Plastisk kirurgi er blevet gængs i alle socialklasser. Sådan var det ikke i gamle dage. Da var det forbeholdt de allerrigeste superstjerner fra gigantserier som Loveboat og Dollars at komme under de retoucherende skalpeller. Hvem husker ikke den evigt unge Joan Collins, om hvem misundelige medsøstre gik og sagde, at hvis hun fik én ansigtsløftning mere, ville hun få fipskæg. I Danmark var det kun en lille udsøgt aldrende elite, som fik strammet albinosveskehuden op og bagefter ristet rynkerne frem igen under solariernes metastasegødende forgængere højfjeldssolene. Den legendariske Tutta Rosenberg fik sågar tatoveret sin mund større.Men halleluja! Så tog velfærdsstaten fart, og nu har alle råd til at reparere de dele af Guds sjuskede skaberværk, som sidder i vejen og spærrer, når man spejder efter skønheden i spejlet.
Udvider du dig hurtigere end stortyskland sidst i 1930’erne? Fat mod! Nu kan doktorens kæmpe robotsnabel suge dellerne af dig hurtigere end du kan sige ’aspartam’.
Får din næse fanpost fra skihoppere og roeavlere? Fortvivl ikke! Lægen skærer den gerne af og erstatter den med en lille pudsig plastik-tut. Eneste kendte bivirkning er en tilbøjelighed til at foretrække børn og aber som sengekammerater.
Vækker dit stolte spir trods Viagra og penispumper mere latter end lider? Affind dig ikke! Lad Doktor Ege trylle din lille reje om til et krydsermissil! Du skal dog lige finde ham først.
Men her må Milos Vendettas lige sætte foden ned!
Flere undersøgelser har nemlig vist, at det er det INDRE, der tæller. Mit eget adonis-ydre til trods, ligger det mig derfor meget på sinde, hvordan mine medmennesker har det indeni. Ved research i faglitteraturen har jeg stiftet bekendtskab med et genialt selvhjælpsværktøj.
Jeg har altid selv holdt mig til tidsskrifter af mere maskulin karakter, som for eksempel Illustreret videnskab, Katapultbyggerbladet og Harald Nyborgs kuponhæfter. Nu har jeg imidlertid fået øjnene op for en verden af kvindelig visdom sat på formel, nemlig personlighedstests i psykologiske specialmagasiner såsom Femina og Alt for damerne. Inspireret heraf har jeg i samarbejde med ledende begejstrede lifecoaches lavet følgende personlighedstest, som med tre simple spørgsmål kan afgøre, hvordan du har det indeni, og hvordan du kan forbedre din livskvalitet UDEN kirurgi. Sæt ring om de svar der passer på dig.
- 1. Er du bange for din egen skygge?
- A) Ja, og den kalder mig fed!
- B) Nej, men den er bange for mig!
- C) Det er et komplot i pressen, at jeg har en skygge!
- 2. Har du svært ved at give dig hen under sex?
- A) Ja, jeg føler mig meget utilstrækkelig…og fed!
- B) Nej, men jeg kan godt miste koncentrationen, hvis kællingerne stønner for højt.
- C) Det er det indtryk, som anklageren forsøger at plante i pressen!
- 3. Hvis du føler, at du har mistet modet, hvad gør du så?
- A) Jeg bliver hjemme og græder over, at jeg er fed.
- B) Det har jeg aldrig mistet. Det er jeg desuden forsikret imod.
- C) Det var ikke mig! Jeg har ikke mistet noget!
Hvis du har flest A, har du det dårligt indeni og bør søge hjælp – drik desuden en masse bark-te fra Urtekram™.
Hvis du har flest B, er du bare FLOT kørende indeni! – drik desuden en masse bark-te fra Urtekram™.
Hvis du har flest C, har du en tendens til at lyve for dig selv. Du er desuden Peter Brixtofte – og fingrene væk fra vores te!
Sådan har du det. Skulle testen imod forventning efterlade dig i tvivl om din indre tilstand, så lyt til disse ord:
Dit liv er ikke en konkurrence. Det er ikke en opgave, der skal løses. Du bliver ikke evalueret bagefter. Sig ja, sig nej, gør dagen din.
/Milos Vendettas – Sundhedsminister
