Skønhedsidealet skal ændres. Heldigvis er Milos Vendettas til stede.

Når man bevæger sig gennem de glitrende haller i stormagasinernes stueetager, bliver man slået med benovelse over hæren af selvbrunede duller, som spreder produktviften af dunste, ansigtsmaling og spartelmasse ud for de blankøjede kunder, hvis store købeiver er omvendt proportional med deres selvtillid. Kosmetikindustrien er nemlig en af de store spillere på markedet for fiktiv virkelighed – et marked de deler med mere åbenlyse fupmagere som homøopater, teleannoncesælgere og krystalhealere.

Første faresignal, når man gransker branchen for korporlig overfladebehandling, er kilopriserne, som kun overgås af printerblæk, platin og midtbanespillere fra Liverpool. Hvorfor en flakon parfume skal være så dyr, er en bekvem forretningshemmelighed (En flakon er en lille flaske, der har fået storhedsvanvid, ligesom når 55-årige kvinder kalder sig piger af frygt for at være blevet til damer). Bestanddelene er sprit, vand og tophemmelige duftessenser. Råstofindhold og pris er trods usikkerhed om den eksakte opskrift ganske givet fuldstændig ude af kontakt med hinanden. Det samme gør sig gældende for de højteknologiske rynkecremer, som er certificeret af doktor Lieberpfennigs laboratorium i Dolomitterne, hvorfor deres effekt mod Fader Tids voldsomme pløjen i de furede frueansigter ikke behøver være målbar i de kedelige statslige universitetslaboratorier. Når man med held kan prissætte sine produkter så skamløst, hænger det sammen med:

Faresignal nummer to.
Folk, som er usikre på sig selv, vil gå langt for at kompensere for denne indre vaklen med et højt aktivitetsniveau på alle de områder, som er konkrete og som de umiddelbart vurderes på af omverdenen. De omgiver sig med alskens statussymboler af hvilke den perfekte krop er et af de ypperligste. Kosmetikindustrien er ikke blot leveringsdygtig i et bredt udvalg af remedier til kompensation for indre kaos – Den understøtter med millioner af reklamekroner den ulykkelige opfattelse, at der i en smuk overflade gemmer sig andet end netop overflade. Skønhedsidealet er helt bevidst sat så højt, at ingen nogensinde når det. Derfor er det kun de mennesker, som formår at vriste sig fri af den vrangforestilling, at lykken gemmer sig i den evige konkurrence med lige så overfladiske og usikre veninder, som vil være i stand til gå glade gennem livet uden sygelig bekymring over deres eget udseende.

Faresignal nummer tre.
Dygtige forretningsfolk har været klar over det i årevis. For at sælge et tvivlsomt produkt er det i stedet for at overtale hver eneste kunde om vidundermidlets kvaliteter meget mere effektivt at overbevise en dygtig sælger om, at produktet ikke er tvivlsomt men genialt. Man skal narre sine egne ansatte før man narrer kunden. Dette fænomen er især kendt fra de alternative brancher, hvor auralæsere og aromaterapeuter for længst har forstået, at de manglende videnskabelige beviser for deres ydelsers effekt kan der nemt kompenseres for med en tilpas portion lallende entusiasme. Og det kan de naturligvis kun gennemføre troværdigt, hvis de selv tror på det. Det samme gør sig gældende i parfumehallerne i Magasin og Salling, hvor ekspedienterne uden blusel rabler den ene forvrøvlede hokuspokusforklaring af efter den anden. Og mens de underbetalte blonde silikonedåser står og våser om enzymer og dybtvirkende vitaminer, sidder kosmetikbranchen fede grimme rigmænd og gnækker mens de skraber den ublu avance til sig.
Der er imidlertid ingen grund til at pege fingre ad andre end os selv i denne sag. Vi usikre mennesker vil altid være ofre for handelsstandens tilbud om nemme løsninger. Problemet med lykke er, at den vanskeligt lader sig købe, men nemt lader sig sælge. Man kommer sjældent hjem med noget brugbart, når industrien for fiktiv virkelighed har holdt messe. Her kommer løsningen, og den er billig!
Hvad skønhedsidealet angår har vi at gøre med et af de sjældne tilfælde, hvor en negativ målsætning er mest konstruktiv.
I stedet for at prøve at ligne en supermodel, så find en grim person, som du kan prøve at lade være med at ligne. Det lykkes meget nemmere og med stort selvværdsløft til følge. Jeg prøver personligt med nogenlunde held for tiden at lade være med at ligne Marty Feldman – en af de store grimme helte. Find din egen grimme helt og bliv lykkelig!

/Milos Vendettas – Overflademinister