Naturlig udvælgelse i detailhandelen.
En undersøgelse fra landbrugsrådet har sat fut i den gamle debat om småbutikkernes antal. Det har nemlig vist sig at 20% af de små købmænd har hængt lukket-skiltet på døren for bestandigt siden lukkelovsændringen i 2005. Rygmarvsreaktion hos de fleste er sørgmodig hovedrysten, mens der skules mod varehusenes facader. Det er nemlig meget tarveligt, at de store tryner de små. Hvem, der reelt er den trynende part, synes dog noget usikkert, men her får vi hjælp fra en uventet kant.
I de gudsjammerligt kedelige reportager fra det uendelige biologilærerkrydstogt Galathea-ekspeditionen gemmer der sig spændende fakta blandt beretningerne om blæsevejr og kabyssens daglige serveringer. Det gæve skibs ankomst til Galapagosøerne har udover at afstedkomme et hajangreb så mediedækket, at man skulle tro, der havde været en pilerokke tilstede, ansporet adskillige større dagblade til at delagtiggøre deres læsere i Darwins lære. Det var nemlig på disse øer at det med blandt andet finkens hjælp gik op for ham, hvordan det hænger sammen med den naturlige udvælgelse – fortællingen om hvem, der skal leve og hvem, der skal dø.
Da jeg jo er korsridder mod forvirring og dårskab, bifalder jeg avisernes indsats for at udbrede oplysning og videnskabelig indsigt til de brede masser.
Og så tilbage til butiksdøden.
Hvis vi laver en parallel mellem markedet for detailhandel og økosystemet, kan vi betragte butikkerne som organismer. Det er forskellige egenskaber, som er nødvendige for at overleve i de skiftende miljøer, og derfor er evnen til tilpasning essentiel. En lille købmand med et støvet, smalt og dyrt vareudvalg kan udmærket bestå i et miljø hvor egenskaben ’åben’ er tilstrækkeligt til at klare sig. Det betyder desværre, at lige så snart andre organismer tilegner sig denne egenskab, vil den lille købmand have et problem, hvis udvalget eller prisen er mere attraktiv hos nytilkommerne i hans niche. I tilfældet med lukkeloven skete der netop det, at før 2005 sad kioskerne og de små købmænd sad danskernes søndags- og aftenindkøb. Man havde skabt et parallelt marked, hvor forbrugerne havde vænnet sig til, at indkøb om søndagen, var et resultat af egen dårlig planlægning, og derfor var det kun ret og rimeligt, at priserne var ublu og udvalget latterligt. Efter lukkelovens lempelser kan supermarkederne drive forretning på Guds og købmandens hellige dag, og det har betydet, at forbrugerne har fået mulighed for at foretage indkøbene til den spontane søndagsfrokost i butikker, hvor fødevareudvalget er bredere end tre falmede dåser Faaborg-postej og en pakke rugbrød så grønspættet, at oldefar bag disken kunne sælge hovedparten til penicillinindustrien.
Konkurrencen om forbrugernes gunst kræver fortsat fornyelse, for summen af gunst er på kort sigt forholdsvis konstant, og det er gunsten der er butikkernes eneste fødekilde. Det er forbrugerne og ingen andre, som afgør de enkelte butikkers skæbne. Det kan være både synd og ærgerligt når en købmand må lukke, men det er prisen han betaler for at lægge en overlevelsesstrategi som baserer sin succes på, at han ingen modstandere har. Hvis man vil overleve i en situation, hvor udvalgets bredde og priser er bedre hos konkurrenterne, er den eneste vej frem at satse på service, specialprodukter og beliggenhed. Det hjælper i hvert fald ikke, at appellere til forbrugernes medfølelse ved at påpege, hvor synd det er for en selv, at ens butik ikke løber rundt. For skønt kernen i meget god markedsføring er at få gang i forbrugernes følelser, er det ikke medlidenheden, det er mest lønsomt at vække.
Hvis man vil bevare de gammeldags købmandsbutikker i deres nuværende form, er det museumsloven og ikke lukkeloven, der skal beskytte dem mod den barske rivalisering i det nådesløse kolonialmiljø.
Milos Vendettas/ – erhvervsminister
