De fattige betaler for Tv-avisen

Danmarks Radio undergår en besynderlig forandring for tiden. Som en grotesk surreel version af vor benede nationaldigters eventyr om den grimme ælling, vendes historien i DR’s tilfælde på hovedet, så det er den skønne svane, som forvandles til en grim ælling. Hvis ikke vi gør noget snart, fortsætter regressionen og vores stolte tv-traditioner kravler retur i ægget, hopper tilbage i røven på andefuglen, som flyver bort og efterlader os uden andet i fjernsynet end uendelige quizshows og Danielle Steeles samlede værker fra 1987.

Opløsningen skyldes bl.a. den tossede byggesag i Ørestaden. De ansvarlige kulturpolitikere har skrevet under på det ene fantastiske budget efter det andet. ”Arh men, det var den franske arkitekt, som SNØD os!” hyler de skyldige, som i så fald måske skulle have undladt at betale den galliske fusentast. Underskuddet efter det fejlslagne byggeri vil politikerne ikke dække med skattekroner. ”Det skal jo ikke være borgerne, som skal bøde for, at DR ikke kan overholde budgetterne”, hedder det fra de matematisk udfordrede populister. Det er naturligvis kært af dem, men sandheden er, at her i landet er der ikke andre end borgerne til at betale, når samfundet fattes penge. Samfundet, det er nemlig os selv.

Så konsekvensen er, at der skal skæres i DR, og der files ikke bare lidt i hjørnerne af programfladen. De saver hele Tv-stationen midt over mens de skingert hyler ”Kvaliteten lider ingen skade!” Det er jo naturligvis noget panisk lyv og opdigt, for hvordan kan kvaliteten lide andet end skade, når man kaster medarbejdere ud af vinduet mens man nedlægger det ene program efter det andet?

Finansieringen er tilmed indædt og ineffektiv. Man har med licenssystemet besluttet sig for at inddrive tv-afgiften på den mest uretfærdige måde, man kan, nemlig ved hjælp af den såkaldte hovedskat – dvs. et fast beløb pr. hoved. Den samme metode brugte Margaret Thatcher i ’80rne til at blive det mest upopulære menneske i Storbritannien, hvor hun besluttede, at alle mennesker skulle betale et indtægtsuafhængigt fast beløb til staten, fordi de eksisterede. Det siger sig selv, at de fattige ramtes uforholdsmæssigt hårdt af denne poll tax. Det samme stunt laver DR, for licensen er nemlig en fast skat, som alle skal betale. Tidligere kunne et par støvede pædagoger og en formningslærer henvise til at de SELVFØLGELIG ikke havde fjernsyn og dermed slippe for licensen. De tider er med den vanvittige medielicens forbi. Nu skal alle, der ikke har lægeerklæring på, at de ingen sanser har overhovedet, betale. I praksis har man dermed afskaffet licensen. Når alle skal betale, er der tale om en helt regulær skat, som man har valgt at inddrive på en aldeles administrativ håbløs måde. Det har intet med brugerbetaling at gøre mere.

Det er sørgeligt, at det beløb, der er til overs, når licensbureaukratiet har kradset pengene ud af befolkningen, yderligere mindskes ved, at politikerne insisterer på at bruge dem på amagerkanske mursten. Det er i den sammenhæng lidt af et dobbelt bondefangeri, at man som tvangsindlagt køber af DR’s ydelser skal finde sig i et væsentligt ringere produkt end det lovede. DR’s mere eller mindre smalle egenproduktion er det, som er unikt. Lødig nyhedsdækning og præsentation og anmeldelse af kulturlivet – også det sære som opera og ballet – er i bund og grund det, vi har aftalt. Hvorfor fanden skærer de så ned på nyhedsdækning, musik- og filmanmeldelser? Hvorfor tvinger de os til at betale for den ene elendige b-film efter den anden? Hvis vi vil se det lort, skal vi nok selv gå i Blockbuster. Det er ikke en statslig opgave, at leje dårlige videofilm til borgerne på deres egen regning. Det er det derimod at lave Musikprogrammet, Mick Schacks hjemmeservice og Filmland.
Drop licensen og lav noget ordentligt snakke-TV finansieret over den almindelige personskat.. Populærkulturen skal vi nok selv klare.

/Milos Vendettas – kulturminister