I rigt mål har man hidset sig op over præster, som ikke vil give hånd og over imamer, som vil tillade en mand at have flere koner.
Der er vitterligt intet at komme efter i disse sager.
Hvad flerkoneriet angår, ligger der naturligvis en lovgivning og spærrer for offentlig registrering af mere end én partner – en lovgivning, hvis implikationer først og fremmest er arveretslige og skattetekniske, skønt dens oprindelse uden tvivl er at finde i den moralfilosofiske spændetrøje kristendommen. Der er imidlertid ingen moralsk grund til, at staten skal blande sig i, hvordan borgerne vælger at organisere sig i parcelhuskvarterernes soveværelser. Lad derfor folk gifte sig med hvem de vil, og lav om nødvendigt de skatteretslige tilpasninger uden al det piveri.
Man aner, at meget af modstanden mod de polygamiske excesser skyldes angst for at kvinderne i det aktuelle muslimske eksempel ofte vil blive viet ufrivilligt. Det er jo en reel bekymring, som i dette tilfælde naturligvis er helt irrelevant, da det jo allerede er ulovligt at tvinge folk til at gifte sig med en – ligegyldigt hvad nummer kone det drejer sig om.
Det er i det hele taget en skødesløs omgang med menneskerettigheder, når man indskrænker den menneskelige frihed ved at forbyde aktiviteter, som man kan risikere at folk bliver tvunget til. Man kunne for eksempel forbyde sex, fordi det desværre sker, at folk tvinger hinanden til det.
Der er bare ingen grund til det, for i dette land er det i forvejen borgerne forbudt at tvinge hinanden.
Undtagen til at give hånd tilsyneladende.

Milos Vendettas - tilladelsesminister