- mod Gud, konge og gøglerstand

Uddybninger

Sommerland?

7. juni 2007 at 00:27
» af Milos Vendettas under: Konge

Er sommeren kommet? Det afgør Milos Vendettas’ sæsonguide.

Hvis man er i tvivl om sæsonernes kommen og gåen – og det kan man jo sagtens være, når det skizoide danske vejrlig er ens primære pejlemærke – kan man få brug for yderligere ledetråde. Derfor præsenterer jeg her de tre iso-certificerede tegn på, at sommeren er over os.

1. Folketinget lukker.
”Vi holder lige ferie de næste fire måneder, mester.”a
Sådan lød beskeden til chefen – nemlig os vælgere – fra de 179 folkevalgte forleden. Så nu tømmes folketingssalen for den sædvanlige kævl og sniksnak for en tid. Hvorvidt DR2 fortsætter live-transmissionerne fra talerstolen vides ikke. Det vil næppe påvirke seertallene synderligt, om Pia Christmas Møller står på den og fortæller anekdoter fra Hundredemeterskoven eller ej. I hendes tilfælde er ferien nemlig tiltrængt, for serveringen af nævnte Peter Plys-ordspil var under afslutningsdebatten så anstrengt, at man kunne mistænke den konservative ordfører for at være distraheret af peristaltiske kramper, overtryk i blæren eller slet og ret dårlig timing. Givet er det i hvert fald, at hendes præstation ikke vil udløse en nominering, når dansk fabellaug uddeler deres årlige priser. Man kan jo håbe at den børnebogsglade politiker vil benytte sine 18 ugers ferie på at raffinere sit episke talent.
Men nu skal ret være ret. Politikerne betragter på ingen måde de kommende måneder i sommerlandet som ferie. ’Vi arbejder hjemme!’ vil svaret lyde, hvis en emsig journalist skulle opsøge dem ved poolkanten og spørge, hvorfor de ligger der uge efter uge efter uge. Gid man kunne udvælge nogle enkelte af dem til at ligge der og forholde sig i ro hele året. Sådan et par præstefætre i aflåst sideleje i et par speedos på en poolbriks i Phuket år ud og år ind. Mange af nationens genvordigheder ville være forbi…

2. Dronningeskibet lægger fra kaj.
Man kunne tro, at kongehusets sammenrend af førtidspensionister og indvandrere ville være en uegnet indikator for sommerens komme på grund af deres permanent moderate aktivititetsniveau. Man kan imidlertid med udgangspunkt i sejlplanerne for den 78 meter lange kæmpeskude Dannebrog, som vi har foræret dem, deducere sig frem til sæsonskiftet. Det er nemlig kun om sommeren, at de maritime glæder lokker hele familien til havs. I næste uge damper det stolte skib af med hele sin ladning af overførselsindkomstmodtagere for at besøge Holbæk og Frederiksværk. Togtet slutter i Århus, hvor det offentlige slår portene op på værestedet Marselisborg slot. Gravhundenes leg på plænerne i den 13 hektar store park indikerer for århusianerne, at sommeren er nær. For københavnerne forkyndes sæsonstarten ved, at dronningens klovnebutlerhær livgarden indstiller aktiviteterne under majestæternes jyske sommerodyssé. Hvis man bor i hovedstaden og flere dage i træk er sluppet for at blive verfet ind til siden på købmagergade af emsige, pensionsmodne politibetjente, fordi livgarden skulle forbi med sine tværfløjter, bongotrommer og tossede hatte, ved man, at sommeren er kommet.garder nedtoneti Sommerland? Og apropos de hatte: Som dreng spurgte jeg en af dronningens mænd foran Amalienborg, om han var opmærksom på, at der sad en gorillaunge i skrædderstilling på hans isse. Jeg spurgte også gorillaungen, om den var klar over, at der stak en soldat ud af røven på den. De er mig begge stadig svar skyldig. Min mormor, som var med, fortalte mig, at livgarden hverken må tale eller bevæge sig. Som lægmand har jeg svært ved at se den kampmæssige fordel i denne form for ultimativ tai chi. Jeg kan til gengæld godt se perspektiverne i at udvide reglen om total lammelse til livgardens orkester.

3. Den fjerde statsmagt melder pas.
Det sidste sikre sommertegn er det kollektive kvalitetsnedbrud, som medierne får, når sommersolen brænder. Tv er én lang genudsendelse krydret med timelange live-transmissioner fra provinsafdelingens praktikantkorstog gennem camping-Danmark. I de trykte medier er ingen nyhed for lille. Man kalder det ’agurketid’, fordi avisen lige så godt kunne være skrevet af en agurk. Ingen læser avis om sommeren, og her kommer vi til den endelige sommerbebuder:
Hvis du ikke læser dette, er sommeren gået i gang. På med svømmevingerne og de kunstige tatoveringer!

/Milos Vendettas sæsonminister

 

  • Share/Bookmark

 

RSS feed for comments on this post | TrackBack URI

  • Annoncer