Efter mange års nøje studier af mennesket er jeg nået til den slutning, at homo sapiens er et dyr, som er vanskeligt at stille tilfreds. Problemet er, at straks et givent krav til omverdenen bliver honoreret, springer nye mangler ved livet straks den ærgerrige i øjnene og nye behov bliver defineret. Sådan fortsætter det i et evigt kapløb mod utilfredsheden, indtil den yderste dag oprinder, og stræberen skuffet lægger hovedet på hospitalets kunstfiberpude, mens den sidste bitre tanke rasler ud af den forkalkede, rynkede fedtklump, som ligger på bunden af kraniekisten: ”Var det det?”
”Ja, det var det sådan set, dit fjols”, kunne man passende til afskedssalut svare den døende, som gerne er en kvinde. Skønt manden sagtens kan lege med, når hans eget liv skal spottes, er kvinden nemlig mester i at underkende det, hun har, og blæse tilværelsens ulemper op på størrelse med østasiatiske etageejendomme.
Og hvad er det dog der er gået galt for hende? Jo, gennemsnitligt er følgende passeret det ulykkelige menneske:
Fødslen frarøvede under stort spektakel vor ven hendes trygge varme hjem. Det blev aldrig helt det samme igen. Fra starten lærte hun, at hun måtte hyle og skrige for at få de mest basale behov dækket. Straks hun lærte at tale, gå og lege blev hun sat sammen med andre børn. Deres legetøj var bedre end hendes, syntes hun. Desuden fik de også mere kage. Det larmede hun meget over op gennem institutionsårene, hvor de andre piger til stadighed var lige en tand mere prinsesseagtige end hende – i hvert fald de piger, som betød noget.
Værre blev det, da drenge blev interessante. Selvfølgeligt fik hun bryster for sent i forhold til de rigtige piger, hvilket hun græd meget over. Til gengæld viste de sig snart at være for små i forhold til, hvad man rimeligvis kunne forlange. Hun skyndte sig at forære dem til en masse drenge, så hun kunne føle, at hun var noget værd alligevel. Det virkede imidlertid ikke, men hun lærte noget andet, nemlig, at selvom man ifølge internationale konventioner ikke kan sætte en pris på et menneskeliv, så kan en syttenårig pige, som prøver at finde lykken, sagtens være for billig. Hun kastede sig over uddannelse og karriere, men der var altid nogen, der var lidt skarpere og lidt smartere, hvilket fik hende til at føle sig dum og set ned på. Hun fik et udmærket arbejde, en udmærket mand og nogle udmærkede børn. Der var dog den ulempe, at de fleste på vejen havde enten et federe job, en bedre mand eller nogle helt ufatteligt kønne og velopdragne børn i forhold til hendes. Alle disse faktorer gjorde hun sin familie klart med jævne mellemrum. Hun havde mindreværdskomplekser på hele husets vegne og fyldte deres liv med stamtavlekæledyr, søndagsture til Hornbæk og ikke mindst nag. Hundredvis af slankekure og skønhedsoperationer afløste hinanden og efterlod hendes krop og hendes liv som en stor lappeløsning. Så flyttede børnene. Så døde manden. Så brugte hun 10 år på at fortælle, hvor meget hun var blevet tilsidesat hele livet. De eneste, der hørte efter, var dem, som kommunen betalte for det. Så døde hun.
”Jaja, den historie har jeg s’gu jeg hørt 117 gange før!”, tænker du nu, kære læser. Det er imidlertid ingenting i forhold til de millioner gange, den er blevet levet. Kig dig omkring. Der sidder mennesker og lever den historie lige nu. Måske lever du den selv lidt allerede?
Fat mod. Her er kuren:
Forstå, at der ingen mening er med livet. Lad dig ikke desillusionere af dette faktum. Det er nemlig en befrielse, når det først er sivet ind i al sin enkelthed. Det betyder nemlig, at ingen måder at leve på er forkerte. Ydermere betyder det, at du ikke behøver sammenligne dit liv med andres for at måle din succes. Træf dine valg, som det passer dig (inden for straffeloven) og smil indvendigt når konforme stakler kritiserer din livsførelse, idet du siger den VIGTIGSTE sætning for os, som vil finde lykken i moradset af indskrænket vanetænkning og imiteret tilværelse:
”Det vil jeg skide på!”
Og gå så ud og tryn igennem, kammerat. Det liv, det lever jo ikke sig selv.
/Milos Vendettas - Lykkeminister
