Vi mennesker er nogle vakse primater. Derfor er det os, der bestemmer her på planeten.
Det sker, at de døde objekter, som vi kalder ting, glemmer deres rette plads i hierarkiet, nemlig nederst. De konspirerer, kalder til kamp og tager magten. En sådan revolution afstedkommer sjældent noget godt, for når tingene vælger styreform, er det aldrig parlamentarisk demokrati, der er dagens orden. Tingenes yndlingsregime er tyranniet.
Når et menneske uforvarende havner i en situation, hvor tingene har taget magten, kan det have skæbnesvangre følger, hvis ikke staklen opdager det meget hurtigt. Det handler om at komme væk, for når dimser, dingenoter og dippedutter tager kontrollen, er der kun én sikker taber, nemlig mennesket.
”Sniksnak!”, vil den nøgterne læser, indvende. ”Mennesket er herre over tingene – ikke omvendt!” HA! Naive tåbe. Du fortrængningens mester vil blive klogere. Tror du virkelig, at ledningerne under dit skrivebord er blevet viklet sådan sammen ved menneskelig mellemkomst? De har gjort det selv! I nattens mulm og mørke smeder tingene rænker, og når vi har mindst brug for det, tager de magten over situationen. Du kender det:
Du er 5 minutter for sent allerede. Du ved, alle venter ved mødet – især chefen. Under armen har du rapporten, som vil rykke dig et godt hak op ad karrierestigen. Du skal lige printe det sidste af dit oplæg, som du har brugt hele natten på at forberede. Så er det, at musekuglen låser i sit eget skidt. Pilen flakser håbløst fikseret rundt i hjørnet af skærmen, så du hver gang, du frustreret banker møggnaveren i bordet, åbner startmenuen og indstillingerne for diverse irrelevante netværksforbindelser. Mens du stadig har dine papirer under armen forsøger du at læne sig ind over tastaturet og bruge alskens genvejstater, så det helvedes sidste print kan komme med til mødet, men nu begynder papirerne under armen at glide ubønhørligt. Du ser dem for dig i en håbløs bunke spredt på gulvet, så du læner sig yderligere ind over bordet for at dumpe dem der med det resultat, at din albue vælter en stor flaske cola, som spreder sig med lynets hast samtidig med, at papirerne fortsætter den glidende flugt fra armhulen. Du lader papirerne ryge på gulvet og forsøger at inddæmme og opsuge den ekspanderende sukkersø, som allerede har udstikkere ind under tastaturet, mens en smattet sms-vibrationslyd afslører din telefons opholdssted midt i læskedrikhavet. I det samme går skærmen ud – både på telefonen og på computeren. Idet du panisk læner sig ind og slukker for strømmen, planter du albuen i den glemte spandauer fra kl. bæ i morges, mens en piblende dryppelyd afslører, at colamasserne har forceret den interimistiske kontorartikeldæmning og nu har besluttet sig for at løbe ud over bordkanten lige der, hvor du stillede sin åbne taske. Mens du måbende ser til, sukkermarineres og opløses din møjsommeligt udfyldte selvangivelse til afskedstonerne fra din kortsluttede iPod.
Så får du spat, og det er en farlig tilstand, for idet du under dramatisk skrigen løfter tastaturet og knuser det mod skærmen, træder chefen ind – egentlig for at sige, at mødet desværre er udsat til i morgen – men det ændrer han lynsnart til ”du er fyret”.
Tingene fik dig fyret! Og mens du klynkende bliver ført ud af bygningen laver dine kontorredskaber high-five og synger hånende sejrssange. Du er det seneste offer for tingenes tyranni.
Der er kun én trøst at finde i denne sørgelige situation, og det er den orgastiske fryd, som gennemtrænger kroppen, når man fuldstændig uden skelen til konsekvenser og eventuelle tilskuere giver sig i spattens vold og smadrer de formastelige lorteting, som i sekunderne forinden har forvandlet en helt almindelig dag til et levende helvede. Det øjeblik lever man! Det er en lille trøst, og den bør i det mindste nydes.
Lad opfordringen gjalde: Hvis du møder en ting, som begynder at opføre sig mistænkeligt, så løb eller smadr den. Gør du intet, er du fortabt.
/Milos Vendettas – Objektminister
