologier (Al Qaeda og europæisk film).
”Jaja, hurra for dem”, tænker du noget lunkent, for de findes jo ikke i virkeligheden. ”Tror du”, siger jeg. Jo, okay, måske disse konkrete helte er en anelse fiktive, men det er vi mange, der ikke er. Tænk på den fantastiske mutantmålemaskine i den i superkraftsammenhænge uundgåelige ’X-men’ (En film som man siger med nød og næppe slap for den danske titel ’X-men – M/K’. Det var kun fordi filmkonsulent og overpædagog Thomas Winding var ude og sætte en ny kande hybente over, at den gled igennem hippiecensuren i al sin mandschauvinistiske vælde.) Nå, men altså: På mutantmålemaskinen kan man se hele jorden fuld af millioner af lysende prikker, som hver især repræsenterer et menneske med superegenskaber af en eller anden art.
De går altså i blandt os, eller rettere: Vi går i blandt jer. Når man først har fået øjnene op for superkræfternes store udbredelse bliver de klare for enhver.
Jeg boede f.eks. en gang ved siden af en dame som med stemmens kraft kunne flytte større pattedyr rundt i nabolaget – i de fleste tilfælde drejede det sig om hendes mand. Man hviskede i kvarteret, at det ville kræve en mand, som besad nævens kraft at lukke munden på hende. En anden dame i bydelen havde den superevne, at hun kunne få tiden til at stå stille. Det var en egenskab hun gerne benyttede, når hun i kassekøen skulle finde sin portemonnæ i sin gigantiske håndtaske.
Men et er, at der går folk med superkræfter rundt blandt os i al ubemærkethed, tænk på alle de, som i uendelig gavmildhed deler ud af deres naturgivne talenter.
Healere, clairvoyante og bugtalere. Mimere, gestaltpsykologer og auralæsere. Børsmæglere, eksorcister og hestehviskere. Det er verdens sande superhelte, og de fjoger ikke bare rundt og redder verden anonymt i deres fritid ligesom os andre mere officielle superhelte. De har gjort det til deres arbejde. Det er derfor, de skal have penge for det, og det skal være dem vel undt. Husk det næste gang din kinesiolog sender en regning på 1500 kr. for at fornemme sig frem til, at du ikke har en kæreste, fordi du spiser for lidt spelt og for meget gluten.
De ypperligste superhelte findes imidlertid i medierne, hvor de gang på gang demonstrerer deres superkræfter i fuld offentlighed. Jeg nævner et par stykker her. Find selv resten – de er mange!
- Dogmatikman – Hvem har ikke nydt Søren Krarups formidable evne til at trylle en relevant debat om til teologisk ordkløveri. Hans sidekick er hans gnavne fætter Liturgiboy, som kan mane alting om til at være Islams skyld.
- Captain Freeway hed den nu pensionerede superhelt, hvis civile alias var Kaj Ikast. Med sine manipulatoriske geografikæmpekræfter lykkedes det ham at vende alle veje i verden, så de i stedet for at gå til Rom pludselig førte til Viborg. Hans tematiske arvtager er Ruth 66, som ved et trylleslag har sørget for, at alle veje fører væk fra Faderhuset.
- The FAQ Freak kaldes Villy Søvndal kryptisk, når han bruger sine gigantiske superspørgekræfter til at tvinge enhver ministers administration i knæ. Den hastigt voksende offentlige sektor er direkte afledt af de enorme kraftanstrengelser, som de tonsvis af skriftlige svar,The FAQ Freak afkræver embedsværket.

Gå nu ud i verden og find din indre superkraft, men husk: Du behøver ikke gøre alt, hvad du er god til. Fx burde Chatkonsulentman have ladet kameraet ligge på hylden, selvom han åbenbart er en dygtig fotograf.
/Milos Vendettas – Helteminister
